Fortælling for de mindste

Killingen Keikos far falder ned fra en stige og får en hjerneskade Pludselig husker han ikke længere så godt. Det er irriterende. Allerværst er det den dag han glemmer at komme til Keikos balletundervisning.

‘Balletastronauten’ blev første gang offentliggjort på den amerikanske hjerneskadeblog tilknyttet Lash & Associates Publishing / Training, Inc. Det er en slags videnscenter for hjerneskade. Den blev skrevet som en del af et studieprojekt hvor opgaven var at skrive en børnebog om traume.

Hjerneskadebloggen er et livligt sted hvor ramte og pårørende deler deres oplevelser, men hvor der også adgang til en lang række materialer om livet med en hjerneskade. Materialerne kan downloades. Har du mod på at læse om livet med en hjerneskade på engelsk, så er det en god side at besøge.

Gennem LAPublishing fik vi kontakt til forfatteren til “Balletastronauten”, Gracie Beaver, der gav os lov til selv at lave en dansk udgave. Det er den du kan downloade her.

Besøg LAPublishings hjemmeside
Mød også LAPublishing på Facebook

Forfatteren siger om Balletastronauten

“Min fortælling er skrevet til børn der har en forælder med en traumatisk hjerneskade. Jeg valgte at skrive om traumatisk hjerneskade fordi det påvirker så mange menneskers liv, og fordi der ikke er skrevet ret meget til børn om de følger det har at have en far eller mor med en hjerneskade.

Jeg har forsøgt i fortællingen at komme omkring en række af de problemstillinger som møder et barn i den situation:

• Far eller mor ser ikke anderledes ud end før
• Far eller mor opfører sig måske anderledes
• Far eller mod lider måske af hukommelsessvigt
• Barnet kan tvivle på om forælderen stadig holder af det

I denne fortælling om Keiko og hendes far har jeg fokuseret på hukommelsessvigt fordi det er en følge af hjerneskade som er blandt de mest almindelige, men som kan virke foruroligende for et barn.

Jeg håber at historien kan være med til at familierne får talt sammen om de konsekvenser som den ene forælders hjerneskade har på deres liv og hverdag.”

//Gracie Beaver, 2011.