SMERTEN NÅR MAN ‘MISTER’ SINE FORÆLDRE

Din bror eller søster har fået en hjerneskade, og fra det øjeblik handler alting om ham eller hende. Dine forældres kærlighed til dig forsvinder ikke, men du kommer nemt til at føle dig overset, og at dine behov for dine forældre er mindre vigtige end den ramtes behov. Det er normalt hvis du føler dig splittet mellem at være vred på og skuffet over dine forældre og at være overforstående og begynde selv at synes at dine behov nok ikke er så vigtige.

Han er socialt handicappet, og vil altid kræve mere opmærksomhed fra mine forældre end jeg. Og læg mærke til, at jeg skriver: ”kræve” og ikke ”behøve”. For han behøver ikke nødvendigvis alt den opmærksomhed han får tildelt. Han kræver den bare, fordi han endnu ikke ved bedre.
Mai Thorning // storesøster, knap 3 år efter ulykken

Det mareridt, der blev præsenteret for mig 2. oktober 2010, stoppede ikke da han vågnede op fra koma. Det stoppede ikke, da vi fik af vide, at han alligevel ikke var spastisk lammet. Det stoppede ikke, da han kom ind på Hammel, eller da han blev udskrevet fra Hammel.

Heller ikke da han kunne smile, begyndte at snakke eller kunne gå. Mareridtet stoppede ikke, da han endelig fik sin egen lejlighed. Heller ikke, da han fik sit kørekort. Det stoppede heller ikke, da han flyttede til Esbjerg og blev beskæftiget med et ’job’ på et koncertsted. Det stoppede heller ikke da man endelig kunne sige: ”Hvor langt lillebror er kommet? Jamen han bor selv, har købt hus og bil og træner i fitness og etablerer nye venskaber!”

Det stopper aldrig. For han er hjerneskadet. Han er socialt handicappet, og vil altid kræve mere opmærksomhed fra mine forældre end jeg. Og læg mærke til, at jeg skriver: ”kræve” og ikke ”behøver”. For han behøver ikke nødvendigvis alt den opmærksomhed han får tildelt. Han kræver den bare, fordi han endnu ikke ved bedre.

Der er mange ting, som jeg ville gøre anderledes, hvis jeg var mor til ham. Men det kan man sgu også sagtens komme og sige. Nu forsvarer jeg så mine forældre. Men lige på det punkt, kan jeg godt se deres problematik. Det er deres barn. De elsker ham mere end dem selv. Og de står helt inde i kernen af problemet. Hvis man ser på en appelsin på under en millimeters afstand, kan man heller ikke se hvad det er, og hvordan man skal gribe denne orange genstand an.

Det samme gælder mine forældre. De står ikke på afstand og kan se problemet udefra. Derfor kan de heller ikke nødvendigvis tage de bedste beslutninger. Men nøj, hvor er det som datter og søster sørgeligt at kigge på, hvad de gør mod sig selv. Hvad de byder dem selv, og hvor stor en bjørnetjeneste det er for ham. Og sidst, men absolut af størst betydning for mig; hvor ondt det gør på mig, ikke at få den opmærksomhed, som han alligevel ikke behøver.

Skriv din kommentar

Har du en kommentar, spørgsmål, tilføjelser eller forslag til indholdet på siden, så vil vi gerne høre fra dig. Du er også velkommen til at skrive din egen oplevelse.