Stort fortælleprojekt sætter fokus på kommunikationshandicap efter hjerneskade

Alle har noget at sige – også dem, der har mistet ordene!

Sproget kan let gå i stykker efter en hjerneskade. Nogle finder ordene igen, men en hel del må leve med et fattigere sprog hvor nuancerne er forsvundet, og det er svært at finde de ord man gerne vil. Og så er der dem, der helt må undvære sproget.

At miste evnen til at udtrykke sig er et enormt tab. Indeni er den ramte den samme person med de samme tanker, følelser, ønsker og lyster. Men manglen på ord at udtrykke sig med isolerer og stigmatiserer og efterlader den ramte i dyb ensomhed og fuld af frustrationer over ikke længere at blive set på af andre som et ligeværdigt menneske.

I klippet kan du se Burak fortælle om sit liv med stammen. Produktion: Forvandlende Fortællinger, 2014

Mennesker uden sprog kan aldrig fortælle de forvandlende historier om hvordan de blev til dem de er. I stedet oplever de at vennerne trækker sig; at familien taler til dem som om de er børn; og at andre mennesker undgår øjenkontakt og taler om dem i tredje person selvom de sidder lige ved siden af.

En gruppe pårørende har derfor sagt ja til at låne deres stemme og intakte tale ud til de mennesker de elsker allerhøjest. Det sker når Hjerneskadeforeningen sammen med virksomheden Forvandlende Fortællinger gennemfører efterårets store fortælleprojekt og sætter fokus på livet når man er ramt på evnen til at kommunikere med sprog.

Gennem en periode på cirka to måneder gennemgår de sprogligt ramte et undervisningsforløb sammen med en pårørende (ægtefælle, søn/datter, ven eller andet). I et samarbejde mellem Hjerneskadeforeningen, de professionelle fortællere, en talepædagog, de ramte og de pårørende finder vi frem til en fortælling, som er er vigtig for den ramte at få fortalt.

Fortællingen kan være fra livet efter skaden, men kan også være en oplevelse fra livet før skaden, som viser omverdenen, hvem personen var. Med projektet vil vi give dem stemme og vise, at mennesket bag, hverken har mistet sin personlighed eller sin begavelse. At ord ikke er alt.

Forløbet kulminerer i en offentlig forestilling på Københavns Hovedbibliotek den 1. december klokken 20.00, hvor de modige deltagere en for en går på scenen og fortæller sin historie til et engageret publikum. Du er inviteret!


I klippet kan du se Cecilie fortælle om at vokse op i skyggen på en mor med en psykisk sygdom. Produktion: Forvandlende Fortællinger, 2015

På fotoet øverst er fem af de ramte som gennem deres personlige fortælling vil vise verden hvem de er. De tre af dem har over mange, mange år fået samlet de fleste ord op igen; de øvrige to leder stadig. Med de ramte er også pårørende som er gået med til at låne deres stemme og intakte tale ud til en de elsker. Resten af flokken på fotoet er en broget samling – professionelle fortællere, en foto/videograf, en talepædagog, en ledsager og foreningens projektmager.

Igennem de næste cirka to måneder skal gruppen sammen finde frem til den enkeltes fortælling og gøre deltagerne klar til én for én (og to for to) at stå på en scene og fortælle foran et forhåbentligt kæmpe publikum. De professionelle fortællere vil med hjælp fra en talepædagog undervise i blandt andet optræden og fortælletekniker og sørge for at alle har det godt undervejs.

Læs om Forvandlende Fortællinger

10 om afasi