En rejse for livet

Jamen altså som tiden dog flyver! 2018 er ved at gå på hæld og jeg har besluttet mig for at hoppe med på sætte året i perspektiv-bølgen.

For det første kan jeg konkludere at 2018 har været mit år. På trods af op og nedture har jeg, generelt set, et stort plus af gode oplevelser, positive minder og store succeser i bagagen fra året der er ved at være gået.

Ikke nok med at jeg kan sætte flueben ved flere af de mål jeg satte mig på cirka denne  tid sidste år – men jeg kan også se tilbage på en masse der ikke bare har udviklet mig, men også lært mig en masse om mig selv. Lad mig forklare.

Som så mange andre som mig med senhjerneskade, er jeg dybt afhængig af faste rutiner og forudsigelighed. Jeg har det bedst når jeg ved hvad der skal ske og hvornår og når dem jeg har omkring mig er mennesker jeg kender og stoler på. Derfor er det med skiftende mennesker i hjemmeplejen og pludselige ændringer og større eventyr et kæmpe bjerg der sjældent kan bestiges – og som koster enorme ressourcer uanset om man kommer 1/4 op eller helt til tops. Men jeg kastede mig ud i flere større projekter i år.

Kurser

For det første deltager jeg nu i mit tredje kursus for i år. Først et foto kursus på få timer. Det var en stor fornøjelse at lære mere om mit kamera. Og jeg kan kun give firmaet der afholdt det stor respekt. Jeg valgte at melde ud (kortfattet) hvad var mine største udfordringer er – og de håndterede det over al forventning.

Andet kursus var en knap så stor succes. Det var dog mest fordi det ramte lidt ved siden af hvad jeg havde brug for. Men jeg fik det med derfra jeg kan bruge – og generelt set anser jeg det som en succes. Nemlig at komme igennem noget der var ekstra tungt for mig og alligevel have noget positivt at bruge en del af det til.

Tredje kursus er noget om at lære sine ressourcer at kende og hvordan man bedst muligt planlægger og administrerer den energi man har til rådighed. Og her er virkelig guldkorn i hvert møde. Jeg kan love jer for at der er noget at hente. Efter hvert eneste møde er jeg fuldstændig udbrændt, men når jeg igen er i balance, er det enorme mængder data jeg sidder med. Pt. laver jeg stadig energi-dagbog på samme måde som man kan lave smerte-dagbog. Det er i al sin simpelhed et skema. Der skriver man sit energiniveau ned for cirka hver time af sine dage, samt hvad man laver. Alt i alt skaber det et både skræmmende og lærerigt overblik over forbrug, fælder, gode strategier og mulighed for at udvikle og forbedre sig fremover.

Mini-ferie med min mor

Størst af alt var dog en mini-ferie jeg tog på med min mor. Ja! Er det ikke utroligt? En mini-ferie. Som i 5 dage væk hjemmefra. Ingen hjemmepleje, ingen faste rammer. Væk fra alle rutiner, rytmer og stabile hverdag. Men mor var snu…. Hun sagde fra start, at det absolut vigtigste var at vi havde en god tur. Hun ønskede ikke at jeg bare tog en maske på og stod alt igennem – for så at komme hjem og være ødelagt i dagevis. Næh nej, hun ønskede en god ferie med spændende udflugter og hyggeligt samvær med mor/datter hygge. Nøj, der kom jeg på prøve. For hvor kan det være grænseoverskridende at skulle sige fra, sove når sjove ting sker og spændende oplevelser venter. Men det lykkedes.

Faktisk er det stadig utroligt for mig at tænke på…. Men det gjorde det, det lykkedes. Og udover en fantastisk tur med min vidunderlige mor, så lærte jeg igen noget om mig selv. Jeg fik nemlig bekræftet at jeg er stærk fysisk, men svag kognitivt.

Den svage kognition

Lange gåture og den slags skader mig ikke. Men koncentration, hukommelse, mange mennesker, mange indtryk, dårlig eller for lidt søvn, usikkerhed, pludselige ændringer og den slags er altødelæggende. Derfor startede jeg op med at fotografere planen for de 5 dage vi skulle være afsted. Dermed vidste jeg hvad vi skulle og hvornår. Og mor var fantastisk til at minde mig om mad og medicin.

Jeg selv sørgede for at trække mig når jeg havde behov. Uanset om det var høretelefoner der neutraliserer lyd og en med en lydbog eller nørde mit Harry Potter spil på mobilen. Jeg valgte at ignorere det med at jeg ikke kunne genkende et eneste ansigt af alle de andre i bussen – det gav overskud ikke at kæmpe for at huske 50 fremmede mennesker. Jeg valgte også at anvende Google Maps for at holde styr på hvor jeg var og hvor jeg skulle hen – dermed frafaldt bekymringer om at fare vild og kampen for at fastholde et overblik over lokalområder ( begge ting der tapper energi som i alarmerende omfang.  Alt i alt fik jeg virkelig oplevelser for livet. Massevis af gode minder og ultimativ hygge med min vidunderlige mor.

Det hele værd

Min rejse kostede mig to dårlige dage. Det er en kæmpe sejr! Især fordi de to dage ikke var fordi jeg var udmattet, stresset eller presset. Det var resultatet af en lang rejse hjem, i en tætpakket bus og med få pauser. 11 timers rejsetid i en bus med 52 mennesker hvor man ikke kan bevæge sig er hårdt for alle, også mig. Mine ødelagte nervebaner var rasende på mig og det brændte og gav stød i nervebanerne. Jeg var træt efter tidligt op og den lange tur. Men 2 dage er utroligt billigt sluppet. Især fordi jeg ikke var helt lagt brak, men ‘bare’ var skidt og havde meget ondt.

Min mor gav mig en rejse for livet og 2018 gav mig ikke kun en masse fantastiske mennesker i mit liv, men også en masse viden og gode minder jeg tager med mig ind i 2019. Tilbage er der så lige knap 14 dage med rod i rutinen med helligdage, events, familie tam-tam og begrænsede middagslur. Men nu ved jeg, at med hjælp fra dem omkring mig, så er det en bjergtinde der kan bestiges. Desuden sover alle jo alligevel de første par dage i det nye år – så pyt med jeg også ender med det ;)

Desuden kan jeg bruge helligdagene til at forberede min første blog i 2019. For i 2018 har jeg også lært meget om fejlfortolkninger og misforståelser om brugen af mobiltelefoner.

Pas på jer selv og hinanden – jeg håber I afslutter 2018 på en lige så positiv måde som mig.

Vi ses på den anden side af konfetti og kransekage :D