Et foredrags tanker

Jeg var så heldig at få æren af at være foredragsholder under hjerneugen. I uge 11 holder hele Danmark fokus på hjernen. Både sundhed, funktioner og muligheder, men også hjernesygdomme og hjerneskader.

I Hobro var jeg inviteret som foredragsholder, og det blev en fantastisk oplevelse. Utroligt givende og en udfordring jeg elskede at påtage mig igen. Man håber jo altid at ens besøgende til foredraget tager bare lidt med sig hjem. Mindre kendt er det måske at man som den der holder foredraget, faktisk også får rigtig meget igen. Det gjorde jeg også fra Hobro.

Især en enkelt ting er hængt fast. En venlig herre sagde til mig: “som kvinde må det være en udfordring ikke længere at kunne multitaske, men du kan glæde dig over at kunne taske”. Netop denne kommentar har siddet fast. Den er helt klart ment positivt, alligevel har den sat noget i gang i min overaktive hjerne. For kan jeg virkelig det? Altså gennemføre en handling sammenhængende, flydende og uden besvær?! Jeg kan ikke jonglere med mange projekter på en gang eller modtage flere opgaver eller informationer på en gang. Men når det er en opgave…. Kan den så gå gnidningsfrit?

Svaret er nej. Før denne herre kommenterede min evne til at håndtere bare en opgave, havde jeg ikke skænket det mange tanker. Nu er jeg virkelig blevet opmærksom på hvor dybt afhængig jeg er af mine hjælpemidler. Tøjvask er splittet op i min MobiDo app, og jeg bruger den konstant. Så meget at de forskellige steps er skrevet op på sedler i vaskerummet. Jeg kan ikke engang strigle heste som før. Noget jeg har gjort tusindvis af gange virker ikke mere. At tage et bad udmatter mig meget mere end jeg kan forklare. jeg kan endda glemme hvor jeg skal stille min tandbørste eller fare vild på badeværelset.

Med garanti sidder der nu nogle og griner lidt af det. Men jeg kan garantere jer for, at det er alt andet end morsomt at vide at ens hjerne burde kunne løse et så simpelt problem – men tankerne er i sort, og jeg kan bare ingen hjælp hente der. Så kan man stemple mig som ynkelig eller dum hvis der er behov for dette. Men egentlig er det blot et bevis hvor hårdt min hjerne er ramt i fornemmelse for rum, retning og opgaveløsning. Det kan være utroligt uhyggeligt at være fanget i en hjerne der ikke engang kan løse så simple opgaver som at finde en dør. Især når man som mig er bange for labyrinter!

Jeg kan ikke taske! Det er svaret. Men til gengæld er der så meget andet der opvejer frygten for at fare vild, nederlagene ved at simple opgaver er nærmest uoverkommelige, og at computeren øverst oppe har alvorlige fejl i ledningsnettet. Og så er der smerterne.

Der er så meget godt i mit liv, at både udfordringer og smerter er en omkostning jeg vælger at betale. Hver eneste dag. Fordi jeg vil det jeg har i mit liv, fordi det er min pris for at være til, og fordi det er de rammer der er for alt det jeg stadig ønsker at opleve.

Tak for endnu en erfaring om mig selv og om livet videre som mit 6 år gamle jeg