Tiden på hospitalet

Vil min far eller mor overleve? Det er den bekymring der overvejende fylder når ens far eller mor pludselig bliver indlagt på grund af sygdom eller ulykke.

Kaos er en god beskrivelse for den første tid på sygehuset. Du er overvældet af følelser. Du bliver bombarderet med indtryk: Maskiner der bipper ildevarslende; et virvar af slanger og instrumenter omkring sengen, en masse forskelligt personale på alle tidspunkter af døgnet – og ingen kan rigtig fortælle dig noget om hvad er sket, eller hvad der vil ske.

Din far eller mor kan være lammet i dele af kroppen. Måske bliver du ikke genkendt, eller forstår ikke det som han eller hun siger. Koma er heller ikke usædvanligt når det er er hovedet der er kommet itl skade. Måske er det så alvorligt at du og din familie bliver bedt om at forholde jeg til om I vil donere organer.

Sygehusopholdet kan vare få dage. Det kan også vare mange måneder, endda år. Ingen kan fortælle præcist hvor længe. Det betyder at I skal finde en måde at være familie på selvom der mangler en vigtig person derhjemme.

Er din far elller mor indlagt længe, er det svært at tro på at det nogensinde bliver hverdag igen. Det gør det – men det bliver sandsynligvis ikke den samme hverdag som den I havde før skaden.

Normale reaktioner

Faktisk er der ikke rigtig nogle unormale reaktioner når du pludselig bliver fyldt op med så meget kaos. Det er meget tænkeligt at du gør dig mange tanker om liv og død, din familie, din fremtid og meningen med det hele. Men tro ikke at det er unormalt hvis du næsten ikke reagerer eller rigtig føler noget!

Det virker måske underligt hvis du spekulerer på hvem der skal køre til svømning på torsdag, hvad der nu skal ske med din fødselsdag i næste uge – eller jeres sommerferie eller julen. Det er en naturlig måde at prøve at skabe lidt orden i det hele. Du skal ikke have dårlig samvittighed over noget som helst af det du tænker og føler. Der er bare for meget du skal forholde dig til.

Det er normalt hvis du:

  • Er bange for om din far eller mor skal dø.
  • Oplever følelser som du ikke har kontrol over.
  • Føler at gulvtæppet er trukket væk under dig.
  • Føler dig alene og taget væk fra alt det du kender.
  • Bliver vred og føler dig svigtet af din far eller mor.
  • Tænker at det der er sket, er din skyld.

Link til viden

Undskyld tomheden. Vi skal nok skynde os at få sat gode link på. Du er velkommen til at komme ind i Facebook-gruppen for pårørende unge og snakke med de andre.