Direktørens kommentar til regeringsgrundlaget

Når regeringen i sit regeringsgrundlag taler om at samtænke sundheds- og socialområdet, handler det grundlæggende om at gøre op med den skarpe opdeling, som mange mennesker med hjerneskade, demens, Parkinson eller andre neurologiske sygdomme oplever i dag.

Sundhedsvæsenet behandler → kommunen rehabiliterer → beskæftigelsessystemet vurderer arbejdsevne → socialområdet støtter hverdagslivet.

Borgeren og de nærmeste bliver dermed de eneste, der går igennem hele forløbet.

Regeringens ambition er at skabe mere sammenhængende forløb og i højere grad se mennesket frem for sektorerne. Samtidig lægges der vægt på forebyggelse, sammenhæng og investering i sundhed frem for alene behandling.

Disse ord er vand på vores mølle. I årevis har vi i Hjerneskadeforeningen og bredt på området  argumenteret for, at vi skal stoppe med at se mennesker gennem systemernes organisering. Nu sker det forhåbentlig.

For mennesker med erhvervet hjerneskade giver det ingen mening at opdele livet i sundhed, socialområdet, beskæftigelse og uddannelse. Det gør hjerneskaden ikke. Det gør familien ikke. Det er kun systemet, der har det privilegium  at kunne trække så skarpe streger.

Når et menneske rammes af en hjerneskade, handler alt om at kunne vende tilbage til hverdagen. Til familien. Til fællesskabet. Til uddannelse eller arbejde. Til et meningsfuldt liv. Et liv, der er værd at leve.

Derfor glæder det mig, at regeringen i sit grundlag taler om behovet for mere sammenhængende indsatser på tværs af sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet for mennesker med komplekse behov.

Og derfor glæder vi os også over, at ansvaret for sproglig genoptræning ved afasi nu flyttes til Sundheds- og Kirkeministeriet.

Det er en vigtig og længe ønsket ændring, at genoptræning efter afasi endelig kommer til sundhedsområdet. Et menneske med afasi efter en erhvervet hjerneskade har brug for specialiseret faglig hjælp. Sproget skal udredes, behandles og trænes som en del af den samlede rehabilitering – ikke som noget, der ligger ved siden af.

Sproget er det, som binder mennesker sammen. Vi bruger det til at række ud, være tæt på andre, forklare os, deltage, trøste, elske, skændes og høre til. Når sproget forsvinder eller forandres, flytter ensomheden ofte ind. Hele familien trækkes med ind i isolationen – og afasi oplever vi desværre som en hyppig årsag til, at par opgiver at leve videre sammen efter hjerneskaden. Af disse grunde må sproglig genoptræning ses som en central del af rehabiliteringen efter erhvervet hjerneskade.

For mig handler det først og fremmest om mennesker. Organisation, ansvar og lovgivning er ikke målet i sig selv. Det er midlerne til at sikre bedre hjælp til de mennesker og familier, der skal leve med konsekvenserne.

Alt for mange oplever i dag at blive sendt fra kontor til kontor, fra sektor til sektor og fra lovgivning til lovgivning, mens de samtidig kæmper med følgerne af en hjerneskade.

Vi ved faktisk godt, hvad der virker. Tværfaglig rehabilitering. Tidlig indsats. Koordination. Sammenhæng. Fokus på hele mennesket.

Hvis regeringen ønsker at vise, at sundheds- og socialområdet kan tænkes sammen i praksis, er neuroområdet et oplagt sted at starte, for her er der ofte behov for en livslang støtte eller vedligehold af funktioner. Men med den rette – sammenhængende – indsats vil gevinsten blive mærkbar.