Valgmøde i Handicaporganisationernes Hus klædte politikerne godt på

Tirsdag d. 9. juni afholdt Hjerneskadeforeningen i samarbejde med Hjernesagen og Danske Handicaporganisationer valgmøde hvor temaet var plads til mennesker med handicap i fremtidens velfærdssamfund.

Seks paneldeltagere havde fundet vej til Høje Taastrup og svarede på spørgsmål fra et yderst spørgelystent og engageret publikum som havde mange emner og fortællinger til de fremmødte politikere.

Panelet bestod af:
– Poul V. Jensen, Dansk Folkeparti
– Tina Nedergaard, Venstre
– Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti
– Sarah Glerup Kristensen, Enhedslisten
– Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet
– Andreas Pourkamali, Radikale Venstre

Ordstyrer var Sif Holst fra DH.

Ingen af de seks paneldeltagere kunne efter mødet være i tvivl om at der fortsat ligger et stort arbejde for at forbedre vilkårene og forholdene for mennesker med handicap i Danmark, sikre retssikkerhed og forhindre diskrimination på baggrund af et handicap.

Du skal ikke snydes bare fordi du ikke havde mulighed for at deltage i mødet.
Herunder kan du dels læse udskrifter, dels lytte til optagelser fra mødet.

Udskrifter fra mødet

Der mangler cirka fem minutter af mødets begyndelse, det vil sige præsentation af Poul V. Jensen (I), Tina Nedergaard (V) og den første del af Holger K. Nielsens (F) præsentation.

Holger K. Nielsen:
… og det det grundlæggende handler om, er at når man har et velfærdssamfund, så skal det være for alle. Og det vil sige at mennesker med handicap, mennesker som har en funktionsnedsættelse af en eller anden art, skal selvfølgelig også kunne rummes af vores samfund.

Det kræver mange ting. Det kræver selvfølgelig at der bliver givet positiv støtte til de pågældende, og det er jo det som handicappolitik handler meget om, men jeg tror måske også, det handler også om at vi, vores kulturarbejde med hvordan vi ser på mennesker med handicap, og at vi er mere opmærksomme på hvad der kan laves af forskellige løsninger som kan gøre det nemmere for alle.

Anne hun fortalte mig at da det her hus skulle bygges, der kom der forskellig bud fra arkitekter, og der kom et bud som var fuldstændigt håbløst, hvor man havde lagt mødelokale på tredje sal og kantinen i stueetagen. Det viste noget om at arkitektuddannelsen måske savner lidt på det her område. Hvis man ser på vores kantstene, så er det nogle meget, meget høje kantstene vi har.

Kommer man til Tyskland for eksempel, så er det helt anderledes, så er der glidende overgange, og det har meget at gøre med at der kom mange krigsveteraner hjem efter 1. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig havde man ligesom vænnet sig til at det er sådan man laver fortorve. Og det er da noget med at vi også her i Danmark skal tænke den tænkning ind alle de steder, og vænne os til det og ligesom ikke se det her som et område der er isoleret fra alle andre, men indgår i andre forskellige områder, og det er derfor at handicappolitik jo er en del af den almindelige velfærdspolitik, og at vi er nødt til i vores velfærdspolitik, dels at have en udvikling af det, og derfor mener jeg at nulvækst vil give meget, meget store problemer for den sociale udvikling, og vi er nødt til at have en begrænset vækst.

Man kan diskutere hvor meget vi skal have, det er jeg med på, vi ved alle sammen at det går bedre med dansk økonomi, men også at der er en stram økonomisk politik som vi må respektere på forskellig måde, men inden for den sammenhæng, inden for den ramme, der er vi nødt til hele tiden at have i baghovedet at det man kan kalde sammenhængskraft, det man kan kalde rummelighed, det man kan kalde plads til alle i bredeste forstand, det skal være en vigtig del af vores handicappolitik.

 

Sarah Glerup Kristensen:
Jeg hedder Sarah Glerup, og jeg er 30 år og kandidat fra Enhedslisten, og jeg vil også gerne takke for invitationen til i dag.

Jeg synes det er virkelig fedt at det her arrangement bliver afholdt, fordi jeg generelt synes at handicappolitiken fylder meget lidt i den her valgkamp, så det er dejligt at der bliver sat fokus på det. Jeg har selv beskæftiget mig med handicappolitik i mange år. Når jeg ikke er kandidat i Enhedslisten, så arbejder jeg som handicappolitisk rådgiver i Enhedslisten. Jeg har også været aktiv i Muskelsvindfonden og i Sammenslutningen af Unge med Handicap og forkellige andre steder tidligere, og jeg er en af dem som er lidt bekymret hvad handicapområdet angår.

I løbet af de sidste par år er der blevet gennemført en del reformer af alt fra SU til fleksjob som har ramt især mennesker med handicaps særligt hårdt, og det samme har nedskæringerne i kommunerne, så jeg synes det er rigtig, rigtig vigtigt, så man skal tænke sig godt om i forhold til hvor man sætter sit kryds fordi der er rigtig meget at kæmpe for på handicapområdet lige nu.

Der er to ting jeg vil fremhæve. Det ene er retssikkerhed, og det andet er arbejdsmarkedet. I forhold til retssikkerheden, så er den særlig vigtig i en tid som nu hvor mange kommuner skal spare, så er det rigtig, rigtig afgørende at man har retssikkerhed som borger der har brug for hjælp.

Desværre så ser vi at det ikke altid er sådan det er i kommunerne, vi ser at der bliver begået fejl i mange sager, og at kommunerne giver ulovlige afslag på hjælp. Er problem er at lovgivningen er meget kringlet. Den skal vi have gjort nemmere, derfor har Enhedslisten fremsat et forslag om at det skal være nemmere for familier med børn med et handicap at få hjælp. Det nåede så ikke at blive behandlet, så blev der udskrevet valgkamp, men vi fremsætter det igen.

Og et andet problem er at kommunerne faktisk kan tjene penge på at bryde loven. Fordi der er mange borgere der ikke orker at anke, og selv hvis borgerne vinder en ankesag, så har kommunerne sparet penge i den periode. Det skal vi have lavet om på, for det svarer egentlig lidt til at man lader bankrøvere gå med et bytte, det holder ikke.

Så er der arbejdsmarkedet. Jeg synes det er bekymrende at ledigheden er højere blandt os med handicap, men det er lige så bekymrende at der er politikere der tror at alle kan komme til at arbejde hvis bare det betaler sig. Det er altså et faktum at der er nogle af os som aldrig kommer til at arbejde på normale vilkår, og nogle af os kommer aldrig til at arbejde – punktum. Og det uanset hvor mange arbejdsprøvninger man sætter os i, og det er uanset hvor meget man trækker os i førtidspension. Det er bare sådan at sclerose eller skizofreni de kan ikke kureres med en check. Så når man prøver at bruge økonomiske incitamenter på handicappede, så gør man altså ikke folk raske, man gør dem fattigere.

I Enhedslisten synes vi det er vigtigt at alle skal have respekt og noget at leve af, uanset om man nu kan arbejde på normale vilkår, på anderledes vilkår eller slet ikke. Det kommer selvfølgelig til at koste noget, men det er her vi skal huske på at politik handler om prioriteringer. Der er nogle der vil prioritere nulvækst og skattelettelser, jeg vil hellere prioritere et fællesskab der ikke kun er for dem der kan arbejde, men for alle mennesker.

Mattias Tesfaye:
Jeg hedder Mattias, og jeg er far til to sønner og gift med Signe, 34 år, og så er jeg opstillet for Socialdemokraterne her på Vestegnen til Folketinget. Jeg er uddannet murer og har arbejdet med nogle forskellige ting siden jeg blev uddannet for 14 år siden.

Jeg tror det var Churchill der engang blev spurgt om ikke man skulle barbere lidt ned på kulturbudgettet fordi det var dyrt at føre krig, hvorefter han sagde »Jamen, hvis ikke vi har noget kulturliv, hvad er det så vi går i krig for?« Jeg har det lidt på samme måde med socialpolitikken bredt, og måske med handicappolitikken specifikt. Hvis ikke vi har en anstændig handicappolitik, hvad er så fidusen ved i det hele taget at have et velfærdssamfund? Det er ligesom der vi bliver målt på alle vores fine ord og vores principper. Det håber jeg også vi får tid til at få diskuteret i dag.

Det er på ingen måde min hjemmebane, vil jeg gerne sige, så jeg er her lige så meget for at lytte som for at snakke, men ledsagerordning for eksempel, det vil jeg gerne høre jeres holdning til. Hvordan har den det? Fleksjobreformen, hvordan har I oplevet den i praksis? Kommunalreformen, hvor der er blevet flyttet nogle opgaver ud i kommunerne som tidligere ikke lå i kommunerne, hvordan oplever I det?

Nu nævner Sarah selv retssikkerheden. Poul nævnte om hvorvidt det skulle have opsættende virkning eller ej når man var igennem en ankesag. Det er sådan nogle emner jeg håber at kunne høre jeres konkrete holdninger til, og måske partiernes refleksioner over. Der er kun et eneste område på handicapområdet jeg virkelig har beskæftiget mig med, og det er ordblindeområdet. Er de ikke medlem af Danske Handicaporganisationer også? Se det ved jeg noget om og har arbejdet meget med, og det er min kæphest. Men jeg ved ikke lige om jeg er på hjemmebane her med det, men det håber jeg vi får tid til også at snakke om. Ellers så regner jeg også med at folk der har en funktionsnedsættelse, interesserer sig for andet end handicappolitik, trods alt, så jeg er helt sikker på at hele panelet her er klar til at diskutere alt mellem himmel og jord, og jeg håber også vi får mulighed for at diskutere andet end handicappolitik. Tak for ordet.

Andreas Pourkamali:
Mit navn er Andreas Pourkamali. Jeg er kandidat for Radikale Venstre herude i Københavns Omegns Storkreds. Jeg er uddannet jurist og sidder til daglig på Københavns Rådhus. Jeg er medlem af Borgerrepræsentationen hvor jeg blandt andet også sidder i et underudvalg der hedder Borgerrådgiverudvalget.

Vi har sådan en ombudsmand i København hvor vi i høj grad beskæftiger os med borgernes møde med forvaltningerne, og særligt i Socialforvaltningen er der jo nok at tage fat på. Hvordan vi sikrer at folk de ikke føler sig i stikken, hvordan de mærker at de bliver godt taget imod af det system, det velfærdssamfund som skal tage sig af dem, det er noget af det der står højst på vores dagsorden og på borgerrådgiverens dagsorden. Det er voldsomt spændende at være med i.

Jeg ved heller ikke specielt meget om handicappolitik – og nu ligger jeg mig fladt ned på maven – det gjorde at da jeg skulle deltage i den her debat, så tog jeg fat i mit parti og sagde »Hvad er vores handicappolitik?« Den var der ikke. Så tænkte jeg, jeg læser hvad de andre mener. Der var heller ikke nogen. Der var nogle der havde nævnt noget med handicappede, det er jeg med på, men der var ikke en handicappolitik. Jeg kunne ikke finde det i hvert fald. Jeg prøvede… bare for at sige, det er et voldsomt forsømt område som der også er flere af jer andre der har været inde på. Så bredt der kræver det at der bliver samlet voldsomt op.

Jeg er fuldstændig enig i det Mattias siger, at det her det er jo kimen af velfærdssamfundet. Hvis vi ikke kan tilbyde ordentlige tilbud til eksempelvis handicappede, så står det skidt til. Det var alt for mig nu. Jeg glæder mig rigtig meget til debatten, og jeg glæder mig også til at høre jeres indspark fordi der er masser jeg kan tage med tilbage til mit parti og til de andres. Tak for nu.

Første spørgerunde bød på spørgsmål af Lise Beha fra Hjernesagen, Torben, som er førtidspensionist, og Osman Sari, som selv er blind. Desuden blev oplæst hilsen og spørgsmål fra DH’s formand.

Spørgmål 1
Jeg hedder Lise Beha og kommer fra Hjernesagen hvor jeg er ansat. Når jeg gerne vil have lov at starte, så er det fordi jeg gerne vil følge op på noget af det Andreas startede med at sige, nemlig omkring borgerens tillid til systemet.

Det er sådan at Det Centrale Handicapråd lige har gennemført en undersøgelse af hvordan det nu er med den her tillid hos borgerne med funktionsnedsættelser, og til panelet vil jeg sige – og jeg tror I vil blive overraskede hvis I ikke kender undersøgelsen – at borgerne vurderer sagsbehandlingen lavt på alle tillidsparametre.

Borgerne oplever ikke at de har indflydelse på deres situation, og føler ikke at de bliver hørt i kontakten med kommunen, og borgerne oplever at sagsbehandlerne har en meget lav grad af viden om deres specifikke handicap. Jeg tænker jo som politiker så må det ikke være rar læsning. Hvis I ikke kender undersøgelsen, så synes jeg I skal finde den inde på Det Centrale Handicapråds hjemmeside.

Nu ved jeg godt det kan være fristende nemt for jer som centrale folketingspolitikere at sige at det er jo et kommunalt problem, fordi lovgivningen er vel egentlig god nok, så det er ude i kommunerne man skal sørge for at borgerne har tilid til den sagsbehandling der foregår. Jeg synes bare ikke vi kan tillade det. Jeg synes ikke vi kan overlade til kommunerne at have hver sit serviceniveau og hver sin grad af retssikkerhed, og derfor vil jeg gerne høre jer om I ikke vil gå hjem og kigge på det her? Se på om vores retssikkerhedslov egentlig er god nok. Om den egentlig beskytter borgerne nok når de kommer og skal have kontakt til blandt andet den sociale forvaltning. Tak.

Spørgmål 2
Jeg vil gerne snakke forsørgelse. I 1993 trådte der en lov i kraft som betyder at os på førtidspension får vores levegrundlag forringet stille og roligt. Det som i daglig tale hedder Satspuljeforliget.

Siden 93 hvor det blev vedtaget, der har jeg, os på højeste førtidspension, vores pension er forringet med 5.200. Det er tal som er regnet ud her i huset. Tænk sig hvis I skulle undvære 5.200 hver måned. Og det er jo ikke stoppet endnu, fordi det som det reelt betød, det var at man gik fra at være reguleret efter dyrtallet til at være reguleret efter faste satser. Det vil sige at vi sakker bagud konstant. Min købekraft bliver forringet konstant.

Hvordan kan det være at os på førtidspension skal være med til at finansiere det der julemandsshow der er hvert eneste år i december måned hvor man kan se politikere komme ud fra mødelokalet og være glade og lykkelige for nu har de vedtaget satspuljeforliget? De tænker ikke på at det er hunden de selv har fodret med halen. Navnet? Torben.

 

Spørgmål 3
Hej alle sammen, mit navn er Osman Sari. Jeg har nogle kommentarer og et spørgsmål – eller mere en bekræftelse faktisk, om jeg mon hørte rigtigt. Poul, sagde du virkelig at handicappede skal selvfølgelig ikke på arbejde, eller var det bare en joke? Jeg kunne ikke tro mine egne ører, fordi hvis det er rigtigt, så er det i hvert fald et problem.

Og så vil sige til Sarah, jeg ønsker hende alt held og lykke, fordi hun er fra mit eget parti. Og Holger K. Nielsen, det er meget interessant også at se dig i den her sammenhæng fordi vi kender hinanden.

Men det jeg også gerne vil sige er at Tina, jeg synes det er en kæmpe stor fordel for os blinde at du har studeret med nogle blinde. Jeg er også selv studerende, og det er nemlig ikke det nemmeste at studere som blind, fordi der er de problematikker som du har nævnt. Det kan godt være det er nogle år siden, men de er der stadigvæk. Det er noget der bør gøres noget ved hurtigst muligt.

Men jeg vil i hvert fald rigtig gerne have en bekræftelse fra Poul om det var det han mente. Tak.

 

Spørgsmål 4 
Kære politikere og deltagere i valgmødet. Jeg kan jo desværre ikke deltage i valgmødet i dag for jeg deltager i FN’s konference om Handicapkonventionen her i New York, men jeg vil gerne sende jer en hilsen herfra og ønske jer et godt møde.

Og så vil jeg gerne spørge politikerne i panelet, hvornår gennemfører Danmark et forbud mod diskrimination af mennesker med handicap på tværs af sektorer og alle samfundsforhold? Danmark fik med Handicapkomitéens ekspedition i september 2014 en særanbefaling af straks at indføre et forbud mod diskrimination sådan som det også fremgår af den konvention Folketinget har ratificeret. Vi venter dog stadigvæk, og det ville være rart at høre fra jer, hvornår kan vi gennemføre det forbud? (læst op af ordstyrer)

Poul V. Jensen
Der var jo et spørgsmål til mig, så det synes jeg da jeg skal starte med at svare på. Jeg har ikke udtrykt mig korrekt, for det jeg prøvede at skille ad, det er at alle der kan arbejde, skal i arbejde med den vækstplan som vi står for.

Så er der en række borgere som af en eller anden grund ikke kan arbejde på fuld tid, og dem skal vi så vidt som muligt få integreret i systemet og både i forhold til uddannelse og i forhold til arbejde.

Jeg synes det er en pligt for samfundet at alle borgere så vidt muligt kan være inkluderet, være en del af arbejdsmarkedet, og også have den følelse af at være med til at tjene til sit eget brød, og der hvor vi virkelig skal sætte ind og tage os af, det er så dem der slet ikke kan bidrage på den vis, og det har vi så et system der kompenserer for, og satse som den nu er, den er jo altid til diskussion.

Men jeg vil også godt sige at det med om man skal arbejde for at tjene til sit eget brød… Det er jo sådan at når man har en funktionsnedsættelse, så er der nogle satser fra det offentlige, og der ligger vi så meget vægt på at man ikke bliver straffet for at arbejde – uanset om det er een time om ugen, eller om det er 37 eller 50 timer om ugen. Der skal være en gevinst ved at arbejde, også selvom man har en funktionsnedsættelse.

Og så til Lise. Borgernes tillid er en mangelvare, og jeg tror at jeg godt kan sige at det er mit indtryk at de fleste borgere der har kontakt med det offentlige system, når vi taler om socialområdet, har det problem, og det er et mega stort problem. Det er jo den måde vi har bygget vores samfund op på, hvor der er blevet så mange døre for at få bare en lille bitte ting som man har brug for. Det er administration og bureaukrati.

Og så er der jo det særlige for det område, som vi har her i dag, at det er så bredt med mange forskellige specialområder som den enkelte rådgiver ikke har kendskab til, og det en kæmpe udfordring, og der er løsningen at man får lavet nogle centrale steder hvor man har de kompetencer der skal til for at rådgive og finde løsninger for de særlige områder der måtte være. Men de mest almindelige ting, både for borgere med funktionsneedsættelser og for andre borgere, der skal der være een dør ind, og så skal der være en løsning, og den skal være hurtig.

 

Sara Glerup Kristensen
Jeg tager hurtigt spørgsmålene bagfra. I forhold til det med diskrimination, så er det meget enkelt. Det er noget Enhedslisten arbejder for. Det gælder ikke kun i forhold til handicap. Vi synes det skal være ulovligt at diskriminere på baggrund af køn – det er det i forvejen, men kønsudtryk og seksuel orientering, så hvis der er nogen der har lyst til at gå sammen om at lave det forslag og få det stemt igennem, så er det bare at gå i gang.

I forhold til Satspuljen, så er Enhedslisten det eneste parti som står uden for Satspuljen, og det er vi nemlig fordi vi ikke synes det er rimeligt at man siger at sociale projekter og psykiatri og så videre specifikt  skal betales af dem som i forvejen har mindst. Vi synes det var mere rimeligt at det var noget vi klarede over Finansloven så vi alle sammen var med til at finansiere de her projekter.

Der er også et ekstra problem med Satspuljen, at det er en meget usikker finansiering. De sidste år har den været meget, meget lille, og så er det uholdbart at for eksempel psykiatriske projekter skal afhænge af om man lige tilfældigvis har penge i Satspuljen eller ej.

Og så i forhold til den der tillidsrapport. Det kommer ikke rigtig bag på mig. Nu har jeg også prøvet at skulle sidde og snakke med kommunerne mange gange når jeg havde brug for hjælp. Jeg nåede på et tidspunkt til at gemme en båndoptager hver gang fordi jeg var lidt paranoid over hvad der kom ud af det, så det kan jeg sådan set sagtens forstå.

Men det var også derfor jeg startede med at snakke om retssikkerhed. Der er nogle konkrete ting vi simpelthen er nødt til at gøre. Det ene er at vi må sørge for at kommunerne ikke kan tjene penge på at bryde loven. At der er nogle sanktioner når de gør det.

Og så bliver vi nødt til at skrive nogle flere rettigheder ind i lovgivningen. Problemet er at så meget beror på skøn. Den nye fleksjob- og førtidspensionslov er jo et strålende eksempel på det. Der er ikke noget nedre eksempel på hvor dårlig man må være længere for at man kan blive tvunget i arbejde – selvom det er helt urealistisk at få et job. Det er vi simpelthen nødt til at lave om på.

 

Andreas Pourkamali
I forhold til diskrimination, så vil jeg meget gerne være med, Sarah. Så lad os da få gjort noget ved det hurtigst muligt. Det er for mig at se ligetil, og nået som de fleste partier burde kunne gå sammen om.

I forhold til mødet med systemet, så er det som jeg har set fra min stol omkring borgerrådgiveren, det er… det største problem er faktisk ikke at der kan ske en fejl. Problemet er når man gør folk opmærksomme på at der er en fejl, at der så ikke bliver gjort noget ved det. Der er det en virkelig, altså der har borgerrådgiveren en vigtig rolle at spille, så jeg vil da sige at enhver kommune burde have sin egen lille ombudsmand som sikrer folks retssikkerhed. Det gør en stor forskel i Københavns Kommune, og det er jeg sikker på det også vil gøre mange andre steder i landet.

 

Tina Nedergaard
Jeg er sådan lidt tankevækkende, så jeg forholder mig slet ikke rigtigt til det du spurgte om, og som er jo et kernepunkt, nemlig forsørgelsesdelen. Altså vi vedkender os fuldt og helt i Venstre at vi har været en del af den her aftale, som i øvrigt også regeringen med Socialdemokraterne, SF, Konservative og Venstre har indgået omkring satspuljen.

Det er helt fint at sidde og love at man gerne vil finde pengene andre steder, det er så ude hos de skatteborgere der i øvrigt også leverer de ydelser der i forvejen er afsat. Jeg vil gerne gøre det fuldstændigt klart at når jeg er ude til møder, så svarer jeg på de spørgsmål der kommer, og det vil ikke være vores politik at øge overførselsindkomsterne.

Vores politik er meget mere rettet mod at skabe lige muligheder for at være aktive deltagende. Så hvis jeg havde en stor bunke penge. Og det er en stor bunke penge vi taler om, uanset om det er forsørgelsesgrundlaget vi skal hæve eller om det er de tilstrækkelige hjælpemidler til at være aktive, så vil jeg vælge det sidste, og det vil jeg af flere grunde.

For det første så når man er aktiv i samfundet, så får samfundet en del af det tilbage som det giver ud til at kompensere for en funktionsnedsættelse, og det andet er også at rigtig mange med funktionsnedsættelser og handicap er jo forældre, og det betyder rigtig meget for ens børn at man selv som forældre er aktiv i arbejdslivet.

Og jeg forstår slet ikke den frygt der er opstået særligt hos Enhedslisten og co. for at man bliver presset ud i job. Undskyld mig, men jeg havde egentlig en opfattelse af at vi i Danmark gik rundt og ønskede at få et job, og problemet var ledighed. Men jeg kan forstå i den her valgkamp, så er det så blevet med omvendt fortegn.

Jeg garanterer for at hvis jeg får lov til at fortsætte på Christiansborg, så vil jeg med alle de midler som jeg kan skrabe sammen, de ville gå ubeskåret til at skabe en aktiv tilværelse for folk med funktionsnedsættelse.

Og jeg vil godt give en – det er nærmest en anekdote, det er nærmest sådan lidt Panorama-agtigt – men jeg var i USA for mange år siden på en studietur sammen med en masse øst- og centraleuropæere, og vi var ikke forberedt på det – det generede ikke mig, men det generede øst- og centraleuropæerne – vi kom ind til en meget, meget vigtig debat med en højt placeret dommer. Han var simpelthen fysisk multihandicappet og kunne kun lige tale, ikke bevæge noget som helst andet, og i øvrigt med bistand. Da vi kommer ud, siger de her øst- og centraleuropæere at det ville de meget gerne have været forberedt på, for det havde de da aldrig nogensinde oplevet før. Det er et ekskluderende samfund.

Jeg vil ønske med alt hvad det kræver og tager, at det er almindeligt i Danmark at man har forskelligheder, at vi er regulært rummelige. Det er ikke regulært rummeligt at sige: giv os noget mere i offentlig forsørgelse, og så holder vi os væk så I ikke skal have besvær af os. Jeg vil bare slå helt, helt fast, at det er der jeg står.

Med hensyn til konventioner og antidiskriminationslovgivning, så føler jeg mig fuldstændigt tryg ved at den til enhver tid siddende regering – uanset om den er rød eller blå – overholder konventionerne. Der er konventioner som jeg ikke er fuldstændigt begejstret for, ergo arbejder jeg for at få den ændret, men for så vidt at vi har underskrevet dem, så overholder vi dem. Derfor er det helt unødvendigt efter min opfattelse.

Og så er jeg glad for responsen på blindes vilkår på uddannelsesinstitutionerne, for vi kan nemlig fuldt og helt kompensere, det viser de nye rapporter som jeg i hvert fald er blevet belært om som er lavet rigtig grundigt, at hvis det rette hjælpemiddel er der, så kan vi få rigtig mange i gang, og så er der til gengæld også lidt flere ressourcer til dem som af mange grunde slet, slet ikke kan.

Jeg synes det er spændende at lytte til det her, men jeg vil godt lige sige omkring satspuljen, man skal altså ikke nedgøre satspuljeprojekterne. Satspuljeprojekterne er noget af det mest vidensopbyggende vi har på det socialt udsatte område, og hvis vi ikke havde satspuljen, så kan det godt være at Enhedslisten og SF og andre mener de kunne finde dem andre steder, men det vil jeg bare lige sige at det gjorde man så ikke. At man lavede en finanslov for 2015, det har de fuldt og helt ansvar for sammen med den røde regering. Tak.

Holger K. Nielsen
Omkring det med at arbejde, altså jeg tror da alle her er enige om at man i videst muligt omfang skal ud på arbejdsmarkedet, men det som diskussionen går på, det er om alle kan komme det, og om man skal have pisk hvis man ikke gør det. Det er det det handler om, så den diskussion synes jeg man skal tage fra den vinkel.

Så lige til spørgsmålet omkring den offentlige forvaltning og retssikkerhed. Jeg tror – det er jo ikke kun et spørgsmål om retssikkerhed, det er lige så meget et spørgsmål om det man kan kalde new public management som er kommet meget ind i den offentlige forvaltning, hvor man ligesom skal køre alt op i Excel-regneark og man skal verificere på en ganske bestemt måde. Og det har jo betydet at der er kommet meget forvirring rundt omkring hos de mennesker som sidder derude.

Der kommer mærkelige chefer ind som ikke har en dyt forstand på det de skal have med at gøre, men fordi de betegnes som værende gode chefer, sådan nogle all round-folk, de kommer alle mulige steder fra og skal lave om på alt muligt lige pludseligt fordi de skal vise deres værd. Hele den der tankegang der kommer meget ud i den offentlige forvaltning hvor traditionel faglighed ikke respekteres, det tror jeg meget er et problem og også en af grundene til at tillid hos borgerne er faldet ganske meget, så det er en diskussion vi skal have om det også.

Det handler selvfølgelig om retssikkerhed, men også om mange andre ting i virkeligheden. Så omkring den der satspulje som vi var med til at lave tilbage i 93, og som vi stadigvæk er med i. Jeg synes de argumenter du nævner imod det kan jeg godt forstå, og det er også noget vi har diskuteret mange gange, det med at man fodrer hunden med sin egen hale.

Vi har også nogle gange overvejet at gå ud af det, for der er nogle ting i det som ikke er helt rimeligt. Men vi har ikke gjort det. Vi vil ikke stå i den situation som Enhedslisten gør, af den enkle grund, at så er det de der barylere der kommer til at bestemme det hele. Og det vil vi altså ikke. Det er en politisk kreds, og der skal være enighed om det, og hvis de sidder og bestemmer det hele, så vil jeg garantere for at der er nogle af de projekter som I finder vigtige og som vi finder vigtige som ikke (?) og andre som vi bestemt ikke synes skal (?) – så det er simpelthen grunden til at vi godt vil være inde her og påvirke, men er der flertal for at ophæve det her system, så man om man så må sige, fandt pengene mere regulært, for det er rigtigt, det er ikke særligt regulært den måde som det foregår på, men man har vænnet sig til det over så mange år, og det er også et af problemerne med det her – men så længe det er der, så bliver vi ved med at være der. Os bliver de ikke fri for, det kan jeg godt sige jer.

Mattias Tesfaye
Først Lise. Den rapport du henviser til fra Det Centrale Handicapråd, som jeg ikke har læst. Du siger til os at det kunne jo være vi kunne skubbe ansvaret hen på kommunerne. Det synes jeg også vi skal gøre hvis du kommer med et specifikt eksempel. Hvis du nu havde rejst dig op og sagt nu er der den her sag fra Gladsaxe. Det kan vi ikke forholde os til her – en konkret sag fra Gladsaxe, men så vidt som jeg forstår dig, så er det jo en generel rapport, og det synes jeg da vi har et ansvar for som Folketingspolitiker at forholde os til hvordan den generelle situation er, og det er totalt uholdbart hvis borgerne på et område ingen tillid har til forvaltningen. Det dur jo virkelig ikke.

Og det er også derfor jeg i indledningen sagde at jeg mener at vi har – vi skal inden for få år evaluere på Kommunalreformen som jo virkelig flyttede rundt på nogle arbejdsopgaver mellem de gamle amter og de nye kommuner, og hvad jeg selv har noteret i min lille røde bog, er at specialområdet måske ikke skal være i kommunerne. At beslutningerne simpelthen bliver truffet for tæt på borgerne.

Vi skal bare huske på at det er et meget bredt flertal i folketinget som helt tilbage før folketingsvalget for efterhånden en del år siden ommøblerede hele den offentlige sektor, og vi er enige om blandt de partier der stod bag kommunalreformen, at det her skal selvfølgelig evalueres, der er masser af hjørner i den kommunalreform der skal skrues på. Det her kunne være et af områderne. Og jeg er helt sikker på det bliver til en del af diskussionen.

Jeg vil så gerne sige at modargumentet er for finansministeriet at jo længere væk fra borgerne, eller jo længere væk fra de konkrete budgetter beslutningerne bliver truffet, jo flere penge bliver der brugt. Så det er føre beslutningen ud i kommuner, omkring hjælpemidler for eksempel, det er også en måde at spare penge på. Det vil blive dyrere hvis man flytter det ind i ministeriet eller bare op på et regionalt plan. Men det kommer til at blive en del af diskussionen, og jeg synes jeg hører ret mange der siger at dels giver afslagene givet med forskellig begrundelse fra kommune til kommune, nogle flytter direkte til en kommune hvor man ved man får hjælpemidler, og det kan jo ikke være rigtigt. Så det er der hvor jeg selv placerer mig på det spørgsmål. Jeg venter den evaluering af kommunalreformen, og så tror jeg vi kommer til at forholde os til at flytte det væk fra kommunerne.

Torben, satspuljeforliget, så vidt jeg ved, så udgør satspuljen 0,3 procent af den stigning I ellers ville have haft. Det er ikke kun førtidspensionister, det er rimelig bredt på overførselsindkomsterne, som bliver reguleret efter lønudviklingen, dog minus 0,3 procent. Det er de -0,3% der bliver smidt i satspuljeforliget efterhånden. Nu er det jo – sagde du 93 – det er 22 år siden, det skal nok passe at det er blevet til 5 af de lange, 5000 kroner. 0,3% over 20 år, det skal nok passe at det er 5000 kroner for en pensionist.

Jeg vil bare gerne sige at I har ikke fået udhulet jeres købekraft, for lønudviklingen stiger noget mere end priserne stiger. Det bliver i hvert fald reguleret med lidt mere end prisudviklingen, så det er ikke sådan man har fået udhulet købekraften. Det er sådan at man ikke følger med lønningerne og den generelle velstandsstigen i samfundet.

Jeg vil ikke stå her og sige at jeg er imod hverken finansieringen eller indholdet i satspuljeforliget, men jeg tror at vi på lidt længere sigt vil overveje at omlægge satspuljeforliget, satspuljetænkningen fylder efterhånden så meget i socialpolitikken at der er ved at gå puljetyranni i den måde vi driver socialpolitik på. Kommunerne skærer ind til benet på driften, som jo er det der på lang sigt skaber resultater i socialpolitiken, og så kommer du så som man siger hver november måned ud som en julemand og strør om sig med nogle millioner som jo er midlertidige.

Det som også er problemet med den måde at drive socialpolitik på, det er at vi binder mange af vores ressourcer til varm luft i ringbind – altså evalueringer, konsulenter der skal løbe sig varme, og lige som de har løbet sig varme, så skal de til at skrive en evalueringsrapport, og så bliver det hele lukket ned igen. Det kan de ikke være tilfredse med.

Jeg ved for eksempel at Albertslund Kommune har nu flere ansat på socialområdet i ekstraordinære stillinger end de har i ordinære. Det er Landsbyggefonden og det er satspuljen der giver pengene, og det synes jeg er et problem, for alle der beskæftiger sig med socialpolitik bredt set, ved godt at det her er lange, seje træk der giver resultaterne, det er ikke de små korte puljer hvor man kan få en avisartikel og sige nu har vi gjort det, og så lukke ned igen om to år. Det er i virkeligheden mere sådan nogle ting som er problemet, end selve finansieringen er. Jeg vil give Tina ret i at de 0,3% det er eddermandme mange penge, og hvis der nogle der mener at den mindre regulering på 0,3% skal reguleres, så glæder jeg mit til at se hvor de penge skal komme fra, for det er altså ikke peanuts.

Anden spørgerunde bød på spørgsmål af Per Kæseler fra DH i Rudersdal, Niels Freitag, som er scleroseramt, John Heilbrunn fra Dansk Blindesamfund og Tim Andersen

Spørgsmål 1
Det er Per Kæseler, Rudersdal DH. Først en kommentar til dig, Mattias, hvad med kommunalreformen? Det er det største spild af specialviden på vores område nogensinde. Punktum. Det var alle de mennesker der sad på regionalplan og vidste hvad vi talte om. De er væk i dag.

To bemærkninger og et spørgsmål til fleksjobreformen. Jeg ved der kører sager omkring at man kunne optjene og have pension, kunne optjene og have feriepenge, der vil jeg bare konstatere at der er en diskriminerende skævvridning, og der må vi se hvad den sag der kører et eller andet sted kommer til at handle om.

Jeg har et helt konkret spørgsmål til jer alle sammen. Når I nu har sagt at det stort set skal være umuligt, i hvert fald hvis man er under 40 år, at få førtidspension, fordi kan man bare arbejde en time, så skal man gøre det. Så vil jeg gerne spørge: Hvorfor går staten ikke foran.

Jeg har gået ledig nu næsten 22 måneder, og jeg holder øje med den hjemmeside der hedder jobistaten.dk, for den bliver man henvist til hvis man søger uopfordret i ministerier, styrelser eller direktorater. Der findes ikke fleksjob på den side. Jeg synes staten burde skamme sig. Når de forlanger at vi skal være med i puljen af dem der arbejder, så må de også skabe et arbejde til os. Tak.

 

Spørgsmål 2
Mit navn det er Niels Freitag, og jer er scleroseramt. Jeg har hæftet mig ved at flere af jer får sådan et varmt, gyldent udtryk i ansigtet når I taler om inklusion. Og det kan jeg godt få det skidt med, for inklusion er gået hen og blevet noget man skal. Man skal inkluderes, og man skal inkluderes for enhver pris.

Jeg har eksempler på folk der har været i ressourceforløb i fem år. De har været i ressourceforløb så mange gange og i så lang tid, at deres lægeoplysninger tre gange blev erklæret for forældet og måtte tilbage og hente nye. Jeg har været ude for at lægekonsulenter som ikke har mødt de mennesker det drejer sig om, har overrulet ikke bare 10, ikke bare 20 speciallægeerklæringer, simpelthen bare sagt: Det passer ikke, for jeg har læst på sagen, og vedkommende her kan arbejde 1-2 timer eller tre kvarter eller hvad det nu er om ugen, og det synes vi at det skal de afprøve.

Og når det så bliver konstateret at det som forventet ikke virker, jamen så går vi bare ind i et nyt forløb med nye lægeoplysninger, og så starter møllen forfra igen. Synes I det er rimeligt? I har selv vedtaget loven, synes I selv at det er rimeligt? Ikke som politiker og ikke nødvendigvis som tidligere partiformand for SF eller noget som helst andet, men er det rimeligt at behandle mennesker som – uforskyldt og ufortjent – har fået et handicap på den måde. Er det virkelig rimeligt? Synes I?

 

Spørgsmål 3
John Heilbrunn, Dansk Blindesamfund. For det første vil jeg vedrørende retssikkerheden, som er et meget vigtigt emne som blev rejst i starten, et af de meget vigtige elementer her. Kommunerne er jo blevet sådan en kraftressource, eller ressource er det nu ikke, men et element i vores politiske system, som man fra statens side kan skubbe en masse problemer over på. Man træffer nogle aftaler med KL, og så lader man kommunerne klare det.

En af de store problemer i kommunerne er, at man der har det der hedder skønnet. I det individuelle konkrete skøn som en retsinstans stort set ikke kan overrule, hvad enten det drejer sig om Ankestyrelsen, Ombudsmanden, Domstolen, så siger de alle sammen: Det kan vi ikke overrule. Vi kan ikke sige noget til det skøn de udøver, og vi ser gang på gang sager hvor personer bliver frakendt ting, bliver underkendt, bliver beskåret fordi man vurderer at sådan er det.

Jeg skal spørge jer i den sammenhæng om det kan være rigtigt at kommuner på den måde, og i øvrigt med den store forskellighed der er fra den ene til den anden, kan tyranisere folk på den måde? Jeg har et spørgsmål til, og det handler om hemmelig stemmeafgivelse. Det er en grundlovssikret ret at kunne afgive sin stemme hemmeligt for andre, hvorfor gælder denne ret ikke for for eksempel synshandicappede? Hvorfor skal man gå ind i en stemmeboks og højt sige hvad man stemmer, så det kan blive tjekket at man… hvorfor kan man ikke selv vælge den person man gerne vil gå ind med?

Her vil jeg gerne sige at I Folketinget har man fra SF til Venstre til hele vejen over salen afvist at det var et problem selvom eksempelvis Dansk Blindesamfund har siden 2008, hvor disse regler blev ændret, afvist dette og bedrevidende sagt det kan ikke være rigtigt. Det er en usselt træden folks ret under fode. Tak.

 

Spørgsmål 4
Jeg hedder Heidi Thamestrup, jeg er formand i Landsforeningen for Autisme, og vi har et kæmpe, kæmpe stort problem, for vi oplever lige nu at kommunerne ansætter alt alt alt for billige medarbejdere på bostederne, og det betyder faktisk at nogle af beboerne de ender med at få en 5-årig behandlingsdom.

Og for lige at begrunde hvordan det kan ske, så handler det om at hvis man ikke er godt nok uddannet, så er det alt for svært at forstå neurologiske handicap, altså folk der simpelthen er wiret helt anderledes end os andre inde i hjernen og derfor forstår ting anderledes end vi forstår dem, så hvis man ikke har en specialiseret uddannelse, så kan man altså komme til ligesom at optrappe konflikter, og man kan komme til at sige nogle ting som mennesker med autisme forstår på en anden måde, måske nedsættende eller provokerende, end andre borgere ville have gjort.

Det kunne jeg godt tænke mig at vide om I har en løsning på, hvordan I får kommunerne til at ansætte kvalificerede medarbejdere?

 

Spørgsmål 5
Tim Andersen her. Nu i 11 år har jeg haft smadret nervebanen to steder som skete på grund af betændelse. Man ved ikke hvorfor, man ved ikke hvordan. Jeg slås med staten, kommunen nu på 11. år som sagt, og de mener bare at jeg skal ændre livsstil, så får jeg en rørlighed tilbage. Det er meget, meget positivt tænkt, og det sidste er at nu har de sendt mig på slankekur på højskole, det mente de skulle hjælpe på mit handicap. Jeg ved ikke hvorfor man så har givet mig en (ellert?) og (?) hjemmeplejer.

Jeg ved godt I kan ikke gå ind i enkeltsager, men det er stadigvæk enkeltsager som giver jer billedet af hvad der sker i vores samfund. De oplevelser jeg har haft med Høje Taastrup Kommune her, det er at jeg har haft en borgerrådgiver med mig, og først da vedkommende gik med til mødet, så rettede sagsbehandleren ind og rettede visse ting som var forkerte i mine papirer.

Det jeg syntes, som Sarah blandt andet har været inde over, og nogle af jer andre har nævnt lidt flygtigt, det er at vi mangler noget konsekvent handling mod kommunerne som bevidst overtræder forskellige love og paragraffer. De bliver ikke straffede på nogen måder. Hvis jeg gik ud og lavede socialt bedrageri eller andet ulovligt – jeg blev straffet med det samme enten økonomisk eller i fængsel, men kommunerne slipper afsted med, blandt andet som herren før var inde over, at det er et skøn – man kan jo slippe afsted med alt. Det er ligesom hvis jeg røver banken, så sagde jeg: jeg skønner jeg kunne slippe fri! Det kan jeg jo ikke. Det er jo almindelig sund, logisk tænkning.

I snakker om forskellige budgetter I har at slås med, det forstår jeg udmærket godt, men almindelig sund logik i husholdningen, det er at man betaler alle sine regninger hjemme før man begynder at sende gaver til andre mennesker. Det synes jeg at regeringen godt måtte afspejle lidt bedre.

Og til Socialdemokraterne – I blev advaret mod denne her lovgivning som gjorde – ressourceforløbene og alle mulige reformer der kommer ind – I blev advaret så meget, og alligevel går I ind med åbne øjne og accepterer det. Hvad det skyldes, det forstår jeg ikke. Det er ikke for at pege fingre eller noget, men jeg har efterhånden forstået hvorfor der står A på jeres valgplakat – det er fordi det er asocial politik I fører efterhånden. Jeg er ked af at sige det på den måde, men det er den måde som jeg er begyndt at opfatte det på. Tak for ordet.

Sarah Glerup Kristensen
I forhold til det du sagde, Tina, med at Enhedslisten er bange for at folk bliver tvunget på arbejde. Det er faktisk ikke det vi er bange for, vi er bange for at folk som reelt ikke har nogen mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet bliver tvunget ud i evighedsressourceforløb eller evighedskontanthjælp eller hvad de strander i i stedet for. Det er fint nok at man synes folk skal arbejde, men der skal også være et arbejdsmarked der er parat til at tage imod. Vi har nogle konkrete forslag til hvordan det kunne gøres.

Nu var der nogen der sagde det her med fleksjob i staten. I Sverige har de lavet en statslig fleksjobvirksomhed – det kunne vi også tage at gøre i Danmark, det er en fremragende ide. Vi kunne lave sociale klausuler i de offentlige kontrakter, sådan så de virksomheder der bygger vores skoler og så videre, hvis de har en vis størrelse, er forpligtet til at ansætte folk med særlige behov. Der er i det hele taget en række ting man kunne gøre, men det kræver at vi stiller krav til arbejdsgiverne og ikke bare pisker folk der er syge, til et arbejdsmarked der ikke eksisterer.

 

Tina Nedergaard
Det er jo ikke fordi vi pisker nogen som helst afsted på noget som helst arbejdsmarked. Faktum er – og det ved jeg godt Enhedslisten vælger at se helt bort fra i den her valgkamp – faktum er at vi har rimeligt begrænsede ressourcer i Danmark, og derfor har vi en målsætning i Venstre om at hvis folk kan have en aktiv deltagelse, så er det det vi skal hjælpe dem til.

Så ved jeg godt Enhedslisten vælger at kalde det pisk. Jeg vil sige at det er ganske naturligt at man kan godt kræve sin ret, men man skal også kende sin pligt, og det gælder uanset hvad vi er født med. Der er også mennesker som har ting som man ikke umiddelbart kan se med det blotte øje eller diagnosticere. Vi er ikke alle sammen ens. Vi er ikke alle sammen lige stærke. Og vi kan jo ikke kun fra lovgivers side altid sige nu tager vi forbehold for det, det, det – for der er faktisk også mennesker som har et handicap som du ikke kan måle eller diagnosticere, det kan være angst eller andet, hvor vi også siger at de skal i den grad de kan, udfylde en position i vores samfund.

Så med hensyn til hemmelig stemmeafgivelse. Det vil jeg sådan set gerne interessere mig for. Jeg tænker bare om det kan skyldes at man er bekymret for om man kan være under pres hvis det er en man har taget med ind som man kender i forvejen. Jeg vil bare gerne have en forklaring på hvorfor den er endt hvor den er. Der er alt for mange spørgsmål til de her korte svar.

 

Poul V. Jensen
Jeg vil også sige at til sådan nogle rigtig gode spørgsmål der kommer vi ikke langt på et minut, så jeg har prøvet at samle op på noget generelt, og det jeg vil prøve at sige, det er at jeg ser noget af problematikken det er at hvis man mister, eller har mistet noget af sin arbejdsevne, at man har brug for hjælpemidler eller har brug for hjælp, så bliver man sat under administration. Så skal man stå med hatten i hånden, og der skal sagsbehandles hver gang man skal det mindste.

Tænk sig hvis nu man kunne få friheden til at være herre i eget liv og selv prioritere – hvor mange ressourcer det vil give på kommunekontorerne. Og så er det sådan at det der er sket gennem rigtig mange år, det er at på alle de borgernære områder, der er der sparet og sparet og sparet, og der hvor der bliver brugt penge, det er på problemløsning og sagsbehandling bagved.

Koden den er jo at få det her vendt om sådan at tingene sker mere enkelt, og de ressorcer kan bruges til det der er brug for, de borgernære områder, så vi kan spare alle problemløsningerne. Selvfølgelig vil der altid være nogle problemløsninger, men de tager til. Klagebunkerne de stiger alle steder – ikke bare inden for det område her, men overalt, så ansættes der flere til at tage sig af papirerne, og så spares der på de borgernære områder.

 

Holger K. Nielsen
Lad mig bare lige prøve at kommentere een ting som har været oppe, det er, jeg kan høre der er meget surhed på kommunerne og deraf ligger en forudsætning om at hvis det hele lå i staten, var det meget bedre. Det er jeg ikke helt sikker på. Det tror jeg I skal overveje meget hvis I går videre med det, for jeg synes folketingspolitikerne, de er ikke meget bedre end kommunalpolitikerne, det kan jeg forsikre jer om de ikke er.

Jeg forsvarer det kommunale selvstyre her. Det er ikke nødvendigvis bedre fordi det er statens i stedet for kommunernes. Når det er i kommunerne, så er der en langt bedre mulighed for at påvirke de lokale politikere, det skal man nemlig se på folk der har man dem inde på livet. Det er meget bedre end med folketingspolitikerne. Det kan jeg garantere jer for. Så derfor synes jeg man skal tænke sig meget grundigt om hvis man vil lægge alt muligt tilbage til staten. Noget skal nok tilbage til staten, det er jeg meget enig med Mattias om, men generelt tror jeg virkelig vi skal overveje meget om det er et klogt træk.

 

Mattias Tesfay
Min erfaring fra ordblindeområdet er, at rigtig mange børn som er ordblinde i Folkeskolen, de får ikke de hjælpemidler de skal bruge, fordi det er kommunen der skal betale det. Og lige så snart de kommer over på en ungdomsuddannelse, jeg har selv siddet til et hav af de der screeninger, og lige så snart de starter på på teknisk skole, så får de CDO’er og en ordblinderygsæk og også nogle gange eneundervisning, og det er fordi de søger pengene inde i ministeriet hvor der sidder nogle embedsmænd, og de har meget mere forstand på det. Det er embedsmænd der har forstand på det handicap, hvorimod i kommunen så ender det tit med at hvis de skal have pengene, så går det fra noget andet på skolen.Så er der efteruddannelse af lærerne, så er der legepladsen, så sidder man og vejer et handicap…

Jeg vil ikke låse mig fast, det er bare min erfaring fra ordblindeområdet. Så vil jeg sige, Per, det største spild af ressourcer – jeg vil bare sige en ting til dig, igen, min erfaring med ordblindeområdet det er, ressourcerne er ikke væk, de er bare gemt, og hvis vi får dem samlet igen, så er de derude endnu, de er ikke gået på pension alle sammen.

Fleksjob i det offentlige – jeg er helt enig. Det offentlige bør være et rummeligt arbejdsmarked, så derfor dur det heller ikke at udlicitere alting. Og det sidste jeg vil sige, er at det er ikke umuligt at få førtidspension hvis man er under 40. Min storebror har lige fået det, jeg har hjulpet ham igennem forløbet, og der vil jeg bare sige, Aarhus Kommune hvor han bor, det var sku en god oplevelse. Jeg blev glad for vores førtidspensionsreform. Jeg har noteret nogle minusser på fleksjobreformen, men på førtidspensionen der vil jeg sige, det fungerede sku sådan nogenlunde efter den hensigt som jeg ved regeringen havde da de indførte den.

Lydfiler fra mødet

Første halvdel af valgmødet:

Anden halvdel af valgmødet:

 

Tweets fra mødet og fra valgkampen

Fra hjerneskadet.dk

#fv15

Det sagde politikerne 

Vi binder mange af vores ressourcer til varm luft i ringbind – altså evalueringer og konsulenter der skal løbe sig varme, og lige som de har løbet sig varme, så skal de til at skrive en evalueringsrapport, og så bliver det hele lukket ned igen.
Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet
For de mest almindelige ting, både for borgere med funktionsnedsættelser og for andre borgere, skal der være een dør ind [til systemet], og så skal der være en løsning, og den skal være hurtig.
Poul V. Jensen, Dansk Folkeparti
Vi må sørge for at kommunerne ikke kan tjene penge på at bryde loven.

Søs Glerup Kristensen, Enhedslisten