Hverdagen som hjerneskadet (6/7)

Jeg var 24 år da min verden faldt sammen. Med et var det slut med byture, biografbesøg, smutture over grænsen eller roadtrip ud i det blå. Min ungdom var slut – og ikke som for andre fordi jeg var blevet voksen og klar til at starte uddannelse eller stifte familie. Var det så bare det…

Jeg havde fået en hjerneskade. En hjerneskade der havde bragt en masse forandringer med sig. Forandringer som jeg skulle lære at leve med.

Følger af en hjerneskade kommer i alle afskygninger, og det kan tage tid at opdage hvilke man egentlig har – og i hvilken grad. Dem jeg har lært bedst at kende, er trætheden, overblikket og det at overskue opgaver når der er noget jeg skal.

Jeg er træt. Mit batteri løber hurtigt tør for strøm, så fordelingen af ressourcer fra jeg står op og hen over hele dagen er nøje gennemtænkt. Alt forsøger jeg at planlægge. Spontanitet findes ikke længere i min verden.

Struktur og planlægning

Skal jeg ind til byen for at købe et par bukser, så er det lige før jeg skal skrive det på min hånd. Jeg er så ukoncentreret og alt forstyrrer og trætter mig. Uden en stram planlægning kommer jeg i stedet hjem med en t-shirt eller alt for store bukser. Jeg glemmer at jeg et par dage i forvejen allerede har købt de bukser som jeg køber igen i dag. Jeg tager ind for at bytte dem, kun for at bytte dem, og forsøger ikke at gøre noget andet. Måske får jeg en is.

I det hele taget er det at købe tøj en stor udfordring. Der er så mange sammensætninger – det skal være i samme stil; bukser, sko, trøjer, skjorter skal passe sammen; der skal tænkes på om det skal bruges til sommer, vinter, efter år eller forår. Det hele skal passe sammen – og så skal jeg også have råd til det.

Langt hen ad vejen higer jeg efter en der kan tage mig under armen og sige: Kom, nu gør vi sådan her. Men jeg vil ikke have det sådan, for så lærer jeg det aldrig selv.

Med stor hjælp fra Helle har jeg lært at undersøge præcist hvad jeg skal købe, og hvor jeg skal købe det, inden jeg tager af sted. Helle har også lært mig at prøve tøjet inden jeg smider det på disken og betaler. Og at lade være med at klippe mærkerne af når jeg er kommet hjem med tingene. Jeg tænker tit at det må være en belastning at være sammen med sådan en som mig. Men vi har begge vores, Helle og jeg. Vægtskålen er lige.

Det sociale liv

Livet med en hjerneskade giver mange kampe. En af de største er at det sociale liv forsvinder. Da jeg så småt begyndte at vende tilbage til den virkelige verden, levede jeg størstedelen af mit sociale liv på internettet. På Facebook kunne jeg skrive og holde kontakten med min omgangskreds.

I de ni måneder jeg sammenlagt var indlagt, havde jeg Kasper, Morten og Emil. De tog sig tid til at besøge mig mens jeg genoptrænede og rehabiliterede. De fulgte mig dengang, og de følger mig stadig, sammen med Jesper og Møller – så meget som de nu kan med egne job, børn og fritidsinteresser. Selv er jeg førtidspensionist. Jeg har mit virke først på dagen og igen efter mit hvil om eftermiddagen. Midt i mellem fungerer jeg ikke. Det er en kabale der sjældent går op med de ikke ramte venners liv. Men når den gør, så nyder jeg den tid jeg har med drengene. Jeg kan ikke helt være med på deres niveau, men alligevel er det den tid hvor jeg føler mig mest normal.

En anden ting som vanskeliggør det sociale, er at jeg ‘taler bedre på tekst’. Jeg er ikke god til samtaler, slet ikke hvis det er mellem flere mennesker. Jeg dur kun til korte, primitive samtaler. Uden forstyrrelser. Tv, mobiler, radio og så videre skal være slukkede. Vi skal kigge hinanden i øjnene mens vi taler, ellers forsvinder jeg et andet sted hen. Det lyder måske som om at jeg maler fanden på væggen. Men jeg bliver nødt til at male fanden på væggen – for det er sådan, det er. Nogle perioder er værre end andre. Det er værst når jeg er træt fordi jeg har kørt mig selv for hårdt i nogle dage.

Min hjerne suger alt til sig. De andres kropssprog, lyde fra biler der kører forbi, andre mennesker der bryder ind i samtalen – afbrydelser. Idéproduktionen i mit hoved er nedsat. Jeg tænker ikke fremad i samtalen; udvikler ikke videre i konteksten mens vi står og taler.

Forleden spurgte jeg en af mine kammerater om hans mor hed Henning (Hun hedder Henningsen). Det var egentlig ment som en joke hvor jeg skulle have sagt noget mere. Men jeg fik ikke talt færdigt fordi jeg lige skulle tænke videre over det næste jeg ville, og så var mine kammerater allerede videre i deres snak – og jeg var koblet af.

Det kan godt gøre mig ked af det. På samme tid er jeg simpelthen så glad for at have mulighed for at være med i det slæng jeg tidligere var en del af. De andre i slænget får mig til at følge mig normal. Eller så normal, som jeg nu kan være. Det vil jeg ikke undvære for noget i verden – heller ikke selvom det kan give de her små knubs.