Vi løfter bedst, når vi er sammen

Velkomst af børne- og socialminister Mai Mercado

Kære deltagere

Lad mig starte med at sige jer tak for jeres store indsats som medlemmer, ansatte og frivillige i Hjerneskadeforeningen. Det netværk, den viden, det samarbejde og den støtte, som I skaber, er meget værd. Både for de mennesker, der er ramt af en hjer- neskade, og deres familier samt i forhold til behandlings- og forskningsområdet. Men jo også over for den brede befolkning og os politikere, hvor I sørger for oplysning og opmærksomhed. I særlig grad vil jeg fremhæve den enorme forskel, I gør for de pårørende, der også rammes hårdt, når deres nærmeste får en hjerneskade.

I og de andre foreninger, der kæmper for mennesker med kroniske lidelser, ved bedre end nogen andre, at alt ikke per automatik er fryd og gammen, når et sygehusforløb er overstået.

Når en person i familien har fået en kronisk sygdom, sker der naturligvis forandringer i hverdagen. For de nye udfordringer, sygdommen bringer med sig, betyder ikke, at hverdagens andre gøremål og rutiner forsvinder. Livet fortsætter. Karrieren, vennerne, børnene, fritidsinteresserne, rengøringen og alt det andet skal stadig passes. Det er hårdt for hele familien, når sygdommens udfordringer og begrænsninger kommer oven i en allerede travl hverdag.

Netop der er værdien af et fællesskab og en indsats som jeres så vigtig. At være pårørende til et familiemedlem med hjerneskade er noget, man skal lære, og det lærer man bedst af dem, der ved noget om det og selv har prøvet det. Både når det har været givende, og når det har været svært.

Jeg kan forstå, at I bruger betegnelsen ”ufrivilligt frivillige” om de pårørende, og det synes jeg faktisk er meget rammende. Som pårørende vil man naturligvis gøre alt, hvad man kan for at hjælpe – men man har jo lige så lidt som den syge selv valgt, at der overhovedet skal være noget at hjælpe med. Det kan være opslidende og psykisk hårdt. Nogle bukker desværre under for presset. Derfor skal vi altid huske, at de pårørendes rolle og begrænsninger skal tages seriøst, og at vi skal lytte, når de råber vagt i gevær.

Når kommunen vurderer en syg borgers hjælpebehov, skal de altid tage udgangspunkt i vedkommendes samlede livssituation. Hjælpebehovet hos et par i fyrrene, hvor den ene har en hjerneskade, kan jo eksempelvis være vidt forskelligt fra en ældre borgers behov. Ligesom der også er store forskelle på de mange typer af hjerneskader og de følger, de har. Det skal kommunerne have blik for.

Lovgivningen rummer en lang række muligheder, som kommunerne kan bruge til at sikre, at hverdagen hænger sammen, og det er kommunernes ansvar at bruge disse støttemuligheder.
Hvad de frivillige angår, altså de ”frivilligt frivillige”, synes jeg, at vi generelt skal have dem endnu mere på banen på det sociale område. For de kan noget særligt. Det betyder selvfølgelig ikke, at de frivillige skal løse opgaver i stedet for det offentlige. Det er kommunens ansvar at sikre hjælp og støtte, så både den sygdomsramte og de nærmeste pårørende kan have en god og stabil hverdag – men frivillige foreningers bidrag må aldrig glemmes eller undervurderes! Jeg tror, at der er meget at hente, hvis vi bliver bedre til at skabe partnerskaber mellem kommunerne og de frivillige foreninger. Øget samarbejde er netop en af de ting, som regeringens civilsamfundsstrategi sætter fokus på.
Vores samfund og vores fællesskaber er allermest værd, når vi formår at hjælpe hin- anden i de situationer, hvor der er behov for at løfte i flok. Både i familiens nære fællesskab, i regi af frivillige foreninger og i de større samfundsfællesskaber – og ikke mindst på tværs af alle disse fællesskaber.

Jeg ønsker jer et godt, spændende og udbytterigt repræsentantskabsmøde!
Med venlig hilsen 
Mai Mercado

Ovenstående velkomst er skrevet af børne- og socialminister Mai Mercado til Hjerneskadeforeningens repræsentantskab i anledning af repræsentantskabsmødet i Horsens den 14.-15. april 2018.