En stærk kvinde

Jeg får tit denne kommentar: ”Du ligner ikke en med en hjerneskade. Du er jo sådan en stærk kvinde at se på”.

Og ja, det er jo nok det billede jeg selv giver udadtil = jeg lægger en maske på fordi jeg jo altid har været den der stærke kvinde som kunne overkomme rigtig meget.

Jeg er stadigvæk en stærk sej kvinde = når man har set døden i øjnene nogle gange og overlevet, er man nok nødt til at være lidt sej.

Mit livssyn i dag er et andet end før jeg blev ramt. Jeg har meget mere fokus på de små nære ting i livet i dag og priser mig lykkelig over at opleve hver ny dag.

Men jeg har godt nok også svært ved at lære mit nye jeg sådan rigtig at kende…. Jeg ved jo godt med min fornuft at jeg ikke er og kan det samme som før, og jeg skal være den første til at indrømme at det er hunde svært at lægge gamle vaner fra sig dvs. ikke at have flere bolde i luften end jeg kan klare.

Det glemmer jeg altså når jeg er overkørt, og mine batterier er flade, så skal der ikke så meget til at jeg har flere bolde oppe, og så går det galt, og heksemor bliver ked af det.

Lige pt. Har jeg rigtig meget på mit program ting som jeg skal til og ikke kan aflyse, og sådan er livet jo også. Som (S) siger til mig: ”Hanne, man kan skemalægge meget, men ikke alt”, og det er så her jeg skal lære at kunne mærke om jeg har nået grænsen, og så bede om hjælp hos f.eks. John.

Jeg kommer lige med et eksempel på en dag hvor min hjerne kogte over:

I onsdags skulle yngste søn have overrakt sit eksemsbevis fra tv-glad fordi han er færdig efter en 3 årige uddannelse, og det ville jeg bare ud og se.

Jeg bestilte flextrafik til derud, og så aftalte Loke og jeg at vi tog bussen hjem hvis mit hoved var til det, ellers måtte vi tage en taxa. Det blev så til bussen, og det gik godt. Vi skulle også kun med en bus, men jeg var da godt brugt da vi kom hjem.

John kom hjem meget kort efter, og lige onsdag havde vi fået ny netbox med trådløst net, og det var John meget opsat på at få op og køre – og det skulle helst være NU ;O) Casper, den ældste søn kom ned for at hjælpe ham.

Jeg blev enig med mig selv om at jeg ville gå ind i stuen og hvile mit hoved. Jeg valgte så at tage mine CI-ører helt af, fordi jeg synes der var for meget larm.

Cirka ½ time efter vågnede jeg ved at der var en del uro – så på med mine CI-ører. Det var begge troldeungerne der også var kommet ned, så jeg stod op, selv om jeg bestemt ikke var udhvilet – langt fra.

John så godt at jeg var stået op, men han så ikke at jeg gik i køkkenet for at begynde på aftensmaden. Ok, nem mad, forårsruller. Jeg havde lige tændt under dem, da John kalde på mig for at jeg lige skulle høre om mit hørehjælpemiddel til fastnettelefonen virkede – og puf havde jeg glemt alt om forårsruller.

Mens jeg aflyttede i telefonen, sagde jeg at den ikke virkede fordi det sydede og larmede. Men det der sydede og larmede var forårsrullerne…

Og så begynde det at lugte brændt. Jeg huskede stadigvæk ikke at jeg havde sat dem over, men så kom der sort røg fra køkkenet, og så løb John derud… Så gik det op for mig hvad der var sket = jeg tudede og blev bare så ked af det.

John blev også ked af det, og som han sagde: ”Skat, det er ikke din skyld. Jeg ved det jo godt at du ikke kan flere ting på en gang, og det er jo bare nogle skide forårsruller til 30 kr. Tør nu dine øjne, og så tager vi ned på den Græske og spiser.” Og da jeg var faldet ned kunne jeg godt grine af det.

Men det er meget sådan jeg bliver når jeg er overkørt og træt. Så mister jeg helt overblikket. Jeg ved ikke helt endnu hvordan jeg skal takle sådan noget, for det er jo ikke sidste gang jeg kommer ud for det i mit liv. Men jeg snakker en del med (S) om det på Center for Hjerneskade, og forhåbentligt kommer der en løsning jeg kan bruge.