Det er længe siden

Hej allesammen. Det er efterhånden længe siden jeg har lavet et blogindlæg og da især på skrift.

Denne gang vil jeg gerne dele nogle ting med Jer som er af følelsesmæssig karakter.

Det er efterhånden 8 måneder siden, at mit ægteskab med min kone forliste og det er tid til  på nogen punkter at gøre status. Hvad har været godt, hvad har været dårligt? Så på denne måde vil jeg starte med det positive.

I de forgange måneder, har jeg oplevet, at qua det faktum, at jeg nu bor alene med min hund og pigernes kaniner. Så er der rykket en anden form for fred ind i hjemmet.

Jeg styrer min egen hverdag, kontrollerer min egen energi og synes alt i alt at jeg klarer mig forbavsende godt. Jeg fører en meget rigid struktur, som basalt set er bidragende til, at jeg føler at jeg har mere overskud i min hverdag.

Jeg får på rigtig mange måder gjort flere ting og mit initiativ er vokset i takt med dette.

Den måde at føre sit liv på er ikke udtalt min “livret”, da den består utrolig meget af gentagelser og “det samme” igen og igen, men når det er sagt, så er det jo netop grunden til at jeg måske på energien er i plus.

Samtidigt dyrker jeg en hel del motion og kan også med glæde i denne blog nævne, at det tyder på, at min søvnsygdom nu er en saga blot, der kom, for så heldigvis at drage afsted igen.

Så Ritalin har ikke været en del af mit liv nu i to måneder.

Det større overskud har også givet mig en større evne til at have overskud til besøg og ture ud af huset, for da jeg i høj grad selv kan styre de omkringliggende dage og på den måde også kan hvile og tilrettelægge efter behov, så bliver det hele meget lettere når der opstår uforudsete ting.

Det samme gælder samværet med min børn, hvor jeg oplever, at jeg kan være “på” fra start til slut, når de er hos mig og det endda uden, at jeg føler mig helt kørt over, når de er taget hjem igen.

Det er en af de absolut mest positive ting, for på sigt håber jeg på, at det vil bidrage til, at min ekskone og statsforvaltningen kan se, at jeg under de rette strukturelle omstændigheder, stadig kan være den fremragende far som jeg synes jeg er og altid har været.

Det lyder måske lige kæphøjt nok, men ikke desto mindre, så har en af mine stolteste roller været det at være far og jeg har bestræbt mig på på alle måder at vise det overfor dem.

Samtidig skal jeg også her nævne, at der i tiden op til skilsmissen var alt for lidt far og alt for meget hjerneskade og frustration. Dette var fra min side ikke altid selvvalgt og det har trukket store veksler på børnene, men måske er det netop derfor, når man endelig har muligheden for at være der 100%, så skal den også have på alle tangenter.

Bagsiden af medaljen, for den er der jo desværre også… Det positive hænger uløseligt sammen med det negative, og skal man se på hele den situation jeg står i, så er der jo nogle knaster der har afgørende betydning for det positive.

Lad mig blot starte med skilsmissen. Jeg var ikke og er ikke tilhænger af den måde tingene udviklede sig på.

Jeg fik blot fra den ene uge til den anden at vide, at vi nu skulle skilles og fik aldrig mulighed for at give til genmæle på hvordan vi måske kunne have løst dette.

Vi havde jo stået igennem de problemer med konflikter før, men denne gang fik noget bægret til at flyde over og jeg stod i en situation, hvor jeg pludselig var beskrevet som utilregnelig ja sågar farlig.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg med det udadrettede temperament jeg har i situationen kan være utrolig voldsom og endda kan virke frygtindgydende, men det der mangler at blive beskrevet var konteksten af og hvorfor jeg blev så vred igen.

Min vrede udløses ubetinget af stress og uforudsigelighed og i de 14 dage op til, at min ekskone og børnene tog på krisecenter, var nogle særdeles hårde uger og jeg var kørt helt flad.

Dette udløste i sidste ende et vredesudbrud, der ganske vist var voldsomt, men som jeg ikke mener var meget anderledes end det vi havde stået i før. Ligeledes havde jeg flere gange prøvet på at forklare, at jeg var overbebyrdet i perioden.

Der tales hele tiden i min sammenhæng om, at jeg ikke har indsigt i min skade eller er ærlig omkring den, men når man gentagende gange forsøger at gøre opmærksom på, at det er lige ved og næsten, at man er ved at knække og modparten ikke lytter til dette, fordi vedkommende selv er så opfyldt af stress, at vi er ved at bryde sammen som familie, så synes jeg ikke selv, at der er erkendelsesproblemer eller manglende ærlighed.

Jeg bliver beskyldt meget for ikke at være ærlig omkring min skade og bruge for meget tid på at skjule, at der er en hjerneskade.

Jeg ved ikke om det er sådan eller om bruddet skulle have en årsag. Jeg ved blot med mig selv, at jeg aldrig er bleg for at give mig til kende i forhold til min skade, hvis det er noget folk har lyst til at tale om.

Jeg har bevæget mig meget i en mentalitet omkring, hvorvidt jeg skulle “vise” det noget mere. Men hvad er der at vise?

Når jeg indgår i sociale kontekster, så er jeg jo som jeg er.

Oftest er det jo i miljøer der ikke kræver noget af min person, andet end at jeg er social og hygger mig. Det er jo ikke i de sammenhænge mennesker ser at jeg har problemer. Jeg er jo trods alt beskrevet som et normalt og velfungerende menneske.

Bagsiden af den sociale medalje er jo så at der er en træthed der kommer snigende og som familien er vidne til. Det oplever mennesker naturligvis ikke, men skal de opleve den for at jeg bliver accepteret? skal de det, således at jeg ville fremstå mere ærlig og erkendelsesagtig?

Ja… hvis man spørger min ekskone, så skulle de have set al vreden, stressen og udtrætningen. Men er det ikke en privat sag? Ville jeg ikke blive endnu mere marginaliseret og stigmatiseret af, at give dem den “mørke” side? Ville de forstå den, når ikke engang min ekskone forstår den?

Ville jeg i sidste ende ikke bare blive en venneløs enspænder, som folk ville kigge skævt til? Det ønsker jeg for mit vedkommende ikke. Ikke når jeg i sammenhængen magter, at være den gode gamle Kenneth som de fleste holder af.

Min identitet er ikke bundet op på, at jeg er hjerneskadet. Min identitet er bundet op på, at jeg er Kenneth. Kærlig far og trofast ægtefælle.

Det er det billede jeg ønsker at fastholde, både over for min ekskone, men så sandelig også overfor det offentlige, der i ligeså høj grad med deres bureaukratiske briller har valgt at marginalisere mig ved at læse nogle papirer og stykke dem sammen i en kontekst der stemmer overens med den virkelighed andre har beskrevet mig i. Som har begrænset mit samvær med mine børn ned til et minimum af tid, hvor jeg ikke længere er “far” Kenneth, men “onkel” Kenneth.

Jeg er bange… Bange for hvad de afgørelser, der bliver truffet hen over hovedet på mig vil ende med, at den dag hun finder en ny mand, vil være den dag, at den mand vil have mere samvær med mine børn end deres rigtige far.

• Fordi, at min ekskone fastholder, at jeg er farlig.
• Fordi statsforvaltningen giver hende ret.
• Fordi at det kommunale system fik skilt os ad, fordi de aldrig kom med den hjælp vi havde brug for.

Lyder jeg jaloux… Ja det gør jeg måske, men sådan er det, når man elsker en person så meget uden at vedkommende nogensinde så det, fordi det blev væk i hjerneskader, møder og tåbelig hverdag.

Så hvad enten der er nogle der mener, at jeg skulle rejse mig og se at komme videre, så er det, det sværeste jeg kæmper med. Det er ikke min hjerneskade, ikke mit rigide liv eller småproblemer.

Jeg kæmper for mine børn, jeg kæmper for accept af mig som person. Jeg kæmper for en chance mere. Men mest af alt kæmper jeg for, at blive anerkendt for mit løfte på sengekanten, da vi blev gift, imens min hjerne var blød som grød.

For mig var det i med og modgang til døden skilte os ad og ikke indtil hjerneskaden ødelægger det hele…