Motiv: Person i kørestol midt i en labyrint

Ude af kurs – (2/7)

Jeg forlod Forsvaret i februar 2009. I tiden forinden havde min adfærd ændret sig markant efter at jeg i forbindelse med en øvelse fik en hjernerystelse der ikke fortog sig. Jeg var blevet en man ikke kunne regne med, og dermed ubrugelig som soldat.

En måned forinden havde min daværende kæreste og jeg brudt med hinanden. Jeg var en 23-årig drengerøv der ikke var klar til at lege far, mor og børn. Jeg ville ud at rejse, feste med gutterne, rende i byen.

Nu var jeg så på sygedagpenge og startede flere gange i kommunale afklaringsforløb. I det ene forløb måtte jeg ofte enten gå hjem eller bede om at få lov at sove på en madras på stedet. De dage der var værst, sov jeg 15-18 timer i døgnet. I et andet forløb magtede jeg ikke at møde til tiden på trods af at kursusstedet lå under en kilometer fra mit hjem.

Fremtiden virkede håbløs. Dog havde jeg et enkelt mål i tågen. Jeg ville gerne være noget inden for social og sundhed. Jeg fik tilbudt et forløb der levede op til mine ønsker – men jeg mødte ikke op den dag mit forløb skulle starte. Mine afklaringsforløb blev afsluttet med en både uholdbar og uklar plan for hvad der skulle ske med mig.

Min hukommelse fra den tid er så sløret at jeg har svært ved at finde hoved og hale i de forløb jeg var igennem, og hvad der i øvrigt skete. Men i hvert fald begyndte jeg at drikke ofte og meget.

Festerne eskalerede. Jeg havde ondt. Ondt i knolden. På grund af hjernerystelsen. Nogen anden grund kendte jeg ikke på tidspunktet. I 2009 drak jeg meget, og det tog stadig til. I starten af 2010 var jeg gået over til kokain blandet med alkohol. Jeg selvmedicinerede. Og ikke kun i weekenderne. Oveni levede jeg af junkfood og cola.

Klokken fire om natten d. 27. juni 2010 sluttede det. Efter endnu en bytur låste jeg mig ind i min opgang. På vej op af trappen mistede jeg balancen, faldt bagover og slog baghovedet ned i trappekanten. Jeg fik en hjerneblødning.

Larmen vækkede nogle naboer som fandt mig med det samme. Min patientjournal fortæller at jeg blev kørt til skadestuen i Århus og kom ind ad døren godt hjulpet af to betjente. Jeg kunne ikke gå selv. Den efterfølgende MR-skanning viste at jeg gik rundt med en svulst i hjernen. Svulsten var heldigvis godartet.

By |2018-09-25T15:54:04+00:0025. juni 2013|Akutfasen, Blog, Frustration, Hjerneblødning, Identitet|0 Kommentarer

Om forfatteren:

Martin Bache
Faldt som 24-årig og fik en hjerneblødning hvor man på samme tidspunkt fandt en svulst. Jeg blogger om livet som hjerneskadet.

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies