Hammel Neurocenter (4/7)

D. 6. oktober 2010 blev jeg opereret i hjernen på grund af en svulst. Svulsten havde uventet vist sig på et skanningsbillede som jeg fik taget da jeg efter en bytur var faldet i en trappeopgang og havde fået en hjerneblødning. Jeg husker intet fra operationen eller tiden derefter. Først fra midt i november begyndte min hjerne så småt at vågne op og lagre det der senere er blevet mine erindringer fra Hammel Neurocenter.

Noget af det første jeg husker, er at min mor og moster kom på besøg. Jeg ville have de skulle sætte sig på min seng. Jeg havde noget meget vigtigt at sige til dem! Det var sandt, det jeg nu ville sige. De skulle tro på mig. Jeg var i Hammel, og det var virkelighed. Den historie har jeg hørt igen og igen. Men jeg bliver glad hver gang jeg hører den.

Man skal forstå at jeg efter operationen levede i en slags boble. Den boble brast efterhånden som ergoterapeuterne, fysioterapeuterne, neuropsykologerne, lægerne og de andre specialister i Hammel fik prikket hul ind til mig. Jeg var en svær nød at knække. Jeg kastede med frugter og spyttede efter alt og alle. Det havde jeg allerede gjort på Kommunehospitalet. Der blev jeg desuden kendt som ham der havde en onkel der var brandmand. Jeg havde åbenbart spurgt om jeg ikke nok måtte ryge på stuen hvis han var der. Han kunne jo slukke ilden hvis der skete noget, Jeg spiste hindbærsnitter og drak kakao med sin moster. Jeg fik massage af alle i min familie. Selv min farmor fik jeg overtalt til at give mig fodmassage. Jeg husker intet af det! Man er en særling inde i den boble. Jeg tror man ser lidt af hvert og skal finde sig i en del når man er inden for det fag.

Mens jeg stadig var på kommunehospitalet, tog min far sig den frihed at ruske mig og fortælle mig hvad der var virkelighed, og hvad der var fantasi. Det kan jeg til gengæld godt huske. Jeg tror ikke min far ville acceptere at hans søn havde fået en hjerneskade. I hvert fald kunne han ikke kapere svingningerne i min funktionsevne. I begyndelsen af mit ophold på Hammel Neurocenter var jeg på H4.

Min hjerneskade gav mig et eller andet ved navne, og jeg husker de fleste fra Hammel endnu. Jeg husker også at jeg gik med ble på mens jeg var på H4. Jeg ville eller kunne ikke finde ud af at holde på min afføring. Når trangen var der, så gjorde jeg det der hvor jeg nu var. Det var som om jeg havde glemt hvordan man gik på toilettet. I dag kan jeg stadig huske følelsen af at have bleen på. Det var ydmygende. Det var også ydmygende at skulle bades af to plejere. Det var så uvant. Jeg havde problemer med at finde rundt. Mens jeg var indlagt på Hammel, troede jeg faktisk at jeg var i en bygning på Silkeborgvej i Århus. Jeg var sikker på at jeg bare kunne gå ud på vejen og så hjem. Heldigvis gjorde jeg det ikke.

Efter en tid fik jeg problemer med at sove på min stue. Jeg krøb ind i spisestuen og sov på sofaen. Der var et tv i spisestuen. Jeg husker at Natholdet lige var startet på det tidspunkt. Jeg måtte altid lige se det færdigt. Så kunne jeg sove efter programmet. Fra H4 blev jeg sluset videre til H11 som var det næste skridt i min genoptræning. På H11 var der en større frihed. Jeg fik lov til mere. For eksempel kunne jeg gå ned i Sansehaven som er en gårdhave der ligger omkranset af Neurocentret. I den periode udviklede jeg min store kærlighed til Frijsenborg Slot og Lystskoven omkring. Jeg gik derud næsten hver dag. Tog billeder af skoven og dyrene. Mest af alt nød jeg at komme ud fra min stue og hospitalet, væk fra genoptræning.

Så vidt jeg husker, gik tiden på H4 og H11 overvejende med fysisk genoptræning – meget fysisk genoptræning. Bortset fra Wii og billard, husker jeg ikke noget derfra som havde med det kognitive at gøre. Først da jeg kom på H20 kan jeg huske at der var kognitiv træning. Her tog den kognitive træning form. Gruppeterapi, samtaleterapi og samtale med neuropsykologen. Lidt mere fysisk tortur var der plads til, men ellers hygge og ture ud af huset med patienterne. Vi fik et godt bånd på H20, os der var indlagt. Og nu måtte jeg komme hjem i weekenderne. Faktisk havde jeg også været hjemme i weekenderne allerede mens jeg var på H11, men da var jeg taget hjem til min mor. Jeg var så tryg og så bundet af det system jeg var i, at jeg ikke brød mig om tanken om at komme hjem til mig selv. Jeg ville ikke være alene. Den der røde snor man kan hive i, hvis der sker noget. Den er betryggende. Og så det at der altid er personale. Den tanke skulle omvendes hvis jeg skulle hjem i min lejlighed eller i et bofællesskab som også kom på tale. Men H20 er hjemmetrænings/udslusningsafdelingen. Det sidste stop.

Snart blev det tid for et udskrivelsesmøde. Et møde der skulle belyse fremtidsudsigterne for mig. I mødet deltog Århus kommune, Hammel Neurocenter, min mor, og min onkel som havde fungeret som en far på sidelinjen. Det var til det møde at man foreslog at jeg skulle i et bofællesskab med ligesindede unge med en hjerneskade. Jeg kastede anker. Jeg ville hjem! Ikke mere institution, ikke mere noget. Da jeg et par måneder senere sad alene en nat i min gamle lejlighed i Åbyhøjgården, kom alligevel følelsen af at bofællesskabet ville have været bedst. Jeg må ærligt sige at jeg var pisse bange. I lang tid var de fleste nætter søvnløse.