“Din hjerneskade er stationær!”

Hmmmm stationær? –Hvad betyder det egentligt? Skal jeg fortsætte med at have det så dårligt og være så træt som lige nu, hvor jeg er nyskadet, og du fortæller mig at den er stationær? Mig bekendt betyder stationær noget der ikke bevæger sig. Jeg vil IKKE ikke bevæge mig! Og jeg vil slet ikke sættes i den bås, hvor venner og pårørerende udelukkende betragter mig som hjerneskadet!

I mit tilfælde betød ”den stationære hjerneskade” at min tilknytning til min uddannelse blev hevet fra mig. Jeg kunne simpelthen ikke! Jeg var træt, stressbar, grådlabil, vred og mere træt… og deraf kunne jeg ikke koncentrere mig om ret meget andet end min familie, og det kneb også!

Jeg kom efter fem år på hjerneskadecenteret i Aarhus. Selv der var det svært at møde op! Svært at holde humøret på et tålbart niveau og svært ikke at bryde sammen af træthed når jeg kom hjem… dette til trods for at jeg både blev hentet og bragt i taxa. Kommunen gjorde virkelig alt i deres magt for at få mig tilbage på uddannelse eller for at jeg kunne få et job…. på en måde til ingen verdens nytte, da jeg fik pension for over syv år siden… og så alligevel.

På hjerneskadecenteret lærte jeg ”den nye Maj” at kende. Jeg lærte at bruge kompensationsteknikker før det hele brændte sammen i knolden på mig. Jeg lærte det der med at lytte efter når hovedet trængte til hvile, frem for liiiige at fortsætte det jeg havde gang i. En meget vigtig ting var at jeg lærte at sige ”pyt!”. Jeg lærte at vi som hjerneskadede faktisk er i samme båd, på godt og ondt… latterlabilitet eller grådlabilitet, lammelser, spasmer, afasi eller deslige… mange af vores kognitive udfordringer er de samme… nok især trætheden.

Men vi er alle sammen mennesker, der har oplevet en krise i vores liv, og vi er kommet ud på den anden side. Og vi udvikler os fortsat som mennesker!

Så når jeg i dag får kastet ordet ”stationær” om en hjerneskade i hovedet, trækker jeg lidt på smilebåndet! Der er ikke noget der er stationært, når det drejer sig om mennesker!

Det er i vores natur at prøve at skabe bedre forhold for os selv og vores kære. Det er ikke stationært! –Det er progressivt!

Det man kan sige om ordet ”stationær” i tilfælde med hjerneskader, er at det er en form for første skridt på en rejse imod dit nye jeg. ”Stationær hjerneskade” kan åbne op for at du kan få den hjælp du har brug for.

I mit tilfælde var den hjælp jeg skulle bruge en førtidspension. Den har givet mig den ro jeg skal bruge, for at lære ”nye Maj” at kende. Nye Maj som har en hjerneskade, men som så sandelig også er så meget mere!

En Maj som trækker sig hvis jeg trænger, en Maj som har næsten fuld kontrol over humøret og skøre impulser, og en Maj hvis fornemste opgave her i livet er at være mor for min dejlige søn og en ven man kan regne med.

Men vigtigst af alt: En Maj som ikke er nyskadet med det helvede af forvirring, sorg, medicin, anfald af vrede, kedafdethed, og smerte det indebar.

Jeg bevæger mig fortsat fremad!

Jeg har en hjerneskade ja.

Jeg er ikke stationær!

Jeg er Maj!

Til dette indlæg skal lige siges, at jeg hverken er læge, nogen form for terapeut, eller neuropsykolog. Til gengæld lever jeg på 13. år med en hjerneskade. Dette er udelukkende mine refleksioner.