Livet med hjerneskadetræthed

En hjerneskade er lig med forandring, og den træthed som mange ramte oplever, har en enorm indflydelse på livet efter skaden. Herunder er en liste over en del af de forandringer.

Alt er blevet sværere

Du kan opleve at alt det der plejede at være ligetil, nu er en udfordring. Det er blevet svært, alting tager længere tid, og meget skal læres på ny. Det betyder at din krop og hjerne skal bruge meget mere energi end tidligere på at klare det samme.

Du mister noget af dig selv

Trætheden kan alene være et handicap. Det betyder du ikke længere kan det samme som før. Særligt hårdt er det, hvis du er en person der plejede at udrette meget; en person der plejede at nå meget i hverdagen. Det er normalt at tænke “Jeg plejede at kunne det hele, nu kan jeg ikke engang….”

Du presser dig selv for hårdt

Du kan synes at det at holde pause er en dårlig ide hvis du har meget at nå. Men det er uhensigtsmæssigt at presse dig selv hvis du er ramt af en hjerneskade. Presser du dig selv for hårdt, kan du opleve smerte, udmattelse, at du går i sort eller får et decideret sammenbrud.

Du føler ikke du har grund til at være træt

Husk at det er din hjerne der er træt. Din krop behøver ikke være det selvom du føler hjerneskadetrætheden.

Du kan ikke sove om natten

Hjerneskadetræthed kan give søvnproblemer, men søvnproblemer kan også have andre årsager, eksempelvis stress eller medicin. Tal med din læge hvis du er i tvivl om hvorfor du ikke kan sove om natten.

Du kan ikke styre temperament og følelser

Det er normalt i perioder at føle sig sur og trist efter en hjerneskade. Når alt er blevet sværere, og du måske føler dig utilstrækkelig, så er der ikke langt til negative følelser. Udtrætningen forstærker følelserne og kan gøre dig opfarende og irritabel. Måske oplever du at du råber af eller skælder meget mere ud på dine nærmeste, eller at du kan bryde sammen i gråd.

Der er ingen der forstår hvordan det er

Andre mennesker forstår ikke hvad der foregår, og mange ramte fortæller at de føler sig under mistanke for at overdrive eller ‘spille’ på sin sygdom.

Du isolerer dig fra andre mennesker

Du kan være flov over ikke at være som før; at du skal tage hvilepauser eller bede om at få musikken slukket når du er til fødselsdag. Det kan føles nemmere at holde sig væk end at forklare.

Du lever på sidelinjen

Du kan få svært ved at være mentalt til stede. Måske trækker du dig ind i dig selv når du er sammen med andre, og føler dig af og til mere som en tilskuer end som en deltager i dit eget liv.

Hjerneskadetræthed 03

Link til viden

Inspiration - litteratur

Nyttig håndbog

Håndbog om neuropædagogik giver nyttig viden om hjernen.

Hjerneskadebloggen

Hjerneskadeblog

Blog om at leve med træthed og andre følger efter hjerneskade.

Støt Hjerneskadeforeningens arbejde med at formidle livet med en hjerneskade

Bliv medlem

Hele husstanden får glæde af foreningens tilbud for kun 250,- om året.

Kommenter på artiklen

Listen er ikke komplet. Har du tilføjelser fra din egen hverdag, kan du tilføje dem i kommentaren. På den måde hjælper du os med at gøre artiklen endnu bedre.