Kenneth, Brian og Brian taler om hvordan man ser på sig selv i den første tid efter at man er ramt af en hjerneskade.

Identiteten efter en hjerneskade

Hvem er jeg?

Som hjerneskaderamt mister man sig selv og skal finde sin nye identitet. Det kræver en omfattende gentænkning af – ikke kun hvem man er, men også hvem man gerne vil være. Man kan med rette diskutere, om det overhovedet er muligt at leve efter en hjerneskade, før man har lært sit nye jeg at kende. Vejen til den nye identitet er krævende, lang og ofte ensom. Man tvivler igen og igen på sig selv, det er svært at genkende sine egne reaktioner og opførsel, og det at erkende og acceptere at man ikke længere kan alting selv og har brug for hjælp, rammer hårdt. Det er ikke usædvanligt at både ramte og pårørende taler om den “nye” og den “gamle” person.

Du har selv løsningen

Du er blevet ramt. Pludseligt. Uanset årsagen til hjerneskaden er det ikke noget, du kan lave om på. Det har haft ubærlige konsekvenser. Du har mistet – evner, netværk, den planlagte fremtid, måske job og ikke mindst en del af dig selv. Grundlæggende har du to valg. 1) Du kan blive ved med at fokusere på det der var, alt det tabte, eller 2) du kan se på det som er, alt det du har, det du kan, og det du kan stadig kan få.

 

Løsning #1:
Vær vred, beklag dig, hav ondt af dig selv, skæld ud på dine omgivelser, spørg dig selv igen og igen HVORFOR MIG, vær vred på systemet og på lægerne som ikke kunne kurere dig, råb af fagpersoner du ikke føler forstår dig, slå dig selv i hovedet, vær bitter, giv dig selv skylden, brug al din tid alene, se en masse tv, skriv vrede breve til dem som plejede at være dine venner, ty til alkohol eller piller, undgå ligesindede fordi det er en flok klynkehoveder (eller jubeloptimister), meld dig ud af Hjerneskadeforeningen fordi der er alligevel ingen der kan hjælpe dig.

 

Løsning #2:
Acceptér det som er sket, tænk fremad, brug tid på at finde dit nye jeg, erkend at hjerneskade ikke kan kureres, acceptér at rehabilitering tager forbandet lang tid, investér – hvis du kan – i ekstra træning med dygtige fagpersoner, find nye løsninger på det du ikke længere kan, giv dig selv lov til at sørge af og til – og kom så i gang igen, del din historie med andre og giv ligesindede håb, find nye venner som kan lide den du er, sig tak til dem der hjælper dig – fagpersoner såvel som familie og venner, sørg for at have nogen at snakke med, vær med i støttegrupper, tag med til Hjerneskadeforeningens aktiviteter og brug mulighederne for støtte og rådgivning.

 

HVAD VÆLGER DU?

 

 

Naturligvis er der ikke noget “bare” i dit rehabiliteringsforløb, og selvfølgelig kan du ikke springe over løsning #1 og direkte til #2. Men du SKAL videre med tiden, så hvorfor ikke få begyndt? At du får det bedre, er ikke alene dit ansvar, der mange der skal hjælpe dig undervejs, men du er den vigtigste, den der har mest indflydelse på om det vil lykkes.

MEN – ikke alt skal være positivt

Nogle gange skal du give efter. Tude og råbe og være vred. Kravle under dynen og nægte at stå op. Bede velmenende familie og fagpersoner om at lade dig være i fred. Ingen kan holde til altid at have smilet på eller altid at lede efter en lyserød sky når himlen er kulsort. Du må godt stille det krav til dine omgivelser, når du har dårlige timer, dage eller uger, at så skal du ikke tænke positivt. Og at de skal lytte og respektere din vrede og sorg uden at forsøge at fikse den.

For sandsynligvis vil du – ligesom alle andre – have perioder hvor løsning #1 er den eneste du kan forholde dig til. Det er fordi du sørger over det du har mistet.

Sorg er en helt naturlig følge af hjerneskade, og det er også almindeligt at sorgen aldrig helt forsvinder. For i modsætning til mange andre hændelser som man kommer til at sørge over i sit liv, så er livet med en hjerneskade en daglig påmindelse om det man har mistet. Den sorg du skal gennemleve efter din hjerneskade, ligner på mange måder den sorg man oplever, hvis man for eksempel mister en man elsker, men alligevel er den forskellig netop på grund af dette.

Det vigtige er at de sorte skyer enten selv trækker væk, eller at du skubber dem væk. At du kommer tilbage på sporet og op i humør.

Bed om hjælp
hvis du begynder at tvivle på om du kan gøre det selv.
Ryger du ind i en depression, SKAL du have hjælp.

Læs videre om identitet: Find dit nye jeg

Det bedste nogen har gjort for mig efter hjerneskaden er at acceptere at jeg ikke bliver den samme som før.

 

Inspiration - Sagsbehandling

Tegneserie

Læs Sune Hansens skarpe tegneserie om en hjerneskadets oplevelse med den kommunale sagsbehandling.

Hjerneskadebloggen

Hjerneskadeblog

På hjerneskadebloggen kan du læse om andres oplevelser i forbindelse med genoptræning og sagsbehandling.

Støt Hjerneskadeforeningens arbejde med at formidle livet med en hjerneskade

Brevkasse

Er du i tvivl, så spørg brevkassen. Vores socialrådgivere og samarbejdspartnere svarer på det meste.

Hvem er du?

Tænker du mon på dig selv som to personer – den der var før, og den der er nu? Skriv gerne din egen oplevelse i kommentarfeltet herunder.