6 år efter hjerneskaden

I dag er det den 20. marts 2014 og seks år siden jeg fik vendt op og ned på min hverdag på grund af en hjerneblødning og en blodprop. Mange ting har ændret sig, og nogen vil sige at jeg helt sikkert også har ændret mig en del.

Det har været seks år på godt og ondt – med mange forsøg på at blive som før. Det er ikke lykkedes, og det gør det heller ikke. Det er den accept jeg er nået til.

Det er med ambivalente følelser at været nået hertil. Glæde og sorg blandes med hinanden, men allermest er jeg stolt af mig selv.

Der triller en tårer over min kind, nu hvor jeg kan se tilbage og glædes over at være nået hertil. Jeg vil gøre alt for at se fremad og se på livets lyse sider!!

Og jeg er SÅ stolt over at være nået til det punkt hvor jeg nu kan leve livet igen uden at forsøge at blive mit gamle jeg – jeg kan lide mit nye jeg, og det er nu ikke så tosset endda.

Jeg har de sidste måneder gået og tænk meget, og pludselig går det op for mig at livet som det er blevet, er ok! Ja, det er OK.

Jeg har tænkt meget på mine fire dejlige børnebørn. Jeg havde eet barnebarn da jeg blev ramt, og pludselig er der fire. Jeg har ikke haft mulighed for at nyde dem som jeg gerne ville have gjort. Jeg har tit haft dårlig samvittighed. Men nu er det hele vendt til det positive: Jeg er begyndt at vågne og at se verden med de øjne jeg har nu.

Jeg har lyst til at råbe hurra!!!!

Mine børnebørn kender jo ikke mit gamle jeg. De kender mig som den jeg er nu – og hvor er det dejligt. De stiller ikke spørgsmål når jeg skal have et hvil. De stiller ikke spørgsmål hvis de bliver tysset lidt på når jeg er på besøg og sover længere end dem. De stiller ikke spørgsmål om hvorfor jeg er nødt til lige at holde en pause. For sådan er farmor jo bare. 

De ting vi voksne ser, er helt anderledes. Åh gud, hvor jeg elsker de fire unger. De beriger min verden SÅ meget.

Min lille familie tog et dejligt initiativ til en god familiesnak, og det var måske der der skete en ændring. Jeg følte de var med mig hele vejen, og havde jo været det hele tiden. Det var nogle små ting som skulle tales om, og det har vendt meget til det positive.

Jeg har mistet venner, men det gør mig ikke noget, fordi jeg har i den grad også fået nye og rigtig gode venner.

Min rejse har været lang, og den ender ikke her. Jeg vil kæmpe videre og leve livet så positivt som overhovedet muligt, fordi:

• Jeg fattede ikke alvoren, den dag for 6 år siden!
• Jeg fattede ikke at jeg blev anderledes, den dag for 6 år siden!
• Jeg fattede ikke at jeg ikke var som før, den dag for 6 år siden!
• Jeg fattede ikke at det ændrede mit liv, den dag for 6 år siden!

Og nu er jeg endelig nået til accept af den drejning mit liv tog.

• Jeg accepterer at jeg er blevet ramt!
• Jeg accepterer at jeg ikke kan det samme som før!
• Jeg accepterer at jeg nu har andre præmisser at leve under!

Det har for mig været en utrolig rejse at nå hertil. Uden min dejlige familie og uden andre ramte at snakke med var jeg ikke kommet så langt som jeg er i dag. Jeg er jer alle dybt taknemmelig for den støtte og opbakning jeg har fået – og stadig får.

Jeg har fået et liv der er anderledes end andres, og anderledes end det der var før, men jeg er ikke ked af det mere. Jeg har jo fået en chance mere, og hvor er det bare fedt! Der er selvfølgelig dage hvor livet er træls, men er der ikke det for os alle?

Som sagt så ender min rejse ikke her. Der er stadig ting som skal vedligeholdes, udforskes, læres og så videre, men jeg ser meget lysere på livet og de udfordringer det giver.

Jeg er også sikker på at nye venskaber vil knyttes med mennesker jeg endnu ikke har mødt, men som vil dukke op på min vej og acceptere mig som jeg er.

Nyd livet mens I har det, ingen ved hvornår det slutter