Delmål og helmål

Onsdag d. 13. april var en fantastisk dag!

For 6 år siden sank min verden min grus, men i går gav det hele mere mening igen

Sidste år måtte jeg starte forfra igen-igen. Kroppen gav efter og så skal man jo starte forfra med al genoptræningen. Men lige i går nåede jeg et delmål!

Jeg travede! Jeg travede rent faktisk. Helt uden hjælp.

Min nummer 1 genoptræning har hele tiden været ridningen. Det giver så meget både for kroppen og for sjælen. Humøret stiger, livsglæden øges og kroppen har så uendelig godt af hestens bevægelser. Heldigvis fik jeg muligheden for at ride på Monique, og sammen er vi kommet langt. Hun kan noget af den grundlæggende dressur, og det hjælper mig fysisk. Fra tidligere har jeg meget af dressuren i hovedet, men kroppen kan ikke finde ud af at samarbejde med det hjernen forklarer musklerne. Af og til snyder hun lidt fordi hun ved jeg ikke er god i højre side, men det giver bare endnu mere gejst for at forbedre mig. Og i går skete det så!

Indrømmet!!! Det var bestemt ikke til en Kür til et OL, men bare det at jeg ikke havde en højre side som en forvirret kludedukke var en succes Jeg havde bedre kontrol over højre ben end jeg havde turdet håbe på og selv min højre hånd var rolig nok til at hverken jeg eller Monique mistede koncentration og balance. Hvor føles det bare godt at al træningen giver pote. Eller hov, om man vil

Mine fans og mit dejlige team på Broagerlands Rideklub er utrolige til at sparke mig videre når jeg synes det hele er for uretfærdigt og for træls. De giver mig et klap på skulderen når det hele gør ondt, og kroppen virkelig driller ekstra. Og mindst lige så vigtigt, så jubler de med mig når tingene lykkes.

Jeg har de sidste år ofte hørt læger af alle slags sige “mål for fremtiden er det vigtigste i genoptræning, for de giver noget at arbejde frem mod”. Hvor har de dog ret. Men helt ærligt, så er det altså dødens pølse at komme igennem den ene dag efter den anden uden andet at se frem til end noget der måske ligger årevis ud i fremtiden. At arbejde den ene dag efter den anden uden at have andet at glæde sig til end noget som føles lysår væk. Især når man måske af og til sættes tilbage i sin træning. Jeg er kæmpe fan af delmål. Ikke fordi de endelige mål er en dårlig idé, men simpelthen fordi man har brug for succeser på vejen mod det endelige mål.

Lykken jeg følte ved at nå mit delmål var ubeskriveligt. Er ubeskriveligt. En følelse af frihed, styrke og lykke. Samtidig med at have Monique som er blevet mig så uendeligt vigtig i mit liv hos mig. Det var en fælles succes. Selv vores schenkelvigninger var betydeligt bedre end sidste uge. Og det siger ikke så lidt, når den øvelse dybest set går ud på at få hesten til at flytte sig sidelæns for ens ben. Overvej lige det et øjeblik….. Mit elendige ben som jeg knap nok kan mærke, er spastisk og har elendig motorisk kontrol. Og så skal Monique og jeg samarbejde om velser der primært handler om rytterens ben og hestens reaktion herpå. Hun er en stjerne, og jeg gør mit bedste

Så her midt i min jubel vil jeg lige sige en sidste ting. Succes gør ONDT! Jeg har uendelig ondt i dag. Men så længe det er prisen for at være så glad og stolt, så betaler jeg hellere end gerne prisen!

Tak for i dag og jeg håber du også får nået dine delmål. Verdens bedste motivation til at kæmpe videre for de endelige mål derude i fremtiden

//Line