Strøm hjalp Thomas’ hånd i gang

47 år gammel, civilingeniør og far til to små børn på henholdsvis 2 og 6 år blev Thomas Vissing i oktober 2013 ramt af en hjerneblødning, der kostede tre måneder på hospitalet. Som det sker for mange apopleksiramte, spændte skaden Thomas’ hånd fast ved brystet – men med strøm direkte til musklerne kom den i gang igen.

Normalt kan det være farligt at få strøm gennem kroppen, men i mindre og kontrolleret omfang kan strøm få musklerne i en lammet arm til at bevæge sig igen. Det ikke bare styrker musklerne, men får også sendt signaler til hjernen, som ligner dem, hjernen sædvanligvis modtager.

For hjernen er den elektrisk stimulerede bevægelse lige så virkelig som kroppens øvrige bevægelser.

»Det er hånden, jeg skal bevæge, men hjernen, jeg skal fokusere og træne. Hånden har ingen fejl,« fortæller Thomas, som dels træner med strøm 2 x halvanden time om ugen hos fysioterapeutklinikken Apofysio i Glostrup, dels træner hver dag hjemme i 1-2 timer. Det sidste kan han, fordi hans kommune har bevilliget det NMES-apparat, som han dagligt bruger i sin træning.

Da Thomas første gang kom i klinikken, kunne han hverken løfte eller sænke hånden, men det ændrede sig efter få gange med strøm. Hans første ønske var at kunne bruge armen til at holde balancen med. I dag kan han blandt andet rejse sig fra sofaen ved at støtte sig til højre arm, og han kan hente sine børn efter børnehave og skole på cykel.

»Nu bruger jeg armen, når jeg cykler. Dens partner, venstre hånd, er med til at sætte den fast på styret. Der sker et eller andet inde i hjernen, når jeg har cyklet nogen tid. Hjernen kan genkende de bevægelser, som højre hånd er involveret i. Det er, som om den siger: ‘Det her kan jeg godt huske, at jeg har gjort før’. Bagefter slapper den mere af. Det har betydet, at jeg har fået en meget bedre fornemmelse af min højre side. Det betyder, at jeg bruger mindre energi. Og energiregningen er noget, der skal bringes ned. Bruger man meget energi, tager det meget fokus, og så får man ikke lavet så mange andre ting.«

Efterhånden som hånden bliver bedre, øges også Thomas’ arbejdsevne. Han har umiddelbart gode udsigter til en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, på trods af de begrænsninger hånden sætter. Det er motiverende, men allermest motiverende er dog børnene.

»Det at have små børn har virkelig meget at gøre med ens indsats for at komme tilbage. Der er ingen tvivl om, at de små virkelig er med til at give det sidste ryk i træningen. Man siger: ‘Nu skal jeg! Jeg SKAL videre’. Man vil gøre det nødvendige. Mange bliver kede af det og siger: ‘Jeg ville ønske, jeg ikke var blevet syg’, men altså, jeg har ikke et øjeblik været ked af det, for på grund af børnene er det så vigtigt at kunne komme tilbage. Det handler kun om, hvad skal der ske nu? Det er derfor, man selv banker på døren til terapeuten på hospitalet og siger: ‘Nu skal du gøre noget. Jeg kan ikke være her i 100 år’.

Apofysio, genoptræning, NMES, 02

Også Thomas’ smerter på grund af spændingerne i armen er forsvundet. At slippe af med smerten var et helt konkret ønske for Thomas, der altid sørger for at sætte sig små og opnåelige mål

»Det er vigtigt med små mål. Hvis jeg bare sagde: ‘Jeg vil kunne bruge min arm som før,’ så er målet så langt væk, at jeg ikke kommer nogen vegne. Det er også vigtigt, at øvelserne har et formål i dagligdagen. En af de første øvelser, jeg fik med hjem, var at rydde op i børnenes legetøj, så jeg kunne lære at holde fast. Jeg måtte skubbe legetøjet med venstre hånd ind i min højre, for jeg kunne ikke gribe fat. Men nu for et par uger siden trænede jeg det, mine fysioterapeuter kalder pincetgrebet, hvor man ytter en kuglepen fra den ene hånd til den anden. Den livskvalitet, der ligger i, hvis jeg kan genskabe den taktile bevægelse, det er så vigtigt at kunne gå og tænke på. Selve resultatet, altså hvor jeg ender henne, er egentlig mindre vigtigt.«

Livskvalitet er også at kunne genoptage en elsket hobby. Tidligere spillede Thomas guitar, og det er ikke det nemmeste uden to velfungerende arme. Imidlertid var det at kunne bruge sin guitar det mål, som Thomas tog med sig til sit ophold på Vejle ord Rehabilitering. Til alt held var der en ergoterapeut, der sagde: ‘Ja, så gør vi det’.

»Man tænker ikke over det som rask, men i guitarspillet har man virkelig brug for sine arme og faktisk også albuen. Det utrolige er, at når jeg sidder med guitaren, samtidig med at jeg har min el-stimulation på, så er hånden helt afslappet. Jeg har spillet, siden jeg var barn, og det er altså noget, ens hjerne kan huske. Jeg er sikker på, at hvis man tager et billede af min hjerne, mens jeg laver den her øvelse, så kan man se hele hjernen lyse op, fordi den siger: ‘Ok, det har jeg prøvet før’. Her kommer det her apparat virkelig til sin ret. Jeg kan slappe af og aktivere hånden, især underarmen. Så er der selvfølgelig motorikken. Den er der ikke endnu, så det er næste skridt.«

Genoptræning med volt og ampere

Information
Artiklen blev bragt i medlemsbladet Hjerneskadet nummer 1, 2016.
Åbn artiklen “Strøm hjalp Thomas’ hånd i gang” i PDF