En dårlig forretning at spare på genoptræningen

Af Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen

Region Midtjylland vil spare på genoptræning af hjerneskadede for at få råd til dyrere medicin. Det er helt gak-gak. At spare på genoptræning af hjerneskadede vil få den konsekvens, at den hjerneskadede vil være endnu længere tid om at komme tilbage til arbejdsmarkedet og længere tid om at kunne klare sig selv uden hjælp og pleje. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om livskvaliteten for vores ramte borgere og deres familie, som så ofte slides ned i de lange forløb. Det vil koste mange penge for samfundet.

At lade specifikke patientgrupper betale for dyrere medicin er helt forfejlet og tyder på, at man som politiker ikke har forstået de konsekvenser som sådanne beslutninger afstedkommer.

Eksperter sætter også store spørgsmålstegn ved blot blindt at acceptere den voldsomt dyre medicin. Noget af den rigtig dyre medicin kan sagtens erstattes med billigere medicin med stort set samme effekt, og visse livsforlængende typer af medicin har for dårlige resultater.

At løse problemet med dyrere medicin ved at skabe nye store problemer for borgere med hjerneskade er ikke fair – og laver man regnestykket i en helhedsorienteret ligning, så bliver det en rigtig dyr måde at betale medicinen på.

I Hjerneskadeforeningen kæmper vi for at skadede og deres pårørende får den rette fokus, behandling og genoptræning. Med den rette behandling og rehabilitering kan en hjerneskadet komme tilbage som bidragsydende borger, men det kræver rettidig og kompetent behandling. Med den rette behandling kan vi sikre forløb, hvor de pårørende ikke selv ender i sygdom. Og hvor de kan få lov at være netop pårørende, ikke plejepersoner. Liv der reddes – skal også leves.

At droppe genoptræning for at få råd til dyrere medicin er ikke fair – det er en dårlig forretning!

4. juni 2015