Fremtiden

Tiden går, og I bliver alle sammen ældre. Lige som dine forældre spekulerer på hvad der skal ske med din hjerneskadede bror eller søster, spekulerer du måske på hvad de forventer af dig. Hvad er din rolle som bror eller søster når I alle er voksne?

I mange familier kommer man til at gå rundt om den varme grød. Det er et vanskeligt emne at tage op. Sørg for at få talt med dine forældre om hvad DU vil. Hvilken fremtid du forestiller dig sammen med din hjerneskadede bror eller søster. Hvilket ansvar du vil tage – eller IKKE tage.

Måske er du slet ikke enig med dine forældre i hvilke behov din bror eller søster har – i forhold til for eksempel fysisk pleje, hjælperbehov i og uden for hjemmet, transport, håndtering af regninger og breve fra det offentlige. Husk også at behovene ændrer sig over tid. Hvor meget du vil involvere dig er i sidste ende DIN beslutning.

Skriv din kommentar

Har du en kommentar, spørgsmål, tilføjelser eller forslag til indholdet på siden, så vil vi gerne høre fra dig. Du er også velkommen til at skrive din egen oplevelse.