Det der med årsdage

For små 7 år siden havde jeg kun én type årsdag, det var min fødselsdag. Sådan er det ikke længere.

I dag, den 18. september, er det min første årsdag fra sidste indlæggelse. Der har sådan set været mange indlæggelser i løbet af de sidste små 7 år, men den seneste var noget særligt. Det var et skræmmende indblik i hvad der måske venter i fremtiden. Det pustede nyt liv i en indre frygt jeg har, for at blive syg igen, blive dårligere, miste mig selv igen.

Jeg hader at græde! Til gengæld elsker jeg at le, opleve og lære. Nok derfor er en indlæggelse så uhyggelig. Man ligger i en seng blandt hvide vægge, lydene er syge mennesker og udstyr der bipper og brummer. Lugten er den klassiske sygehuslugt med medicin, desinficering og sygdom. For mig er dette scenarie blevet mit absolut værste mareridt. Ofte har jeg mareridt om lange hvide vægge, kraftigt lys og smerte udover hvad man kan bære. Jeg skriger og skriger, men der kommer aldrig hjælp. Jeg er alene og fanget i smerterne og det ensomme hvide miljø.

Nu var jeg igen midt i det. Denne gang var mine kramper ustoppelige, og jeg var igen stort set lam i højre side. Den eneste fornemmelse jeg havde, var de mange stød det gav i mine nerver, og det gjorde endnu mere ondt end det plejede. Efter en uges tid blev jeg sendt hjem – i kørestol.

Jeg var sendt ind i en situation jeg hader aller mest. At forsøge at finde ud af hvad der er mistet, og hvad kan genvindes – og hvem jeg egentlig er midt i det hele.

Det er et år siden nu. Frygten sidder stadig i mig, for hvad gør jeg hvis alting igen slås så langt tilbage? Siden sidste september har jeg mistet paintball. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi kroppen ikke kan mere. Det har fået mig til at fokusere endnu mere på hestene. De betyder alt for mig, så tanken om at kunne miste det sidste fra før alt det her, er ubærlig. Når dagens lys sætter gang i hverdagen holder jeg det låst inde i et lille rum i hjernen, som jeg har indrettet til lige præcis den slags tanker. Men når mørket lader folk sove, så hævner mine mareridt sig på vejene af det jeg forsøger ikke at tænke på.

Realistisk set, så kan jeg sagtens ende med at blive syg igen. Eller bare ende med en slem forværring fordi sådan er det bare. Derfor vil jeg slutte denne blog af med en lille reminder – husk jeres “dagens positive”.

Måske har børnene været irriterende, arbejdet været kedeligt, en kollega dum, et skænderi med partneren eller en punkteret bil. Det kan være regnvejr eller blæsevejr eller fordi vi går mod mørkere tider, men for pokker da.

Alting kan ændre sig så hurtigt!

Nyd solskinnet, isen med ungerne, giv et kompliment og kram dine kære. Nyd de små ting, for de kan betyde lige så meget som de store, bare man får kigget rigtigt på det. Min frygt om natten får ikke lov til at ændre min glæde om dagen. De sidste 2 dage har jeg været sengeliggende pga. smerter og kramper. Men jeg har nydt solen, at se mine pelsbabyer jagte kryb om aftenen og at se film med min forlovede. Det betyder mere end et par dage på langs. De er ikke dage tabt, men dage brugt for en bedre i morgen. Ligesom træningen gør ondt et par dage, men forbedrer dagene derefter.

Vi ses i solen – giv et smil, så giver jeg to