Åbent brev: Til rette vedkommende

Hvem er du og hvad har jeg nogensinde gjort dig??
Hvad har jeg gjort, siden det her sker??

Jeg har aldrig påstået at være perfekt, heller ikke at jeg nogensinde bliver det. Men jeg gjorde alt jeg skulle. Tog uddannelse, havde job, skulle i gang med flere uddannelser. Jeg havde travlt og var glad. Betalte min skat. Var en god arbejdsom samfundsborger.

Nu er jeg blot “en borger”. Det er nemlig betegnelsen man får når man er som mig. Da min hjerne blev ramt af meningitis, mistede jeg titlen af “samfundsborger” og blev reduceret til “borger”. For det er det man kalder os, folk som mig der er havnet i systemet af den ene eller den anden årsag. Sikkert fordi det lyder mere politisk korrekt end “klient”.

Men hvad hjælper den politiske korrekthed når realiteten er at man via degraderingen fra samfundsborger til borger samtidig mister alle rettigheder. Du ejes af systemet og er dørmåtte for samfundet. For det er du jo nu ikke en del af længere.

Hver eneste dag hører vi om krig, terror, vold, død og sygdom. Men det er som oftest de privilegeredes sygdom og ulykke. Med mindre det sker i lande langt borte. Og naturligvis synes vi alle det er synd når de rige og kendte bliver syge, kommer til skade og fortæller om deres hårde prøvelser. For slet ikke om den enorme støtte der findes frem når naturkatastrofer rammer, og krig ødelægger lande. Præcis som det skal være. Vi mennesker er en af de meget få arter der med så stor bevidsthed bekæmper hinanden om dette og hint. Og med fuldt overlæg påfører hinanden skade og sorger. Men vi glemmer noget.

Dem i toppen glemmer noget. De glemmer deres borgere. Hver eneste dag hører man om hvordan vi i bunden af hierarkiet skal ydmyges. Der skriges på arbejde til dem der ikke har noget. Både dem der kan tage regulære jobs, men bestemt også til dem der ikke kan. For skiftende regeringer har misforstået det med at være uden eller med nedsat arbejdskraft.

Der er opfundet nye regler, og det skulle alt sammen være enormt smart og spare enorme summer. I stedet er der endnu længere fra fleksjobbevilling til en arbejdsgiver der gider ansætte fra 15 minutter pr uge og op til 10-15 timer pr. uge. Regeringen siger stolt “jamen de skal jo kun betale for den aktive tid på jobbet og ikke alle pauserne”. Nej nej da, Det kunne lige passe at arbejdsgiverne skulle betale for at give jobs til en svækket borger. Til gengæld gives der fleksjob til folk med så dårlig arbejdsevne at papirarbejdet i at lave løn tager længere tid end borgeren kan være på sin arbejdsplads pr uge. Seriøst?? Ja det er helt seriøst.

I mellemtiden tager det årevis i den vridemaskine som systemet er, og der går økonomi, familier og liv i stykker. Man kæmper for et genfinde et liv efter man er endt i systemet pga. sygdom, ulykke eller andet. Hjælpen til det kommer bare sjældent. Med mindre man er så heldig at kunne komme på privathospital eller tilfældigvis rammer en læge der gør noget rigtigt og tager et ansvar. Ellers syltes man, mistænkes, straffes økonomisk og kæmper med valget mellem mad vs medicin vs bolig. Ægteskaber opløses fordi huse ryger på tvang, mennesker man lever sammen med er forandrede, og skruetvingerne dræber simpelthen bare alt.

Vi lægges for had, som skyld i alle dårligdomme i samfundet.

Jeg er hjerneskadet, borger og bunden i samfundet. Jeg lider hver dag. Kroniske smerter, hjerneskade, nerveskader og masssevis af komplikationer. Enorme medicinudgifter, på 6. år i systemet og 30 år gammel. Alle omkring mig lever og udvikler sig. Bliver gift, får børn, uddanner sig, får job, skifter job, køber hus og bil. Min verden står stille. Det har den gjort i over 5 år, og jeg aner ikke hvornår det ændrer sig. Man trues med færre penge, ingen stemmeret. Men det gør mig da for pokker ikke rask!! Hvis det var så nemt så havde jeg gjort det for længe siden. Allerede inden økonomien blev slået i stykker, og alle fortsatte livet. Før mit gik i stå.

Mit liv er en evighed af dårlig samvittighed og følelse af mindreværd. For jeg kan ikke arbejde, og jeg er ikke som før. Måske burde jeg fortryde det jeg er blevet, men det kan jeg ikke. For som hjerneskadet blev jeg tvunget til at finde nye værdier og jeg fandt kærligheden. Men jeg føler at skuffe alle omkring mig. Skuffer når jeg må melde afbud fordi jeg er træt. Må gå tidligt fordi jeg brænder ud. Forsøger at koordinere mig ud af al genoptræningen der endeligt er blevet mig givet, for det betyder min tid går med alt andet end de mennesker jeg elsker mest, og de ting jeg savner. Det er møder, papirer, regler, genoptræning, hjemmebesøg, pligter, krav. Jeg kæmper for at være et menneske. En kæreste, en datter, en svigerdatter, en veninde.

Jeg savner de mennesker der betyder mest, men al min styrke går til systemet og pligter. Helbredet kæmper, energien svinder og styrken mangler. Jeg ville så gerne, men kan ikke. Jeg er hjerneskadet, ikke doven. Jeg bad ikke om den her skæbne, men jeg gør mit bedste for at løfte opgaven det bedste jeg kan.

Vil du ikke nok give min en chance??

På forhånd tak, Line