Online lokale fællesskaber
skal forebygge ensomhed
for hjerneskaderamte i corona-isolation

PRESSEMEDDELELSE

Online lokale fællesskaber skal forebygge ensomhed for hjerneskaderamte i corona-isolation

Hjerneskadeforeningen udvider sine lokale tilbud med fælleskaber online.

Foreningens mange lokalafdelinger står normalt for nærhed, støtte og meningsfulde aktiviteter for mennesker med hjerneskade og deres pårørende. Lokalafdelingerne udgør en vigtig del af medlemmernes liv og fungerer som et værn mod ensomhed og isolation. Uge efter uge er deres mange tilbud en garanti for fællesskab og forståelse i en svær hverdag. Men ingenting er desværre normalt for tiden, og alle lokalafdelinger i landet har måttet aflyse deres forårsprogram og lukke ned for alle de gode tilbud.

Med hjælp fra TrygFonden er det nu muligt at åbne lokalafdelingerne igen med tilbud om samvær – risikofrit bag hver sin skærm.

Lokalafdelingernes arbejde er det vigtigste vi har at byde på som forening. Men på grund af situationen sidder vores frivillige i hele landet lige nu og mangler muligheden for at kunne hjælpe medlemmerne. Det vil sige at vores medlemmer lider, og vores frivillige lider med dem. Med TrygFondens donation har vi heldigvis fået muligheden for at hjælpe på trods af situationen. Vi kan give medlemmerne mulighed for at mødes lokalt men på distancen.

Morten Lorenzen, Direktør i Hjerneskadeforeningen

Hjerneskadeforeningen uddanner her og nu lokale tovholdere til at opsætte, invitere til og gennemføre Zoom-møder med deres medlemmer som erstatning for de ugentlige cafe- og medlemsmøder som alle lige nu savner at kunne afholde. Det er imidlertid kun fantasien der sætter grænsen for aktiviteterne. Zoom kan også bruges til at holde fællesspisning, foredrag, pårørendegrupper, motion/træningssessioner, virtuelle udflugter og måske den ellers aflyste påskefrokost. Det vil de lokale tovholdere planlægge sammen med medlemmerne.

Det nye tiltag betyder at medlemmerne landet rundt kan bevare og styrke de relationer de allerede har fået i lokalafdelingen. Det betyder også at der kan skabes nye lokale relationer som vil bestå når samfundet igen åbner op for at mødes.

Vi håber at nogle af de medlemmer som indtil nu ikke har følt sig klar til at tage skridtet til at mødes med andre, vil se det her som en god mulighed for at komme i gang.

Morten Lorenzen, Direktør i Hjerneskadeforeningen

Om Hjerneskadeforeningen

Hjerneskadeforeningen er en medlemsstyret interesseorganisation der arbejder for at hjerneskaderamte familier i hele landet får den bedst mulige støtte til at leve et meningsfuldt liv. 
Hjerneskadeforeningens mantra er: “Liv der reddes, skal også leves”.

Kontakt

Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen: ✆ 2026 0138

FORENINGEN

Bliv medlem

DONATION

Støt vores arbejde