En hård tid

Det er ved at være noget siden, jeg sidst skrev et blogindlæg. Det har bare været en lidt hård tid. Ud over at jeg har haft meningitis og blodprop i hjernen i 2008 og lever med følgerne efter de skader har jeg diabetes + voldsom astma.

Dette blogindlæg kommer til at handle om min astma. Da jeg var barn fik mine forældre at vide at jeg havde falsk strubehoste. Det var det ikke. Det har vist sig at jeg havde astma. Jeg kan huske at mig og mine søskende hver lørdag om vinteren gik i bio – tror det var med skolen, men Herlev Bio var så støvet, at jeg ofte kun holdt en halv film, så måtte jeg bare ud fordi jeg hostede og ikke kunne få luft.

Men her for cirka 10 år siden kunne jeg ikke forstå at jeg pustede og stønnede bare jeg gik eller cyklede, så jeg fik en lægetid, og hun lavede pusteprøve og så videre. Bagefter sagde hun: “Hanne, du har astma, og det har du gået med i rigtig mange år uden behandling.”

Jeg kom i behandling og stoppede med at ryge de tre smøger jeg røg hver dag, men den var så slem at jeg blev akut indlagt og var ved at stille skoene. Men der kom styr på min astma, og det har der været siden. Ok, jeg får meget tit lungebetændelse. Her for små 14 dage siden blev jeg dårlig og kunne næsten ikke få luft. Jeg kunne mærke at der var lungebetændelse igen. Jeg ringede til mit lægehus og fik en akut tid. Min læge og min mand John var meget enige om at jeg skulle indlægges. Jeg blev indlagt mandag, og tirsdag udskrev de mig igen. Inden da havde jeg en samtale med en læge, der fortalte at det ikke var lungebetændelse, men at min venstre lunge var delvist klappet sammen. Åhhhhh, jeg indrømmer at jeg følte det som om jeg fik kastet en bombe i hovedet. Hvordan filen kan den det?????? Det kunne han ikke svare på, men de ville kalde mig ind til en CT skanning da de bedre ville kunne se det der.

Så jeg kom jo hjem, men ingen af os herhjemme var trygge ved det, for jeg kunne jo stadigvæk ikke få luft. I weekenden blev jeg så værre, og mandag morgen var den helt gal. Der er altså ikke noget værre end ikke at kunne få luft. Alt ens energi går på bare at få lidt luft i lungerne. Jeg ringede til min læge igen, og hun kunne høre det på mig og indlagte mig hjemmefra.

I går, onsdag, blev jeg så udskrevet, så tre dage beholdt de mig. De har stukket og været nogle værre vampyrer, og jeg fik den CT-skanning, undersøgt hjerte osv.

Jeg har fået forskellige beskeder af de fire forskellige læger jeg var i hænderne på. Det var meget forvirrende når man, som jeg, har en hjerneskade. Det jeg har fået fat i, er at der VAR en lungebetændelse, så jeg får penicillin + binyrebark, og de har også nævnt at der er mulighed for at der har været en mindre blodprop i venstre lunge. Lungen er begyndt at folde sig ud igen, og jeg kan trække vejret noget bedre. Men jeg kan også helt klart mærke at der kommer til at gå lidt tid med at komme oven på igen. Min hjerneskadetræthed er også blevet værre, men det er jo nok forståeligt.

Den 25. maj har jeg en ny samtale med min læge. Jeg går ud fra at hun så har fået papirerne fra hospitalet. Så må hun forklare mig hvad pokker der er galt, og hvad der skal ske. Jeg skal måske tage een med, da jeg husker dårligt.

Jeg har jo så ikke kunnet passe min træning i Øfeldt – æv! Kommer først derhen den 23. maj og må droppe den 25. maj da jeg jo skal til lægen. Jeg kommer til at skal starte meget blidt op og skal have spurgt mine 2 fys’er om vi kan putte noget træning af brystkassen på så jeg kan få styrket de lunger.

Resten af denne uge og næste uge med skal jeg stille og roligt komme mig. Ikke ved at sætte mig i lænestolen for det er SÅ vigtigt når man har astma og ens lunger ikke har det godt, at man kommer ud og går nogle små ture. Jeg kan jo også tage små ture på min 3-hjulede cykel, men fys’en på hospitalet sagde at det at gå var bedst for lungerne. John og jeg er begyndt at gå en lille tur hver aften efter aftensmaden. Min plan er at de 10 minutter jeg klarer nu, skal blive lidt flere minutter for hver dag så vi kommer op på cirka 20 minutter.

I dag blev jeg lidt overmodig. Det har jeg det med at blive, for jeg er jo nødt til at afprøve mig selv. Jeg tænkte i formiddags: “Hanne, du kan da godt tage cyklen ned til Rema og handle lidt”. Der er ikke langt fra tanke til handling,  så det gjorde jeg, og åhhhhh, for det første var jeg helt færdig da jeg nåede ned til Rema, og for det andet endte jeg med at putte en del mere i kurven end der stod på indkøbslisten, så både min kurv på cyklen og det store rum bagpå var fyldt op. Da jeg nåede hjem, var jeg så svimmel af træthed og indtryk at jeg kunne tude. Jeg skulle ikke  have kastet mig ud i den tur, men tro mig, jeg gør det igen. For næste gang har jeg glemt det, og jo, min mening er også at det er vigtigt at udfordre sig selv, og så må jeg tage de stød der kommer, for jeg nægter at pakke mig selv ind i vat.

Her kommer lige to citater. Jeg har planer om at få det ene som tatovering på venstre arm som påmindelse om at huske at leve livet på trods af sygdom og modgang. Jeg har endnu ikke bestemt mig for hvilken af de to det skal være. Hvilken synes du?

Bryd reglerne, tilgiv dumheder, kys langsomt, elsk meget, grin ukontrolleret.
Og fortryd aldrig noget der får dig til at le.

Du skal danse som om ingen kigger, elske som om du aldrig er blevet såret, synge som om ingen lytter og leve som om himlen var på jorden.

Jeg må i øvrigt lige fortælle at igen er det mine kreative evner jeg bruger som terapi. Da jeg kom hjem fra hospitalet i går, tog jeg som det første en GO kop kaffe. Hospitalskaffe smager bare ikke godt! Jeg lavede en GO kop kaffe, satte mig ud i solen på min dejlige terrasse med sten og tusser, og så slappede jeg helt af indtil jeg måtte overgive mig til liggestolen og tage en lang lur.

Tak for at du læste med hele vejen gennem mit lange blogindlæg ❤

Hanne/Heksemor<3