En verden af dårlig samvittighed

Det er mandag, jeg slapper af på sofaen efter endnu en weekend med mange gøremål. Som underholdning har jeg tv-et. Og så er det den dårlige spiral starter – igen, Den dårlige samvittighed….

Det ene program efter det andet om at være sund, træne, gå i det rigtige tøj og lave sit hjem om til et udklip fra Bo Bedre… Jeg har mest af alt lyst til at gemme mig under sofaen. Eller måske endda under gulvtæppet….

Før jeg blev syg havde jeg tabt 25 kg. Jeg vejede lidt over 60 kg, var veltrænet fra at spise mindre og undgå alt der bare mindede om sodavand, slik, chips og fastfood. Ok, en gang i mellem spiste jeg et par stykker slik eller lidt chips hvis det blev serveret, men som hovedregel spiste jeg det ikke og havde ikke noget i mit hjem. Jeg brugte min tid på mit arbejde på sygehuset og ar være hos hestene – Der var altid noget at lave. På sygehuset gik jeg rigtig meget i mit job og hos hestene var der altid noget at lave. Udmugning, motionering af hestene, fodring, ordne udstyr, hjælpe andre ryttere, hente heste, sætte dem tilbage på markerne.. Frem og tilbage mange gange og masser af løft og aktivitet. Hver dag. Hver evig eneste dag.

Men så slog lynet ned, jeg blev syg af meningitis.

Nu ligger jeg så som sagt på sofaen og den dårlige samvittighed kommer snigende. Igen, igen.

Jeg har ikke et Bo Bedre hjem, jeg har et hjem jeg elsker at bo i og som jeg ved ikke vinder en eller anden design pris. Men hvorfor går det mig på? Jeg er jo så lykkelig her??

Jeg har ikke samme vægt som dengang. Jeg har fået så meget medicin at min krop ikke på nogen måde er som dengang. Jeg er forandret og selvom jeg har tabt det meste af min medicin vægt som nærmede sig 30 kg, så er jeg altså ikke på de 60 kg mere. Hvorfor skammer jeg mig over det??

Jeg har ikke et attraktivt job. Faktisk har jeg på ingen måde en karriere mere. Jeg er fleksjobber men kan ikke klare de timer jeg er godkendt til. Jeg er sygemeldt fra min fleksjob godkendelse og er på standby fra arbejdsmarkedet. Men hvorfor er jeg flov??

Jeg er flov fordi det føles som hele verden er til for at give mig dårlig samvittighed. Tv-programmer og sætninger som “jamen du skal jo bare i gang” eller “du ville få det så meget bedre bagefter” driver mig ud i den dårlige samvittighed. For jeg KAN ikke gøre ret meget mere. Jeg har smidt størstedelen af min medicinvægt, Nu er jeg en blød pige der kun lige ligger over det BMI der er stemplet som “optimalt”. Og nu hvor der snakkes om at ændre på BMI kategorierne, så ligger jeg faktisk meget pænt indenfor “optimal” spektret. Desuden er lidt på sidebenene godt, for skulle jeg pludselig blive meget medicin syg igen eller få meningitis igen (for jo, det KAN komme igen) så er det bedst at have lidt at give af. Ligesom man konstant bombarderes med hvad er ønskeligt i vægt og udseende, så kastes der rundt med programmer om hvordan et hjem ser bedst ud og hvordan en karriere kan gøre os super glade og tilfredse med tilværelsen.

Og her sidder jeg så og værdsætter de dage jeg ikke har så ondt at jeg er bundet i sengen af smerter. værdsætter at have en familie der forsøger at forstå og støtte, værdsætter en kæreste der støtter mig i alt og hepper når jeg forsøger noget jeg drømmer om at prøve. Uanset om det er at male et møbel eller at spille 1 mod 1 i Paris. Uanset omkostningerne støtter han mig og forstår mit energi niveau er så lille at selv små livskvalitets givende udfordringer koster i den anden ende.

Men på trods af al den støtte og forståelse, så lader jeg af og til samfundet og uforstående mennesker der sikkert i bedste mening forsøger at “rette mig ind” men i virkeligheden gør det bare ondt. Giver dårlig samvittighed. For med så lav energi ville en times træning koste mig to dage i sengen hvor jeg intet kan. Hverken komme ud af sengen og lave mad eller ordne lidt i mit hjem. Eller være sammen med min kæreste når han er hjemme. Er det livskvalitet?? Det er det for dem der har energien. Og jeg ønsker dem alt det bedste for dem i fitness centrene eller på deres kilometer lange løbeture. Jeg går mine ture og kan mærke at jeg er i bedre form og stærkere end jeg nogensinde har været siden før jeg blev syg. Alt har en pris der skal betales når jeg bruger min energi på noget. Så jeg prioriteter åbenlyst anderledes. Det er jeg nødt til.

Så denne mandag kaster jeg igen skammen og den dårlige samvittighed af mig og erkender jeg ikke er som jeg var og jeg bliver det aldrig. Jeg er en kvinde der overlevede meningitis, har kroniske smerter, hjerneskade og kognitive skader. Jeg rammer ikke indenfor kassen der hedder “ideel” men jeg er mig. Og jeg er så heldig at der er folk der elsker mig alligevel.

Så dårlige samvittighed og følelsen af at være flov… Farvel, der er døren og kom ikke tilbage!!!