Den svære jobsituation

Jeg var så heldig, da jeg fik min hjerneblødning, at jeg ikke blev fyret fra mit arbejde, men beholdt det. Jeg startede efter 2 1/2 måneds sygdom med dobbeltsyn, som det værste mén (det var begyndt at rette sig), med at arbejde 2 timer dagligt 5 dage om ugen. Hold da op hvor var det hårdt. Jeg følte det som om min hjerne havde løbet en maraton.  Når jeg kom hjem fra arbejde sov jeg et par timer eller 3 bare for at komme igennem resten af dagen. Jeg var meget hjerneskadetræt, men også træt fordi jeg havde synsproblemer og skulle læse meget i mit arbejde.

Men efter nogle uger af 10 timer ugentligt, begyndte jeg langsomt i mit eget tempo at tappe op i tiden. Trætheden var stor, men den blev faktisk ikke værre af, at jeg arbejdede flere timer om dagen. Jeg følte, at jeg langsomt, også i takt med at synsproblemerne rettede sig, at trætheden blev mindre. Efter 5 måneder var jeg oppe på fuldtidsarbejde.

Min arbejdsgiver var dog lidt i tvivl, om jeg kunne klare fuldtidsarbejde, men jeg havde ikke noget valg, for økonomien ville ikke hænge sammen uden. Jeg var den eneste med indtægt på det tidspunkt i husstanden. Men jeg klarede den seje kamp mod trætheden, koncentrationen, lydfølsomheden og hukommelsen. Jeg brugte word og one note meget til hukommelsen, skrev simpelthen ned, hvad jeg lige havde fået fortalt, eller hvad min opgaver gik ud på. Jeg brugte musik til lydfølsomheden, når der var for mange forstyrrelser, jeg sad i storrumskontor. Jeg brugte krydsord, puslespil, lydbøger og andre spil til træning af koncentration.

Da jeg nu efter 4 år synes at det gik godt, gik det skævt på arbejdet, og jeg blev fyret som led i nedskæringer.

Der stod jeg uden job, hvor var det hårdt mentalt og økonomisk. Imellemtiden havde vi dog begge fået en indtægt, så økonomien var lidt bedre end før. Jeg havde et dilemma, når jeg skulle søge jobs. Skal jeg skrive i ansøgningen eller sige til samtalen at jeg er hjerneskadet? Jeg besluttede mig for ikke at skrive, at jeg var hjerneskadet. Jeg ville have at de så mig først og ud fra samtalen kunne afgøre, hvordan jeg ville passe ind i arbejdet, og nogle gange fortalte jeg om det, andre gange har jeg ikke sagt noget. Min hjerneskade kan jo ikke ses.

Det blev en lang hård jobsøgning med mange nej’er, men det værste er ventetiden og usikkerheden, og hvis de ikke engang gider svare på ens ansøgning. Stressen over økonomien, følelsen over at man ikke føler, at man kan bruges til noget, og bidrage til samfundet. Jeg var meget op og ned i følelsesregisteret.

Det hjalp så heller ikke at der var sygdomsproblemer hos min mor og far, altså mere end der plejer at være. Deres guldbryllup, der lige blev overstået så godt og så opstod problemerne med sygdom. Det var bestemt ikke en nem tid, men jeg kunne takket være min arbejdsløshed træde til og hjælpe mine forældre igennem en svær tid.

Jeg kunne også deltage i Hjernesagens forum for yngre ramtes hverdagsmøder, som dog gav mig nogle nye venner og skabte glæde i min hverdag.

Jeg måtte til sidst smide sikkerhedsnettet, og kigge efter freelance jobs også, og ikke kun faste stillinger, og jeg endte da også med et freelance job. Jeg er lige startet i dag, og det gik godt. Jeg fik på en uge stablet et firma på benene, noget som min agent kaldte imponerende, og han ved ikke jeg er hjerneskadet, det gør firmaet jeg arbejder for heller ikke. Jeg har ikke sagt det denne gang. Jeg vil se hvordan det går, uden de ved det.

Jeg er ikke sikker på om det ikke nogen gange er derfor jeg blev valgt fra, når jeg havde været til samtale og havde sagt det. Så jeg besluttede, da det ikke kan ses og høres på mig at lade være med at sige noget.

Jeg oplevede i mit gamle job at blive sammenlignet meget før / efter, at nu måtte jeg da være rask igen, og den samme som før. Denne gang vil jeg bare have chancen for at blive oplevet som jeg er, og ikke blive hevet ned, eller set ned på, eller opleve fordomme mod hjerneskadede.

Det samme føler jeg er problemet når jeg siger jeg er lesbisk og gift med en kvinde, at man behandler mig anderledes. Det er selvfølgelig ikke alle, der er sådan, men der er nogle der har fordomme. Det er ikke noget direkte, eller noget jeg kan bevise, men jeg føler det bare sådan.  For når jeg ikke siger noget føler, jeg jeg bliver behandlet som en ligeværdig, men hvis jeg siger noget om det føler jeg at jeg bliver set ned på eller, at der bliver talt bag min ryg.

Nå men det var søde og hjælpsomme mennesker i dag på mit nye job, så jeg glæder mig til en ny arbejdsdag i morgen.