Soldaten der blev førtidspensionist – (1/7)

Jeg var fra 2005 til 2008 ansat ved Jydske Dragon Regiment og kom efterfølgende til Telegrafregimentet hvor jeg var fra 2008 til 2009. Jeg var infanterist og ubeskriveligt stolt af det. Jeg gik rank – som jeg havde lært det. Stod med hænderne bag på ryggen når jeg talte med folk – aldrig i lommen, for det så sjusket ud.

Udefra set virker det måske overdrevet, men når man er derinde, er det hverdagen. For mig var det så indøvet at hænderne automatisk foldede sig på ryggen hver gang jeg stod stille et øjeblik. Min disciplin kunne der ikke sættes en finger på. For eksempel ”tjekkede’ jeg aldrig noget. Vi infanterister kontrollerer og efterser – kun bøsser og piloter tjekker, siger vi.

Under en øvelse pådrog jeg mig en hjernerystelse. Bagefter var rutiner der ellers havde siddet på rygraden, pludselig glemt. I den tilstand kan man ikke udsendes – af hensyn til sin egen og holdets sikkerhed.

På en øvelse hvor jeg skulle gå først ind i et hus, glemte jeg proceduren. Man besluttede herefter at sætte mig af holdet i tide, inden der skete noget. Det var bedst for alle! Min familie har senere fortalt at de i den periode kunne se glæden og stoltheden i mine øjne forsvinde.

Jeg fik i stedet en stilling som forsynerhjælper i et værnepligtigt kompagni i Fredericia. Min opgave var, i samarbejde med resten af det mandskab der var i kompagniet, at hjælpe med at få de værnepligtiges uddannelsesmateriale og dage til at hænge sammen,

På kasernen var flere stående kompagnier. Det er dem der bliver sendt ud på missioner. Jeg talte med to af disse kompagnier om muligheden for at komme over til dem og være en del af deres personel. Drømmen om at komme ud som infanterist – eller i det mindste som forsyner – var i højeste grad i live da bataljonslægen vurderede at min hjernerystelse endnu ikke var faldet til ro.

Jeg fortsatte i stillingen som forsynerhjælper, men soldat var jeg ikke længere. Jeg oplevede det selv som om at jeg mistede modet og lysten til at være det. Min tidligere disciplin forsvandt, for eksempel begyndte jeg at komme for sent. Faktisk udeblev jeg på et tidspunkt fra tjeneste i en hel uge. Det er ikke helt populært i Forsvaret, kan jeg oplyse.

På det tidspunkt forstod jeg ikke hvad der var i vejen, men min hukommelse fra perioden er næsten ikke eksisterende. Jeg husker at jeg tog toget fra Fredericia til Århus, tog bussen videre fra min lejlighed til færgen, og med færgen til Sjælland for at besøge min daværende kæreste i Kalundborg. Set i bakspejlet virker det absurd, fordi jeg i dag slet ikke ville kunne overskue at begive mig ud på sådan en tur. Sådan er mit liv nu, men det vender jeg tilbage til.

I slutningen af januar 2009 trak min kaptajn mig ind på hans kontor. Mine udeblivelser og forsinkelser havde allerede kostet en advarsel. Nu fik jeg besked om at min kontrakt ikke ville blive forlænget når den udløb i februar. Kaptajnen sluttede af med at opfordre mig til at få rettet op på den dårlige stil jeg havde tillagt mig, for han mente at der var mere godt gemt i mig.

Februar 2009 gik jeg så fra at være soldat til at være på sygedagpenge – på grund af hvad der på det tidspunkt ikke kunne forklares med andet end en hjernerystelse der ikke ville gå væk. Faktisk var jeg på offentlig ydelse i fire år frem til min førtidspension gik igennem i februar 2013.