Det lille ord “nej”

Hvorfor er det så svært at sige det lille ord “Nej”?

I sidste uge, da jeg var på Center for Hjerneskade hos psykologen (S), talte vi en del om det med at have svært ved at sige nej. Jeg har bare SÅ svært ved at sige det lille ord ”nej”, og når jeg gør, får jeg dårlig samvittighed, hvad der bestemt ikke er grund til. Det ved jeg jo godt med min fornuft, men når der er nogle der spørger mig om jeg ikke lige kan gøre det ene eller andet, ryger ordet ”JA” ud af munden på mig.

Samtidig med at jeg siger det, får jeg en knude i maven, for som ofte er det noget jeg godt ved, at jeg ikke lige kan overkomme, og så er jeg ofte nødt til at aflyse, og det er så her den dårlige samvittighed stikker sit lille ækle hoved frem.

(S) og jeg talte så en del om at jeg har den alder hvor piger ofte blev opdraget til at være de pæne piger der gjorde hvad de blev bedt om.

Når jeg kikker tilbage og tænker over det, så er jeg et mellembarn, vi er 4 søskende, og ud fra min pædagogiske uddannelse ved jeg at mellembørn ofte er lidt medløbere og ”pleasere”, og det kan jeg godt kende fra mit mønster i min barndom.

Jeg vil nu også lige slå fast at mine forældre har gjort det godt for jeg har bestemt haft en dejlig barndom, men jeg talte med min mor om det her den anden dag og spurgte ind til det. Vi fik en god snak om hvordan både jeg og mine søskende blev opdraget + hendes egen opdragelse, for det viser sig at hun også er opdraget til at være den pæne pige. Så det er jo det mønster hun har givet videre i sin opdragelse af sine børn.

Det med mellembørn kan min mor godt kende, f.eks. sagde jeg altid ja når mine forældre spurgte om jeg kunne gå til købmanden, også selvom jeg ikke havde lyst.

Jeg prøvede først at gøre lidt oprør da jeg var over 18 år, men det lykkes vist ikke helt ;O) for det lå så dybt i mig at opføre mig pænt.

Som voksen lærte jeg at sige fra. Det var noget der tog lang tid, men som uddannet pædagog var jeg jo nødt til at kunne sige fra ind i mellem.

Jeg husker nu at jeg altid har været den der havde overskud til at f.eks have begge mine søsters børn + min egen hele sommerferien og det var ikke noget jeg følte jeg blev påduttet, jeg nød at være omgivet at hele børneflokken.

Da jeg så blev ramt for 3½ år siden, kom den med ikke at kunne sige nej tilbage med fuld styrke. Jeg fik bare så svært ved at sige nej – lidt som om jeg havde glemt hele min pædagoguddannelse.

Ja, ok, meget af den har jeg glemt, og så mange år er det ikke siden jeg blev færdig uddannet, det var i 2004. Jeg arbejdede jo rigtig mange år som medhjælper før jeg tog mig sammen og fik uddannelsen, men føj hvor har jeg tudet mange gange de sidste 3½ år over ting jeg har sagt ja til, velvidende at jeg måtte aflyse.

(S) sagde til mig at jeg skal mærke efter i maven før jeg siger ja til noget. En måde jeg kan gøre det på, er at sige til vedkommende: ”det vil jeg gerne lige tænke over, og så vender jeg tilbage lidt senere,” for ved at sige sådan får jeg tid til at mærke efter om dette er noget jeg kan overkomme, og så skal jeg sige nej med god samvittighed.

Så jeg har nu besluttet at det er OK at sige nej med god samvittighed. Jeg ved også at jeg skal arbejde med mig selv for at lære det.