Mød et Hovedtrop-medlem

 

Jenny Auerbach er medlem af Hjerneskadeforeningens Hovedtropperne på Fyn.Jenny Auerbach, Svendborg

Medlem af Hovedtropperne på Fyn siden 2004

 

FacebookJenny kan finde på Facebook (klik her)

Jeg vil gerne fortælle min historie, og hvad jeg får ud af at komme i Hovedtropperne.

December, 2003. Jeg er på vej til gymnasiet da jeg pludselig falder død om. Jeg har fået hjertestop. De personificerede engle jeg følges med, får hurtigt tilkaldt hjælp.

Det næste der sker, er at jeg bliver genoplivet på Aabenraa Sygehus og lagt i kunstigt koma. Herefter bliver jeg med babu babu kørt til Odense Universitetshospital. Her finder de ud af at mit hjerte har vokset sig for stort. Jeg får en ICD-pacemaker.

10 år senere finder dygtige læger ud af at jeg har fået hjertesvigt. Det kommer jeg i behandling for. I marts 2015 får jeg et donorhjerte. Jeg er heldig. Det hele skal passe sammen i blandt andet størrelse og blodtype. Og der er mangel på donorer i Danmark.

Under forløbet (2003-nu) har jeg fået kæmpe støtte ved at komme i Hovedtropperne hvor jeg kan være uden at føle mig ‘unormal’. I Hovedtropperne er langt de fleste hjerneskadede på grund af det ene eller andet.

Jeg nyder at komme i Hovedtropperne og føle mig som en del af noget, nu hvor jeg ikke kan bidrage med andet end udgifter for samfundet.

Her laver vi mad sammen, hygger, snakker og spiller. Det er jeg alt sammen god til. Og det jeg ikke kan, kan jeg øve mig på her, uden at folk synes jeg er underlig. Det er dejligt! Heja for Hovedtropperne!

Ud over de ugentlige møder, har jeg også fået gode venner som jeg laver ting sammen med privat.

Christian Brønserud er medlem af Hjerneskadeforeningens Hovedtropperne på FynChristian Brønserud, Otterup

Medlem af Hovedtropperne på Fyn siden 2005

 

FacebookChristian kan du finde på Facebook (klik her)

Jeg er kommet en del år i hovedtropperne fordi jeg den 07.02.2004 var dum nok til at gå over for rødt. En fejl der ændrede mit liv en del. Jeg brækkede arme og ben, min højre lunge klappede sammen, og jeg havde kraniebrud og hjerneblødning. Jeg lå derfor bevidstløs lige under en måned.

Lægerne sagde, at det der reddede mig, var at jeg var ung. Jeg var 19 da det skete, og gik i 3G HTX. Mit liv var et ret almindeligt liv. Jeg var i rimelig god form fordi en ny ven, Peter, havde fået mig med til thaiboksning som jeg blev bidt af, og så var jeg også begyndt at løbe og styrketræne.

Jeg havde mange venner og derfor en del besøg da jeg lå bevidstløs – men det husker jeg ikke selv. Det første, jeg husker er Hammel Neurocenter hvor jeg ikke kunne lide at være. Da min ene lunge klappede sammen, kom jeg i stedet på Skejby Sygehus, og jeg vendte ikke tilbage til Hammel.

Jeg husker ikke det sidste halve år inden ulykken, så det var underligt en dag pludselig igen at skulle være hjemme ved mine forældre og bygge en dagligdag op. Hvordan skulle mit liv nu se ud?

Jeg havde tabt mig en del, mindst 17 kg. Jeg kunne ikke gå særligt godt – eller langt. Min balance var også ret dårlig. På Hammel havde jeg siddet i en kørestol når min mor ind i mellem fik lov at gå en tur med mig ud i byen.

Jeg turde ikke andet end søge førtidspension, for jeg havde ret svært ved at se mig følge det normale uddannelseforløb, fordi jeg ikke kan huske som før. Det ville blive svært for mig at følge en normal skoledag.

Jeg fandt Hovedtropperne allerede i 2005 da jeg kom hjem. Vi mødes hver 14. dag, laver mad og spiser sammen og snakker en masse. En gang i mellem tager vi på udflugt.

Noget af det værste efter en ulykke er det store sociale tab, som de fleste nok har. Det lyder måske underligt, men hvordan vender man lige tilbage til de gamle venner når de er blevet færdige med deres HTX og er fortsat i systemet. Og du ikke selv har rykket dig? Venner har jo gerne noget til fælles, men det fælles forsvinder når ens liv bliver forstyrret af fx en trafikulykke. Det er svært at holde venskabet ved lige når de er ”normale”, og man ikke er det. Man kommer ret langt fra det normale “unge liv” med alkohol og fester og fuld knald på.

Jeg har prøvet at møde “normale” mennesker over nettet i et forsøg på at finde en kæreste. Jeg oplevede, at en del blev skræmte af at jeg var førtidspensionst. Jeg valgte at være ærlig med min historie som alligevel ikke ville kunne holdes skjult ret længe. Mit liv ser jo noget anderledes ud, end de fleste på min alder.

Jeg er rigtig glad for at kunne mødes med Hovedtropperne. Her er vi en gruppe unge som alle er hjerneskadede på en eller anden måde. Det har vi alle til fælles, og vi accepterer hinanden.

Siden 2013 har jeg af og til holdt foredrag for unge, oftest på Syddansk Erhvervsskole. Det er svært at forstå for jer normale, men jeg blev ked af at overleve ulykken fordi jeg vidste at det ville blive så stor en udfordring fremover. I dag har jeg det heldigvis kun sådan engang imellem. Det var værre i starten, da jeg var længere væk fra et almindeligt liv.

Fra starten sagde jeg at jeg ville tilbage til HTX, men det har jeg da opgivet. Nu kan jeg nøjes med mit skånejob hos en tømmer i Otterup, hvor jeg også har hus. Jeg vil stadig gerne arbejde, men jeg kan ikke holde til at arbejde 37 timer, hverken i kroppen eller hovedet. Det er svært at forklare hvordan man bliver træt i hovedet på en anden måde end før. Jeg arbejder to dage mellem klokken 7.00 og 15.30. Tit er jeg træt når jeg tager hjem, men glad for at jeg stadig kan arbejde. For jeg er da stadig ret almindelig og har da både lidt arbejde, hus og bil.

I videoen fortæller Christian om sin ulykke, genoptræning og liv med en skade. Videoen er produceret på CSV i 2011.