Refleksioner efter min hjerneskade (7/7)

I lang tid efter skaden huskede jeg slet intet fra før skaden, men det begyndte langsomt at komme igen for noget tid siden. Meget er stadig forsvundet, for eksempel husker jeg stadig ikke rigtigt mine to sidste forhold. Efterhånden som hukommelsen vender tilbage, sætter den også tanker i gang om det der egentlig er sket, den jeg var, menneskene omkring mig.

Jeg har tidligere fortalt hvordan jeg forlod min arbejdsplads i Fredericia, tog over Århus med tog og bus for at hente nogle ting og fortsatte til min daværende kæreste i Kalundborg. En rejse jeg slet ikke kan overskue i dag. Det virker absurd at jeg har taget sådan en tur. I dag ville det være umuligt. Det kan være enormt bedrøvende at tænke over hvad jeg har mistet, men på samme tid skal jeg se fremad og ikke lade mig kue af det jeg ikke længere ‘har i bagagen’. Ja, der er sket negative ting i mit liv. Men der er altså sket flest positive. Alligevel kan de negative godt få en overvægt. Desværre.

Mine tanker kan gå i tomgang. Jeg kan sidde og stirre tomt ud i luften. Men der er en grund til det. Jeg har brug for et mentalt pusterum. Jeg er træt. Men når man er på bunden, er der kun en vej, og det er op.

Min far og stedmor var de første der ankom til hospitalet efter min ulykke i trappeopgangen. De kunne ikke svare på de ansattes spørgsmål, fordi de ikke vidste noget om mig. Da min moster kort tid efter kom til, smuttede min far med ordene: Så tager du over herfra? Og de gange han kom på besøg i de ni måneder jeg var indlagt, kan tælles på en hånd. Jeg har ikke meget til overs for min far.

En tidligere god ven af mig og jeg havde et mantra: ‘Karma kommer tilbage.’ Alt hvad man gør, kommer tilbage. Det tror jeg stadig på. Jeg forsøger ikke at være sur og indebrændt, men at finde måder hvor jeg kan give noget til andre, med de begrænsninger jeg nu har.

Som mange andre med store kognitive udfordringer har jeg tænkt at jeg hellere ville have haft et fysisk handicap. Noget andre mennesker kunne se. Hellere det end at miste evnen til at tænke en selvstændig og gennemtænkt tanke selv.

Har du læst min beretning og læser med her nu, tænker du måske at det her virker nogenlunde gennemtænkt. Tro mig, det har også taget lang tid og krævet store ressourcer. Jeg har brugt tid på at tænke over hver eneste skrevne sætning, og alligevel har det hele vejen igennem været en stor rodebutik – ligesom det er inde i mit hoved.

Vejen hertil har været et mylder af ord i fire WordPad-dokumenter, sætninger på et par lapper papir og nye indfald undervejs. Jeg har arbejdet med de her indlæg i utroligt lang tid, og alligevel har jeg til sidst fået hjælp til at skabe struktur i alle mine tanker og tekster. Derfor virker det som om der er mere styr på mig, end der egentlig er.

Jeg kan kun opfordre alle til at passe på hovedet. Det kan ikke byttes. En hjerneskade er ikke sådan at spøge med. Og alligevel – tænker jeg lige tilbage på det en kort stund nu, så er jeg sgu glad for at det endte som det gjorde.