En ny start (5/7)

Efter 9 måneders indlæggelse som følge af en hjerneblødning og på grund af en svulst i hjernen blev jeg d. 17. april 2011 udskrevet. Jeg kom hjem til en nærmest nyrenoveret lejlighed. Det vil sige at jeg havde forladt en lejlighed tydeligt præget af fest efter fest, men min familie havde shinet den op mens jeg var væk. De havde købt seng og andre nye ting til mig. Både lejlighed og haven til stod klar til mig. Det var perfekt. Mit ‘nye liv’ kunne begynde.

Dagene var ok, men nætterne var slemme. Jeg vågnede tit – og gør det for øvrigt stadig i dag to år senere – med fornemmelsen af at være det forkerte sted. Det er blevet meget bedre. Dengang i dagene efter min udskrivelse blev jeg virkelig bange og ked af det. Jeg måtte ringe til min mor om natten. En 25-årig mand der måtte ringe til sin mor! Midt om natten kom hun og hentede mig fordi jeg ikke turde sove i min egen lejlighed. Det store sikkerhedsnet var væk. Trygheden fra hospitalet. Overgangen fra hospitalet til virkeligheden var svær.

Fra sommeren 2011 og frem til december skulle jeg i et forløb på Hjerneskadecentret i Århus med henblik på erhvervsafklaring. På Hjerneskadecentret blev jeg klogere på det at have en hjerneskade. På Hammel havde jeg slet ikke villet arbejde med mit problem. Jeg forholdt mig ikke til at jeg havde en hjerneskade. Det gik op for mig henover foråret og sommeren 2011, og det gav mig mulighed for at udvikle den nye Martin – ved hjælp af de værktøjer Hjerneskadecentret gav mig, kombineret med de ting jeg lærte og stadig lærer mig selv undervejs.

Efter fire måneder med masser af kognitiv og fysisk genoptræning på Hjerneskadecentret havde jeg sammen med min kontaktperson fået stablet en erhvervsplan på benene. Jeg kunne begynde ved Hjemmeværnsdistrikt Østjylland d. 10. januar 2012 for at få afklaret hvad mine jobevner var nu efter skaden. Mine halvbrødres onkel havde heldigvis anbefalet det. Det lå lige til højrebenet eftersom jeg jo tidligere havde arbejdet som forsynerhjælper ved Forsvaret. Det var en verden jeg kendte til, og jeg skulle heldigvis ikke lære en masse nyt. Jeg kunne ikke lære nyt.

Jeg var ni måneder ved distriktet og endte med at blive forlænget undervejs. De var glade for mig og omvendt var jeg glad for dem. Jeg fik lovning på ansættelse hvis Forsvarets Personeltjeneste ville godkende det. Det blev ikke til noget. Der skulle spares.

Jeg var på daværende tidspunkt på kontanthjælp og havde været det siden april 2011. Jeg havde været på offentlig ydelse siden 2009, og det begyndte at nage i mig. Jeg var træt af det. Træt af ikke at bidrage. Jeg forsøgte at sige til mig selv at jeg ikke havde bedt om det. Min kæreste, Helle, forsøgte endnu flere gange at sige det ti mig. Jeg følte at jeg et eller andet sted havde noget at give af, men at jeg ikke kunne give det før nogle behov blev opfyldt. Derfor søgte jeg førtidpension.

Pensionen gik igennem 1. februar 2013. De første måneder foregik nærmest skematisk. Jeg gjorde rent, gik ture, lavede min kognitive hjernetræning og hvilede. Så tænkte jeg: NEJ! Nu skal jeg ud og søge.

Jeg tog rundt til de virksomheder der ligger i nærheden af hvor jeg bor, og spurgte om de kunne bruge en som mig. Hvert eneste sted fik et visitkort til en personaleansvarlige, og senere kom et nej. Jeg fik samlet otte visitkort før jeg gav op. Jeg ringede til min sagsbehandler og meddelte at hun gerne måtte forsøge at finde noget til mig. Jeg opgav selv at kunne finde et sted der ville have mig, men jeg har ikke opgivet at komme ud til en arbejdsplads og give noget tilbage.