Bullet journal og hjerneskade
Okay okay okay, jeg glemte det… OK? Undskyld!
For pokker hvor har jeg sagt det mange gange i løbet af de sidste 8 år. Men så fandt jeg frem til Bullet Journal systemet. Det er et system der kan klare alt og er nemt og billigt at starte med og føre ens liv ind i. Der skabes overblik over aftaler og fødselsdage, ro i hovedet fordi man kan læsse af på papiret og mere frihed fordi planlægning er nemmere. Her er rygraden i Bullet Journal systemet, direkte fra dens skaber, Ryder Carrol.
Der er nogle nøglebegreber der er meget vigtige. disse er; index, fremtidslog, månedslog, daglig log, kollektioner, bullets og fremhævere.
Index er som da man skrev opgaver i skolen, nemlig en oversigt over hvad man har på hvilke sider. Det kan for eksempel være oversigt over fødselsdag på side 3.
Fremtidslog er en oversigt over de næste f.eks. 12 måneder. Nogle har to år i deres, andre 6 mdr. Min viser et kalenderår, men man kan også sagtens starte op nu og så have maj til april i den. Fremtidsloggen er her man skriver alle de aftaler ind man ved man har i det øjeblik man starter sin bullet journal op. Hvis du starter en i næste uge, så vil du i din fremtidslog lave en oversigt over de næste 12 måneder og derefter notere alle de aftaler, fødselsdage, kurser osv. du ved du har i løbet af det næste år.
Månedslog er en oversigt over en hel måned. Når man har skrevet måneden op øverst på en side og derefter skrevet alle sagene i den pågældende måned ind på siden, så tjekker man sin fremtidslog og skriver alle aftaler over. Kommer der f.eks. i maj flere aftaler til i løbet af måneden, så skriver du dem kun i din månedslog. Hvis du aftaler noget i maj måned, der skal finde sted i juli, så skriver du det i din fremtidslog under juli måned.
Ugentlig/daglig log er en log over enten en uge eller en dag. Det er helt op til dig hvad du helst vil bruge. Jeg bruger ugentlig log fordi jeg så kun skal lave mit sæt op en gang pr uge. Og det er ligemeget om jeg har energien til det fredag, lørdag eller søndag. Bare den er færdig til en ny uge begynder. Daglig log kan kræve mere energi – alt efter hvilket sæt op man bruger. Vigtigt er det at huske på, at man skal skrive sine aftaler fra månedslog ind i den daglige/ugentlige log. Det vil altså give mere arbejde med den daglige fordi man hver aften skal forberede til næste dag. Men en ugentlig log skal man kun lave klar til en uge pr gang, ikke en dag – hver dag.
Kollektioner er en måned at holde styr på alt fra børnenes lektier til hvor mange skridt man tager dagligt. Det er her man kan holde styr på absolut alt. Jeg har en kollektion til skridt pr dag, huslige opgaver, medicin og meget andet. Der er mange forskellige designs man kan bruge. Jeg holder det så simpelt som muligt, derfor ligner mine kollektioner noget fra en matematiktime. Det jeg skal holde styr på op af x aksen og datoer på y aksen. Når man kigger på en side i min bullet journal har jeg på den længste side datoer henad og opad har jeg så alle mine vigtige ting skrevet over hinanden. Det samler mine kollektioner på en side og giver overblik.
Bullets er rygraden i en bullet journal. Bullets kaldes også ikoner eller punkter. Det smarte ved bullet er at det virker lidt som at sætte noget i punkt form. De klassiske bullets er:
- bruges til opgaver (noget man kan gøre, f.eks. pudse vinduer, vasketøj og lignende). o bruges til begivenheder (fødselsdage, arbejde, møde og lignende). – bruges til noter (alt andet)
Når man har fuldført en bullet – uanset om det er en opgave eller et møde, så laves et X over tegnet. Har man fuldført en af sine bullets, det kan være man har været til den fødselsdag der var mærket i lørdags med O så laver man et X i O’et. Nu kan man tydeligt se hvad der er fuldført og hvad der ikke er. Er noget aflyst streger man det hele igennem. Det kan se sådan ud O 11.30 lægeaftale. Hvis noget er flyttet (det kan være fordi noget udskydes eller der laves ny aftale) så lav et > i den bullet der er tegnet og skriv det hen i dagen det er flyttet til. Obs at dette kun virker hvis det er indenfor samme måned en aftale er flyttet i. Hvis noget er udsat længere ud i fremtiden end lige den måned man har en månedslog for, så lav en < i din bullet og skriv den nye aftale ind i den fremtidslog. Så er den registreret korrekt og er klar til at skrive ind i den månedslog den ny hører til i når du når hen til den måned.
Fremhævere er tegn man kan bruge il at gøre sine bullets endnu mere tydelige. SKal du til en meget vigtig lægeaftale eller møde kan denne fremhæves med ! foran bullet tegnet. Det kan være !O Brians fødselsdag. ? kan bruges til at gøre dig opmærksom på at der noget du skal have afklaret i forhold til en bullet. Det er måske tjekke op på ønskeseddel til en fødselsdag eller stille nogle spørgsmå til en læge.
Det vigtigste i din bullet journal er at den er simpel! Altid simpelt. Få bullets tegn (brug kun 2-3 forskellige for at gøre det nemt at overskue), brug kun fremhævere når det er nødvendig, hold din bullet journal opdateret og skriv korte sætninger. Især det sidste vil komme dig til gode. Lav ikke lange sætninger med Brians fødselsdag, fejres i xxxxx forsamlingshus, gave er købt, husk at hente tante og tage genbo. Skriv i stedet Brians fødselsdag og lav så evt noter nedenunder så det er korte sætninger der giver overblik og ikke drukner i en masse skrift der er svær at gennemskue.
I næste blog vil jeg komme ind på hvordan man forbereder sig på at lave en bullet journal og hvordan man starter op.
Hvis ikke ude i den virkelige verden, så ses vi her
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.