Når skaden sker

Den første tid er præget af usikkerhed og mange følelser. Det er svært at finde hoved og hale i hvad der foregår, og hvad der kommer til at ske.

Dine forældre bruger måske rigtig mange timer på sygehuset, mens de forventer at du finder ud af at leve dit liv imens – i skolen, hos venner eller hos andre familiemedlemmer. Det er ikke usædvanligt hvis du føler dig overset eller sat ud på sidelinjen.

Som søskende til en person der bliver skadet i hjernen, vil du have mange spørgsmål. Jo yngre du er, jo sværere kan det være at få de svar du gerne vil have. Mange voksne vil undgå at tale om situationen for at beskytte dig.

Typiske spørgsmål i den første tid er:

  • Vil min bror/søster overleve?
  • Hvad vil det sige at være i koma?
  • Forstår han/hun hvad jeg siger?
  • Kan han/hun genkende mig?
  • Hvad vil det sige at være hjerneskadet?
  • Hvornår bliver han/hun rask igen?
  • Bliver han/hun den samme igen?
  • HVAD MED MIG? HVAD SKAL DER SKE MED MIG?+

Du har brug for svar på dine spørgsmål, men måske er det ikke dine forældre der kan give dem. Spørg personalet på sygehuset. Spørg andre voksne du er trygge ved. Spørg eventuelt efter andre unge du kan tale med. Bed om at få forklaret det du ikke forstår.

Du har brug for kontakten til din familie, men i alt kaosset kan de voksne godt glemme det. Oplever du at dine forældre er meget på sygehuset, og det virker som om de ikke har tid til dig, så bed om nogle få faste aftaler. Nogle aftener hvor du ved din far, mor eller begge kommer hjem og bruger tid sammen med dig og eventuelt andre søskende. At de ringer på aftalte tidspunkter så du har kontakt med dem.

Når du besøger din bror/søster på hospitalet
Det er naturligt at være nervøs og bange inden dit første besøg på hospitalet. Du kan forberede dig ved at spørge om hvordan det hele ser ud – hvor ligger din bror/søster? Alene eller sammen med andre? Er han/hun ved bevidsthed? Kan han/hun tale eller bevæge sig? Er der synlige tegn på skaden – forbinding, syninger, slanger, maskiner?

Hvis du har lyst til det, er der måske mulighed for at du kan være med til at noget af genoptræningen eller på anden måde hjælpe din bror/søster. Det kan også være en god ide hvis du fører din egen dagbog over forløbet eller laver små ting til din bror/søster – breve, tegninger, billeder, filmklip med mere.

Jeg ville fra start have gjort klart for mine forældre, at jeg havde brug for dem, og at jeg havde brug for at være en del af det hele.
Mai Thorning // storesøster, knap 3 år efter ulykken

Det er lidt over 4 år siden, at min lillebror blev hjerneskadet. Derfor er jeg også nået langt i min bearbejdelse af sorgen. I hvert fald i forhold til, hvad jeg forventede, da det lige var sket.

Er der mon noget, som jeg ville gøre anderledes igennem de 4 år, hvis jeg kunne? Ja, det er der faktisk. Og det kan måske være gode råd til dig.

Jeg ville fra start have gjort klart for mine forældre, at jeg havde brug for dem, og at jeg havde brug for at være en del af det hele. Jeg boede nemlig i en anden by end mine forældre, da ulykken skete. Min mor synes, at jeg skulle passe min skole og tage på studietur. Og da jeg var for ked af det til at tage mine egne beslutninger, gjorde jeg som hun sagde.

Men set i bakspejlet skulle jeg have holdt fri fra skole og være blevet hjemme fra studietur. Jeg skulle have været en del af det hele, helt fra start. Desuden kunne det give anledning til flere krammere og små snakke, hvilket måske kunne have været altafgørende for mig, som i dag bøvler med lavt selvværd, ked af det hed og mistillid.

Desuden skulle jeg have taget flere billeder af min lillebror og jeg sammen under hele forløbet. For han slog nemlig sit hoved, og hukommelsen har taget skade. Det vil sige, at han ikke kan huske, at jeg var været der under forløbet på Hammel neuro center. Dette faktum er han rigtig gal over. Og da jeg ingen billeder har, kan jeg jo ikke bevise overfor ham, at jeg har været der for ham. Netop dette skiller os en del ad.

Det ene rygte spredte sig efter det andet, og flere og flere som aldrig havde snakket med min lillebror før, lod pludselig som om, at de kendte ham.
Mai Thorning // storesøster, knap 3 år efter ulykken

Der er mange der har spurgt mig, om jeg ikke var gal i denne periode. Måske mest med henblik på føreren af bilen eller måske på min lillebror. Men det måtte jeg overraskende svare nej til, for det var jeg slet ikke. Jeg burde være gal på føreren, selvom det jo ikke var med vilje han kørte galt. Men det var jeg bare ikke. Jeg var heller ikke rigtig gal på lillebror på det tidspunkt, selvom det jo er en typisk følelse at blive gal på den der kommer til skade, fordi ”hvordan kunne de gøre det?”. Men jeg havde ingen af disse typiske vredesfølelser.

Til gengæld var jeg meget, meget vred på dem der sladrede. De kunne finde på at skrive rundebeskeder: ”Hej. Mais mor har skrevet en besked rundt hvor der står, at lillebror nu er hjernedød, og at de snart slukker maskinerne.” Og det skal lige siges, at disse sladderhanke også nævnte mine forældres navne i beskederne, selvom de aldrig nogensinde før havde mødt dem. Og det var skam ikke det eneste. Det ene rygte spredte sig efter det andet, og flere og flere som aldrig havde snakket med min lillebror før, lod pludselig som om, at de kendte ham.

Jeg var så gal. Tænk at folk ikke har den respekt, at lade en familie i sorg være i fred. Mine forældre kunne ikke forstå, hvorfor jeg blev så gal. De mente ikke, at vores situation overhovedet handlede om sådan noget. Men min lillebror og jeg har altid beskyttet hinanden, og jeg tror, at det var en form for forsvarshandling, at rette min vrede mod dem. Han ville heller ikke have givet folk lov til at snakke om mig, hvis jeg ikke selv havde mulighed for at forsvare mig.

Skriv din kommentar

Har du en kommentar, spørgsmål, tilføjelser eller forslag til indholdet på siden, så vil vi gerne høre fra dig. Du er også velkommen til at skrive din egen oplevelse.