Få hjælp til sorgen
Når livet forandres for altid på grund af en hjerneskade, opstår en sorg vi sjældent taler om – og som langt fra altid bliver taget alvorligt. Man sørger over at have mistet, mens omgivelserne ikke rigtigt anerkender at man har oplevet et tab. Hos Hjerneskadeforeningen kan du få hjælp til at håndtere den særlige sorg, transformationssorgen, uanset om du er pårørende eller selv har en hjerneskade.
Telefonisk sorgvejledning
Telefonvejledningen er et trygt og lyttende rum hvor vi tager udgangspunkt i dine udfordringer og dit velbefindende. Du taler med Sophie som hjælper dig med at sætte ord på det du står i, og sammen undersøger I hvad der kan støtte dig bedst muligt. Under den første samtale afklarer I om der er brug for flere samtaler eller deltagelse i et gruppeforløb. Telefonvejledningen er et rådgivende og støttende tilbud – ikke et terapiforløb.
Samtalerne er gratis, men du skal være medlem af Hjerneskadeforeningen.
Hvis du ønsker en samtale, sender du en mail til Sophie på sophie@hjerneskadeforeningen.dk med emnet “Sorgvejledning” og skriver at du gerne vil booke en tid. Når Sophie har modtaget din mail, får du et link med information om hvordan du booker. Samtalerne varer 45 minutter.
Har du afasi er du meget velkommen til at bruge tilbuddet. Skriv gerne i mailen at du har afasi, så vi kan afsætte lidt ekstra tid og tilpasse samtalen til dine behov.
Telefonvejledningen har aktuelt disse tider:
Mandag: 08.30–09.15 〜 09.30–10.15 〜 10.30–11.15
Tirsdag: 08.30–09.15 〜 09.30–10.15 〜 10.30–11.15
Torsdag: 08.30–09.15 〜 09.30–10.15 〜 10.30–11.15
Bemærk:
Telefonvejledningen holder ferielukket i perioden 22. december 2025 – 4. januar 2026
Chatrådgivning
Sorgrådgivningens chatlinje forventes at åbne umiddelbart efter nytår.
Sorggrupper
Vores sorggrupper er for voksne fra 18 år og op. Vi har gruppeforløb for både ramte og pårørende, men ikke blandede. Der kan være ventetid inden vi har den rigtige gruppe til dig, men i ventetiden kan du naturligvis benytte den telefoniske sorgvejledning.
Grupperne handler om den særlige sorg efter en hjerneskade – den sorg hvor man mister uden at miste til døden. En forandring i krop eller sind kan ændre livet, relationerne og selvforståelsen, og der efterlades et savn og en sorg. Det kalder vi transformationssorg.
I sorggruppen får du et trygt sted at dele dine tanker med andre der kender til samme følelser. Her er plads til alt det man ofte bærer alene.
I gruppeforløbene arbejder vi ud fra den integrative sorgmodel, som psykolog, specialist i psykoterapi og PhD Maibritt Guldin har udviklet. Modellen giver et enkelt og brugbart blik på sorgen som noget der både kræver støtte, mening, nye strategier og plads til relationerne. Den hjælper os med at forstå hvordan livet kan balancere mellem det der var, og det der er nu.
Det praktiske
• Et gruppeforløb har 5-6 mødegange
• Vi mødes en gang om ugen eller hveranden uge
• Der kan være korte forberedelser der hjælper dig med at mærke efter mellem møderne
• Prisen for hele forløbet er 450 kr. for betalende medlemmer og 900 kr. for ikke-medlemmer og prøvemedlemmer
• Kontakt Sophie Østergaard hvis du ønsker at få plads i en gruppe
Kommende gruppeforløb
København: Opstart onsdag den 14. januar klokken 17.00-19.00
Aarhus: Opstart 9. april
Se webinar om sorg
Webinaret “Sorg efter erhvervet hjerneskade” blev afholdt i november 2023. Du kan se det i videoen herunder eller på vores YouTube-kanal.
Du kan slå tekster til og justere afspilningshastigheden.
Myter om sorg
Det er bedre at lade være med at sige noget end at sige noget forkert
Mange tror at det er bedre at tie – men det hjælper sjældent personen i sorg. Små ord og nærvær betyder mere end perfekte formuleringer. Du kan sige: “Jeg har tænkt på jer”, eller “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, andet end at det gør mig ondt”. Du må nemlig godt sige at du synes det er svært. Men lad være med at lade som ingenting, for det gør ondt.
Man skal komme over sin sorg
Det er en myte at tro at man skal komme over sin sorg for at komme videre. Tabet og sorgen vil altid være en del af dig. Ingen andre kan definere hvornår livet igen føles i balance for dig. Sorgen skal man ikke “over” – den skal have plads. Også selvom den af og til kan komme væltende med stor kraft efter perioder hvor du føler du er videre.
Den sørgende skal nok selv sige til når personen har brug for hjælp
Mange tænker at den sørgende selv kan række ud, men det fungerer desværre sjældent. Mennesker i sorg har ofte ikke overskud til at bede om hjælp. De er trætte. De er fyldt op. Forventer du at de rækker ud, giver de dem endnu en opgave de ikke kan overskue. Måske ved de ikke selv hvad de har brug for. Tilbyd konkrete handlinger: lav mad, støvsug, tag børnene med på legepladsen. Sig fx at du ringer en gang om ugen – og så gør det. Og tilbyd gerne din hjælp flere gange, også selvom du ikke får svar.
Man kan ikke sige noget forkert til en person i sorg
Kluntede sammenligninger, råd der ikke blev bedt om, eller ord som “husk nu at være taknemmelig” kan såre. Men fordi man kan sige noget forkert, betyder det ikke at man skal tie. Sig det du føler, med nærvær og empati: “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men jeg tænker på dig”. Sådan en sætning kan ikke slå fejl. Du skal blot vide at mange mennesker i sorg er sårbare, så selv med empati og forståelse kan du få en følelse af at have ramt forkert.
Sorg opstår kun efter dødsfald
Mange tror at sorg kun opstår når nogen dør. Det er langt fra sandheden. Sorg opstår når man mister noget betydningsfuldt. Skilsmisse, sygdom, infertilitet, tab af job, mistede relationer og meget andet kan give store tab. Og stor sorg.
Kontakt
Sophie Domar Østergaard
Sorgvejleder og psykologisk konsulent
4888 6205
sophie@hjerneskadeforeningen.dk
Ved booking af tid i telefonrådgivningen
1. send en mail til Sophie
2. skriv “Sorgvejledning” i emnefeltet

Telefonrådgivningen
Medlemmer kan få gratis telefonisk rådgivning fra Hjerneskadeforeningens socialrådgivere. Se åbningstider m.m.
Læs mere

Pårørendes 6 B’er
Psykolog Louise Brückner Wiwes seks gode råd til at håndtere livet som pårørende til et menneske med hjerneskade.
Se pressemeddelelser

Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål – eller hvis du har andet på hjerte.
Kontaktinfo og åbningstider

Bliv medlem
Meld dig ind i Hjerneskadeforeningen. Medlemskabet dækker hele din husstand.
Læs mere eller meld dig ind
Denne side er sidst opdateret: 10. december 2025

