Nanna Thomsen

Hvordan vender man tilbage?

af Nanna Thomsen

Jeg hørte forleden i radioen, at 2014 havde det laveste antal katastrofer for menneskeheden i mange år.

Personligt var 2014 det mest katastrofale år nogensinde for mig.

I marts måned er min bror på vej hjem fra Aalborg til Sjælland med en masse kammerater. De har været oppe og se fodbold, og kører hjem i tre biler.

Omkring Horsens rammer de tågebanker og kører galt.

Jeg ligger i min seng. Det er søndag aften. Jeg læser nyheder på min telefon, som jeg plejer, og scroller ned over siden. Jeg stopper ved en overskrift omkring biluheld, men går forbi. Jeg tænker at det ikke er relevant for mig.

Der går meget kort tid før min mobil ringer. Det er min brors kammerater der fortæller mig hvad der er sket. Der følger dernæst tre hektiske kvarter for at finde ud af hvad der er sket, koordinering, og hvad vi skal foretage os, indtil jeg får at vide at vi skal komme til Jylland – NU! Tre kvarter hvor jeg alene sidder med den viden om hvad der er sket. Jeg sætter møllen i gang med at ringe rundt og få styr på tingene. Vi kører.

Dernæst følger en vanvittig periode på mange forskellige hospitaler med dertilhørende koma, respirator, hjernescanninger, rygscanninger, lungescanninger og utallige operationer. Beskeder om at tiden er kritisk. Beskeder om at det er muligt han ikke overlever, at han aldrig nogensinde vågner igen, at han kan blive hjernedød, at han kan blive lam, at man ikke kan sige noget om fremtiden.

Mit eget personlige helvede kører i fulde omdrejninger. Jeg er ikke bare presset til kanten – jeg er skubbet helt ud over.

Jeg bliver sygemeldt, jeg bliver arbejdsløs, jeg glemmer mig selv. Jeg møder mistænksomhed og tvivl. Der er mange der har travlt med at fortælle mig hvad jeg skal gøre og sætte spørgsmålstegn ved mine handlinger. Arbejdsgiver, læger, veninder. Jeg kan ikke tænke. Jeg kan ikke engang læse. Jeg kan intet. Det eneste jeg kan finde ud af det er at være der for min bror.

Det er snart et år siden. I dag er han svært hjerneskadet i minimal bevidsthedstilstand med lavt funktionsniveau, uden sprog og vi venter på en plads på et botilbud. Han er stadig under udvikling. Det er jeg også. Da han skulle i rehabilitering, skulle jeg i livets rehabilitering. For hvordan vender man tilbage til et normalt liv, når alt er forandret?

Jeg bruger mange tanker på fremtiden. Det er der egentlig ikke noget nyt i. Jeg bekymrer mig bare lidt mindre på mine egne veje og meget mere på hans. Hvad skal der ske? Hvor ender han? Hvordan kan vi leve et godt liv på trods? Hvis han aldrig kommer til at kunne tage vare på sig selv – skal jeg så gøre det når mine forældre ikke kan mere?

Den store følelsesmæssige involvering gør at jeg nogle gange føler at jeg har fået et barn før jeg har mine egne. Hvordan finder jeg balancen mellem at leve mit eget liv og være der for ham? Være der med ham? Hvordan forklarer jeg min egen fremtidige familie og bekendtskaber at der er en præ-ulykke Nanna og en post-ulykke Nanna? Hvordan forklarer jeg mine fremtidige børn at onkel har været anderledes?

Der findes ikke rigtig svar og facit når emnet omhandler hjerneskade – og det kræver omstilling fra en der førhen ville have svar på alt.

Jeg ER forandret. På rigtig mange punkter. Og på rigtig mange punkter er jeg stadig den samme. Min verden blev utrolig lille, da han kom til skade. Og jeg var bekymret for om jeg nogensinde ville få det godt igen. Om jeg ville kunne de samme ting som før. Om jeg havde lyst til at lave de samme ting som før. Om jeg ville kunne bekymre mig om verden igen, på samme måde som alle andre gør.

På et tidspunkt skete der noget. Det var bare noget jeg lagde mærke til en dag. Jeg lagde mærke til at jeg havde det godt igen. Jeg kunne ting. Jeg ville ting.

Min verden er stadig lille. Og jeg kan stadig bekymre mig for om den kommer til at vokse. Eller tænke om det er okay, at jeg ikke bekymrer mig om hele verden, fordi jeg har andet at tænke på end andre ”normale” mennesker. De ting der er de største ændringer er mit syn på mig selv og andre mennesker, min tålmodighed, min måde at tackle hændelser på, min tilgang til livet, og at jeg på en og samme tid er blevet både svagere og stærkere.

Min familie har altid været min akilleshæl og det er om noget forstærket nu. Samtidig har jeg også fundet en styrke indeni, som jeg udøver og bliver ved at udvikle. Jeg vil ikke ligge skjul på at det er umenneskeligt hårdt. Og alt det positive der er kommet ud af det, vil jeg hellere end gerne bytte med at han ikke skulle være skadet.

Skriv din kommentar

Har du en kommentar, spørgsmål, tilføjelser eller forslag til indholdet på siden, så vil vi gerne høre fra dig. Du er også velkommen til at skrive din egen oplevelse.