Uden værdi?!

Hvordan vurderer vi hvilken værdi et menneske har?

Er det arbejdet de kan udføre og dermed give til samfundet? Et menneskes evne til at hjælpe med at holde hjulene i gang virker umiddelbart som utroligt vigtig for hvordan vi ser andre mennesker (og os selv). Min senhjerneskade gør at jeg ikke længere kan arbejde. Det er absolut ikke selvvalgt eller noget jeg ønskede. Jeg har aldrig forestillet mig en fremtid hvor jeg kun ville have to års fornøjelse af min uddannelse for mit arbejdsliv blev afsluttet så brat at jeg ikke var klar til omvæltningen. Så hvad er jeg værd?

Er det lange samtaler med en masse spændende indhold? den der slags samtaler man ser perfekte mennesker føre på film. Dybe samtaler fulde af betydningsfulde emner. For hvad skal man fylde sine samtaler med, når man kun har energi til at opretholde det man skal. Jeg render til genoptræning/vedligehold 3 x ugentligt. Det er det min energi rækker til. Ud over det er der de få opgaver hjemme der skal klares. Så de fleste af mine dybe samtaler er med diverse fysioterapeuter og hjemmeplejen. Når jeg så får set folk der ikke får penge for at passe mig eller hjælpe mig, så rækker mine samtaleemner til dagens aviser og et bredt udvalg af træningsøvelser og info om et travl hjemmepleje system. Så hvad er jeg værd?

Er det hvad personen kan gøre for dig og bliver personen så mindre værd når en person kan gøre mindre for dig – eller måden det gøres på ændres radikalt? Måles et mennenskes værd udelukkende på hvad de kan give? Uanset om det er økonomisk eller følelsesmæssigt? Jeg er radikalt ændret efter min senhjerneskade og kan ikke hjælpe mine nærmeste med fysisk hårde opgaver i timevis. Jeg kan ikke tilbyde at passe børn eller at servere til ens tantes mands kusines konfirmation. Og selv måden jeg før gjorde mange ting på er forandret. Så ikke nok med at meget er skåret væk, det der er tilbage er sikkert ændret så meget det føles anderledes. Så hvad er jeg værd?

Er det lønsedlen? Betyder vores indkomst hvor meget vi som menneske vejer på vægtskålen? Der er så meget fokus i blade og tv om at have den rigtige bil, det flotteste hus, mærketøj. Kan vi sætte lighedstegn mellem lønsedlens størrelse og ejerens menneskelige værdi? Eller hvad med personens besiddelser? Hvad er jeg så værd?

Er det evnen til at stifte familie? I så fald har jeg spillet fallit, for jeg er nemlig førtidspensionist. Det betyder at jeg straffes af samfundet for at forelske mig, flytte sammen og starte et fælles hjem med en jeg elsker. Økonomisk afstraffelse for at elske et andet menneske. Alle andre får ikke mindre i løn for at elske et andet menneske, flytte sammen og eventuelt få børn. Fordi jeg har en senhjerneskade skal jeg have færre penge hvis jeg bor sammen med en der elsker mig. Det vil sige at den jeg vælger som partner, pludselig delvist skal forsørge mig – fordi han er flyttet sammen med en der er senhjerneskadet. Noget der ikke er min skyld og endnu mindre hans. Men nu skal han så belastes af at jeg får mindre udbetalt – fordi vi vil hinanden. Børn kan jeg ikke få, Ikke fordi jeg ikke kan få børn, men fordi jeg ikke tør. Det vil være en kæmpe belastning for min svækkede krop og kræver jeg skal være uden medicin. Det ville betyde at min partner skal passe ikke bare huset og sit arbejde, men også mig og et barn. Hvad er jeg så værd?

Er det længden på uddannelsen? Når man dater er uddannelsen vigtig. Man er vist mere eftertragtet hvis man er læge eller et eller andet med en masse bogstaver som cand. mad., dr. med. og lignende i sin titel. Ægerligt jeg så kun har 3. Jeg er CBA og fik kun to år med min uddannelse. Nu er jeg ude af stand til at tage kurser fordi min hovedpine ikke kan klare flere timers studie eller mange mennesker. Så hvad er jeg værd?

Vi vurderer konstant hinanden. Hvordan dem omkring os ser ud, hvad de gør, hvordan de bevæger sig, hvad de siger. Det er en nærmest konstant afvejning af hvor interessante og værdifulde mennesker kan være for os og hvordan de fungerer i samfundet omkring os. Jeg står stort set helt og aldeles udenfor samfundet, arbejdslivet og de fællesskaber jeg før var en del af. Nogle har jeg stadig kontakt til, men kan slet ikke være en del af mere. Jeg frygter at ønske mig og håbe på at finde en der elsker mig for mig, for jeg ved det vil koste på flere fronter. Jeg er træt af at leve livet på det jeg skal og ikke det jeg gerne vil – især nu hvor mit ødelagte knæ har svækket mig endnu mere fysisk end jeg var før. Jag kan snakke med om dagens aviser, mine katte, nørklerier og gamle minder. Holdninger og meninger har jeg stadig en masse af, men alligevel føles det som om verden fortsætter i et tempo jeg ikke kan følge med til. Jeg er handicappet, men det er svært at se. Gør det mig for lidt almindelig eller for handicappet til at høre til i en af kasserne? Jeg er hjerneskadet, men ikke hjernedød. Det er svært at forstå og endnu sværere at prøve at forklare.

Så hvad er jeg værd?