Ferie uden barrierer
– ny medlemsfordel i Dronningens Ferieby
Hjerneskadeforeningens medlemmer kan nu se frem til en helt særlig mulighed for at holde ferie uden praktiske forhindringer. Vi har nemlig indgået en samarbejdsaftale med Dronningens Ferieby i Grenaa, så vores medlemmer får rabat på ophold i de fuldt tilgængelige sommerhuse tæt ved skov og strand.
Sommerhuse der tager hensyn
Dronningens Ferieby ligger i Grenaa på Djursland og kendt for sine rummelige, lyse feriehuse, der er fuldt tilgængelige for kørestolsbrugere. Her er niveaufri adgang, brede døre og badeværelser indrettet med ekstra funktioner som hæve-sænke-løsninger. Området er forbundet af faste stier, så både børn og voksne let kan komme rundt til legeplads, hoppepude og andre aktiviteter.
Medlemmer kan tilvælge hjælpemidler ved booking, så feriehusene allerede ved ankomst er indrettet efter individuelle behov. Flere af husene tillader også husdyr, mens andre er helt allergivenlige.
“Vi ved hvor svært det kan være for mange af vores medlemmer at planlægge en ferie når man skal tage hensyn til tilgængelighed, hjælpemidler og trygge rammer for hele familien. Derfor er vi rigtig glade for aftalen med Dronningens Ferieby som giver vores medlemmer mulighed for at holde ferie under trygge og tilgængelige rammer – og samtidig til en fordelagtig pris. Det betyder meget at vores medlemsfamilier kan få pusterum og gode oplevelser sammen. Ferie og fællesskab giver energi, mod og minder, og det kan være med til at løfte livskvaliteten.
Oplevelser tæt på
Feriebyen ligger i hjertet af Djursland med få skridt til en af områdets bedste, tilgængelige strande. Der er badebro med rampe, gode vandre- og løberuter og et væld af aktiviteter for hele familien. Og skulle man få lyst på større oplevelser, ligger populære attraktioner som Djurs Sommerland, Ree Park Safari og Kattegatcentret inden for kort køreafstand.
Medlemsrabat
Som medlem af Hjerneskadeforeningen får du:
→ 15 % rabat på ugeophold april–oktober
→ 20 % rabat på ugeophold november–marts
→ 5 % rabat på enkeltdagsophold
→ 10 % rabat på overnatning i forbindelse med Hjerneskadeforeningens arrangementer
Sådan booker du
Ring til Dronningens Ferieby på 8753 3650, og oplys dit medlemsnummer ved booking.
Denne side er sidst opdateret: 13. oktober 2025