At have et barn med hydrocephalus
At have et barn [...]
At have et barn [...]
Min 11 årige datter [...]
På tur I går [...]
Tålmodighed Som pårørende til [...]
På tre hjul! Når [...]
Endelig i gang Nu [...]
Det er nu 3,5 år siden Rasmus blev svært hjerneskadet, og vi har mange ting at være taknemmelige for i forhold til hvad vi blev stillet i udsigt efter den lange komafase (PTA).
Jeg er meget handlingsorienteret og praktisk menneske og de tidspunkter efter Rasmus ulykke jeg har haft det dårligst har altid været når jeg har følt mig magtesløs. Magtesløs fordi jeg enten ikke kunne gøre noget, fordi jeg ikke vidste hvad jeg kunne gøre eller fordi jeg blev sat udenfor indflydelse.
Det første lange tid efter Rasmus ulykke var vi fuldt koncentrerede om Rasmus og på at få vores hverdag at fungere. Al ledig tid blev spenderet på Rasmus, og alt ud over arbejde blev forsømt. Den kendte sætning ”du kan bare ringe hvis du har behov for at snakke” var spildt på os. Vi magtede ikke selv at være opsøgende.
To nye datoer har overtaget alt andet. En dato jeg ALDRIG vil glemme er den 1/12. Rasmus’ ældste storesøster og min far er begge født den 1/12. De stakkels menneskers fødselsdag er der nu en skygge over. Den dag blev Rasmus kørt ned.