Christian Jungersens “Du forsvinder” filmatiseres

For alle der elskede at læse “Du forsvinder” – eller hadede at læse fordi den gik for tæt på – eller måske frygtede at læse romanen om skolelederen Frederik som bliver ramt af en hjernesvulst, er der fantastisk nyt.

Zentropa laver “Du forsvinder” som film. Nikolaj Lie Kaas er Frederik, Trine Dyrholm hans kone Mia og Mikael Nyqvist advokaten Bernard. Optagelserne foregår her i efteråret i Silkeborg, København, Trollhättan i Sverige og på Mallorca.

Hjerneskadeforeningen har spillet en rolle allerede inden bogen blev til, og nogle vil måske huske at Mia i bogen bruger forummet på hjerneskadet.dk til at få kontakt med andre pårørende.

I forbindelse med research til filmen har vi også hjulpet instruktør, producer og skuespillere med at få indblik i livet efter en hjerneskade, hvad enten man er ramt eller pårørende. TAK til jer der har deltaget i interview, og til jer der delte jeres historier til højskoledagen på Zentropa.

Filmen har et budget på 26 millioner kroner og et drømmehold ikke bare foran, men også kameraet. Instruktøren Peter Schønau Fog er manden bag den prisbelønnede film Kunsten at græde i kor (Bodil-pris for Bedste Film, Robert-prisen for Bedste Film, Nordisk Råds Filmpris) fra 2006, og filmens producer Louise Vesth har sikret en lang række Zentropa-successer, blandt andet er hun producer på filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens populære krimier om Afdeling Q.

Filmen får premiere i februar 2017.

Har du endnu ikke læst bogen, kan du købe den i vores butik.

Se Zentropas pressemeddelelse om den kommende film Du forsvinder