7 år ung!?

Jeg aner ikke hvordan jeg skal skrive denne blog. På nuværende tidspunkt har jeg slettet alt 4-5 gange.

I dag har været en skoddag. Tiden har stået stille, og det har pint mig. I dag er årsdagen for min hjerneskade. Ikke fordi det er 7 år siden jeg blev syg, men fordi det er 7 år siden jeg blev udskrevet første gang, efter meningitis vendte mit liv på hovedet.

Det har været en dag med afsavn og tårer. Jeg savner så meget fra før. Energien, at kunne stå op hver dag uden at have ondt, ikke at skulle afslå ting jeg virkelig har lyst til, friheden, at arbejde, at have hest. Det lyder helt utroligt at jeg ikke kan huske hvordan det føles at vågne op uden smerter og udhvilet.

Hvordan i alverden kan man glemme hvordan det føles at være smertefri? Og frisk?

Jeg har egentlig søde folk omkring mig, men hvor jeg da savner anden menneskekontakt. Kolleger, sammenholdet i stalden, ikke at skulle sortere hårdt i de ting man gerne vil og at kunne nå både de ting man skal nå, de ting man bør gøre og alle de ting man gerne vil.

I dag har solen skinnet, men varmen udeblev totalt. Sådan synes jeg man kan beskrive et liv med senhjerneskade. Fordi man husker sit “gamle liv” så ved man hvor dejligt solen kan varme. Nu lever jeg et liv hvor jeg er på benene og gør alt jeg kan for at nå det jeg skal. Træningerne, hjemmevejledning, nogle få huslige pligter. Så solen er fremme i og med man jo er oppe. Men er til stede. Dog er der ingen varme. Energien er væk. Min energi er væk. Jeg kan være oppe, jeg kan smile, men jeg har ikke energien til at varme. Der er ikke energi til alt det jeg gerne vil, ej heller til det jeg bør. Knap nok til det jeg skal.

Jeg er naturligvis taknemmelig for at jeg er til. Glad for at jeg har fået en ekstra chance. Hvornår jeg så hitter ud af hvordan jeg får mest muligt ud af den, det må tiden vise. For det meste er jeg glad for min chance. Jeg ved der er mange der ikke er så heldige at få et ekstra forsøg på en tilværelse. Nogle elsker livet, men mister det alt alt for tidligt. Andre har så travlt at de ikke når at sætte pris på livet før det er for sent. Jeg fik en mulighed mere. Desværre har det føltes som om at kroppen straffer mig. Ingen ved hvorfor jeg får tilbagefald, men det er desværre en permanent del af mit liv nu. Disse tilbagefald giver mig angst. Smerterne og kramperne kan jeg efterhånden forholde mig til. Dem kan jeg håndtere. Men angsten for hvad jeg kan miste ved at miste mere førlighed eller det jeg ved jeg ikke kan få gjort. De aftaler jeg må aflyse og dermed gå glip af gode oplevelser, skønne mennesker og følelsen af at jeg svigter. At kroppen svigter mig. Hver gang der er noget jeg må sige farvel til gør det ondt.

7 år er der gået. Jeg aner ikke hvor tiden er blevet af. Det føles som om alles liv fortsætter i normalt tempo hvorimod mit foregår i slowmotion. Verden fortsætter på en eller anden måde uden mig. Mit liv bliver til en historie der forløber parallelt med resten af verden, kun bundet sammen af kortere kontaktpunkter. Jeg savner en tættere forbindelse til resten af verden, eller en stabilisering af min egen lille verden.

7 år har lært mig at mit helbred ikke forbedres. I bedste fald er det periodevist stabilt. I disse stabile perioder søger jeg mest mulig glæde. Efter flere år væk fra islandske heste er jeg igen kommet tilbage til racen. Jeg har totalt forelsker mig i en smuk hoppe af denne race. hun er utroligt god for både min krop og min generelle tilstand. Men når kroppen driller er jeg uendeligt bange for at se hende forsvinde. Ligesom jeg så paintball glide mig af hænde. Og ligesom jeg mistede min egen islænder.

Hun er ikke min, men hun giver mere at stå op til. Mere end blot pligter. Det er hårdt at administrere den lille energi jeg har, men jeg elsker at kunne bruge den sammen med hende. Jeg glæder mig til foråret. Til at se alt blive grønt, bruge tid med islænderen, gå småture i skoven. Og jeg håber det lunere vejr vil bringe mindre kramper og lidt færre smerter. Selvom jeg ikke ser frem til at kunne krydse af ved 8 år med senhjerneskade, så håber jeg på at tiden trods alt giver mig større tålmodighed med med mig selv. Måske endda mulighed for at få mere tid med hesten og kontakt med resten af verden.

Måske mere tid kan give mig mere erfaring og mindre frygt. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at uanset hvad, så vil både nedture og små glæder være vejen frem.

Der er en time tilbage af denne dag. Den har kostet mig tårer, givet håb og bragt bitre minder frem. Nu er den næsten overstået. Gid den ville tage det seneste tilbagefald med sig, så jeg i morgen kan stå op til at have mindre ondt og forhåbentlig lidt mere energi.

Tak fordi du klarede dig igennem bloggen med mig, jeg håber dagen har givet dig glæde.

I morgen kan jeg nok trække vejret lidt mere frit og nyde jeg trods alt har en chance, og håbe kroppen endelig er på vej mod bedring. Vi ses i foråret. Forhåbentlig er jeg til hest