Blod, sved og tårer

Forleden læste jeg om Sisse Fisker. Hun lider af en betændelsestilstand i ryggen og lever med kroniske smerter. Alligevel har hun valgt at udvikle sig inden for de muligheder hun har. Nu er hun selvstændig og tager ud og holder foredrag. En dag blev hun til et foredrag spurgt om hun ville bytte liv hvis det var muligt. Altså om hun ville vælge nu med smerter og nye spændende udfordringer eller det hun havde. Tiden uden smerter og med sine “gamle” mål og glæder. Åbenbart brød hun sammen i tårer. Sisse Fisker ville hellere have livet uden smerter – uanset hvor meget godt hun har fået ud af tiden med smerter.

Fuld respekt for det. Og især fordi hun tør indrømme det!

Jeg vil hellere leve med smerterne. Indrømmet! Jeg har enormt dårlig samvittighed over for mine nærmeste over at jeg endte som hjerneskadet. Ulogisk, ikke? Ikke min skyld jeg blev syg. Alligevel føler jeg de fortjener mere hjælp og nærvær end jeg nu kan give. Men jeg føler jeg nu har et mere nuanceret liv. Jeg ser glæder og nye muligheder jeg før aldrig ville have opdaget eller oplevet.

Selvom jeg hader at skulle melde fra til oplevelser jeg virkelig ønsker at deltage i, hader at sove middagslur når der er besøg, eller vejret er fantastisk, hader at kroppen ikke vil som hjernen og hjertet gerne vil. Men mest af alt hader jeg virkelig at se det forværres lige så langsomt. Det er for mig følelsesmæssig tortur ikke at vide hvornår næste knæk i helbreddet kommer. Specielt fordi der er så meget jeg gerne vil. Når man så kæmper for at træne op til delmålene – bare for at se det hele synke i grus igen på grund af endnu et helbredsknæk inden man har nået drømmen. Det er så ydmygende og følelsesmæssigt belastende at jeg kan have utroligt svært ved at håndtere det.

Inden jeg blev hjerneskadet nåede jeg min drøm og var i fuld gang med at revurdere til en ny drøm. Men nu kæmper jeg for bare at nå et delmål. Inden for en uge har min elendige balance kostet mig et styrt på en trappe OG en forstuvet fod. Den med foden er ikke engang fra faldet på  trappen. Helt ærligt, inden for en uge! Og her kæmper jeg for at genoptræne til at stige i niveau med min ridning. For ikke at snakke om mit ønske om at kunne gå på banen igen til paintball…

Helt ærligt. Det er blod, sved og tårer. At tro hele verden er lagt åben for en når man er færdig med kommunernes indviklede net, er ren illusion. Og her troede jeg at kommunerne var den hårde kamp. Faktisk er det endnu værre at skulle kæmpe imod  sig selv. I cirka en måned har jeg været indstillet på at give op. Lade drømme være drømme og lade mig lulle ind i en drømmeløs hverdag. Men så er det jeg får horn i panden og bliver stædig! Min krop skal simpelthen ikke have lov til at give op!

Nu er der sat nye delmål for 2016 (og større mål for 2017). Et par af mine yndlingsvideoer er gennemset (alt for mange gange, kan man påstå), og jeg har hanket op i mig selv. Og i de nærmeste der kan hjælpe mig videre fremad. Det er altid godt at have en fast fan-base der bare altid hepper på en. Uanset om det er gode eller dårlige dage. Venlige ord og klap på skulderen gør godt – især når tvivlen nager angående kurs mod nye horisonter.

Jeg bruger denne uge på at pudse alt paintballudstyr klar til den seje kamp der er tilbage. Stævnetøjet til dressuren er fundet frem. Så nu har kroppen bare at holde!! Godt mine fans er med, og at mine fys’er og andre proffer i “mit” team både er dygtige – og (endnu vigtigere) ikke så nemt skræmmes af mine paintball påhit

Imens jeg holder mig fra trapper, så gå ud og gør jeres drømme til virkelighed. Selvom det tager lang tid og koster blod, sved og tårer… Så er følelsen når det lykkes, bedre end noget andet i verden

//Line