At være langt væk fra trygge rammer

Søndag den 14. januar 2018 tog Natasja og hele hendes klasse og parallelklasse på skilejrskole til Kláppen i Sverige. En tur alle har glædet sig til og set frem til, også Natasja, da dette ville blive hendes første lejrskole, da hun i 3. klasse blev akut indlagt og ikke kunne komme med på lejrskole der. Planlægningen der har været i gang hele skoleåret, kulminerer nu.

Vi har været helt trygge ved at sende hende afsted, vi har fået godkendelse fra vores neurolæge, vi har talt med smerteteamet på Riget, vi har talt med lærer der skal med og vi har talt med Natasja. Så vi har været helt sikre på at det her skulle blive en oplevelse for hende. Men hovedet driller stadig, indstillingen på trykket er ikke som det skal være og hun har meget ondt. Men afsted tog hun med sommerfugle i maven, og piller pakket til hver dag.

Men bare turen derop i bus (10 timer) tog hårdt på hende, hendes hoved gjorde ondt, og det var svært at falde i søvn.

Mandag var første dag på ski, og første gang på ski for hendes vedkommende, og det tog hårdt på hende. 15 min nåede hun at være ude, så måtte hun tilbage til hytten. Hun var ked af det, syntes det var uretfærdigt at hun skulle få det så dårligt, syntes ikke det var sjovt at stå på ski når man fik det så skidt. Der er pludselig meget langt hjem når man har det sådan. Hun har lov til at ringe eller skrive alt det hun vil, hvis det får hende til at føle sig tryg, hvilket giver mig som mor en tryghed. Hun kan ringe uanset tidspunkt. Men mandag var slem for hende, og hun var virkelig ked af det.

Tirsdag ringede hun glad og stolt omkring frokost. Hun havde været ude at stå på ski i 3 timer, uden at køre nogle ned, uden at køre ind i hegn, hun kunne bremse lidt og var kørt ned af en bakke. Det var en fantastisk følelse at høre hende så stolt, og jeg blev glad for at høre, at hun trods alt havde en rigtig god oplevelse. Men om aftenen kom straffen, og hun fik så ondt at hendes piller ikke virkede, hun følte det meget grænseoverskridende at være så langt væk for første gang, og så være alene om det. Selvfølgelig er hun ikke alene på den måde, men alle dem som normalt kender hende og hendes lidelse, er minimum 10 timers kørsel væk. Hun var virkelig ked af det på grund af smerter og viste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Men god støtte fra veninde og en lærer gjorde at hun fik ro på.

Jeg kan sagtens følge hende og det må ikke være nemt for hende, men hun er omgivet af folk der passer på hende, og som ved det mindste tvivl vil ringe til os og konferere. Men vi har ikke hørt fra dem, så de har styr på situationen.
Alle lærerne fortæller hende, at de er imponeret over hende, og vi herhjemme er stolte af hende. Men det fjerner jo ikke hendes utryghed, det at hun er ked af det og har det svært. Men jeg ved, at hun er i gode hænder og der passes på hende på alle fronter både det fysiske, det psykiske og det mentale. Hun ved også, at vi ALDRIG havde sendt hende afsted hvis ikke vi selv var trygge ved det.

Jeg håber, at når hun kommer hjem torsdag, så kommer hun hjem med en god oplevelse på trods af det hele. At hun kan være stolt af sig selv over at være taget afsted, at komme igennem de svære timer, at hun fik sat ord på nogle ting når det var svært og at hun måske har rykket nogle grænser for sig selv.

Men nemt er det ikke som mor og far, at sidde med et datter der græder i telefonen og hun er 10 timers kørsel væk, og man ikke lige kan komme og hente hende når det er svært for hende, eller give hende et kram og sige det nok skal gå.

Men en ting er sikkert, når hun kommer hjem, så skal hun nok få at vide at vi er stolte af hende og hun kom igennem det også selvom det har været svært.