Når alt vælter – samle man det op igen

Det har været stille her. Der er også sket meget siden mine sidste tanker blev til ord jeg synes skulle på bloggen. Jeg har forsøgt flere gange at få det formuleret, men enten var jeg ikke tilfreds med det, eller også lød det forkert. Jeg kom mange gange til at skrive, ‘det korte af det lange’.

Kort historie lang
Det er måske den bedste måde at starte indlægget på – for når alt kommer til alt, handler det om et summarum af alt muligt der er sket inden for det sidste år, og der kommer til at ske de næste par år.

For på det lille år, der er fløjet så utrolig hurtigt afsted, er jeg nået af flytte fra et hus og min eks-kone, få det solgt, flytte ind i en lejlighed, flytte fra den og ind i et rækkehus – sammen med min kæreste og hendes to børn.

Tidligt i august 2017 – ét års tid siden – sad jeg i min mosters lejlighed i Aarhus og græd. Hele mit liv, der egentlig kørte i et stille og roligt tempo, havde fået smækket bremsen i, for fuld stop og var vendt på hovedet. Den sidste fredag i juli 2017, havde jeg været på besøg hos min farmor. Da jeg kom hjem blev jeg ved spisebordet sat i stævne og fik fremlagt, at min eks-kone havde følelser for en anden, og hun vidste ikke om der var noget i det. Hun vidste så meget, at hun ville gå efter det – og der var ikke noget at arbejde med.

Sidenhen og takket være venner, har jeg fundet ud af det var mere end følelser. Det var utroskab. Og hvad der fulgte efter, var en lavine af beskyldninger og anklager, om hvad jeg havde gjort galt og hvor grimt et menneske jeg er. Sådan som jeg kunne skabe mig – og det må jeg jo give hende ret i. For jeg skabte en helt ny og endnu bedre tilværelse. Og fandt ud af, hvor meget jeg i grunden var i stand til at udføre på egen hånd. Et nyt og bedre jeg, kom der ud af det.

Det har også været et vildt syn udefra. De jeg har talt med sidenhen, har givet udtryk for, alt virkede så godt – næsten perfekt og poleret. Sådan virker overflader – især på de sociale medier.

Det nye jeg kom til at stå sin prøve. Allerede da jeg fik beskeden, fik jeg arrangeret afhentning og pakkede en taske. Hvis der ikke var noget at arbejde med, var der ingen grund til at blive og sove i huset. Og hvis der er noget jeg er god til, så er det at få fart på.

 

Venskaber, familie og netværk

Den kærlighed og det netværk der efterfølgende greb mig, er jeg stadig i dag mest ramt af og bevæget over. En ven, der var på ferie på Sjælland, tilbød at redde op til mig, mens hele familien på fire var afsted, på ferie. Det er hjertevarme. Andre venner bød ind med aftensmad og hygge – min familie gav mig sofaer og køleskabe at gå om bord i. Og min onkel, der havde givet mig et boligbrev i dåbsgave i 86’, udløste en lejlighed på 14 dage, i Aarhus. D. 15. august fik jeg lejligheden og med et snuptag fra mine tre brødre og nogle venner fik vi hentet mine ejendele i huset. Den første tid på sofaerne og  i lejligheden var grådfyldt og svære – men jeg brugte tiden på at planlægge mig ud af alt – skrive alt ned, finde tal og informationer jeg skulle bruge – som jeg samlede i en stor mappe. Dét kunne jeg i det mindste styre.

På siden af mappen skrev jeg, ‘der skal mere end en storm i et glas vand, til at slukke en star’. En bid fra en tekst, fra en af Suspekts sange. Musik og sange, var noget der holdt mig oppe. I sær én sang, der udkom på et album, der nærmest virkede ironisk at udkomme samtidig med jeg flyttede ind – Bogfinkevej – Solen Skinner Altid På Den Anden Side Af Skyerne.

En af tingene jeg gjorde da jeg fik beskeden og pakkede mine ting, var at tage høretelefoner på og afspille ren, overgearet, glad musik. Det holdt mig kørende – alle dage, lige indtil om aftenen. Når jeg sad og var træt i sengen og skulle til at sove. Så kom tårerne. Og det var ikke over et tab af en kærlighed. Det var over at blive snydt – over et huskøb, 8 måneder inden. Over at have spildt tid, penge og energi. Over at holde røven oppe og få en ud af sin egen sårbarhed, så hun selv kunne komme videre. Det var en bitterhed en ugenkendelighed til en person jeg ikke kunne se mig selv med. Det var uforståeligt og jeg følte mig skidt på. 

Min lille mappe med papirer og informationer hjalp mig – i banken, med jobsøgninger og med at holde styr på hvad jeg manglede at får styr på.

Jeg fik installeret mig ganske fornuftigt og pænt i min lejlighed. Jeg vil næsten sige, nydeligt og sofistikeret, men jeg er også en drengerøv, så vi nøjes med ‘okay’, til formålet. 

Da bitterheden og de dårlige aftener aftog, kom der en trang til at feste. Jeg tog i byen – Aarhus Festuge kom belejligt – det blev og var en våd og sløret tid i mine erindringer. Det endte uheldigt et par gange – men jeg skulle helt ned og ligge før jeg kunne komme op igen. 

Jeg mødte mange mennesker og fandt ud af, mit menneske-kompas og min evne til at læse mennesker ikke var helt skæv, som jeg var blevet bildt ind.

Som en veninde skrev til mig – jeg var faldt ned af en trappe og levede en elendig tilværelse inden jeg gjorde det. Jeg var ved at dø af det, men rejste mig og kom tilbage.

Kunne jeg det dengang, kunne jeg det igen. 

Det var samme process. Elendigt forhold – gå i stå – i gang igen.

Og med det syn på tilværelsen igen, for jeg havde før været ovenud lalleglad over min overlevelse – så kunne jeg nu reflektere mere og mere over alle de påvirkninger og begivenheder der nu også var en realitet i mit liv. 

 

Næste skridt – af mange

Jeg skulle som sagt helt ned – og da det var afprøvet og det ikke var så forbandet spændene at have hudafskrabninger og glemme mobil og nøgler, så tog jeg en ugennemtænkt beslutning og pakkede en rygsæk.

Inden jeg havde pakket rygsækken, havde jeg hentet Tinder til min mobil. Med Tinder i rygsækken og ting og tøj til en uge, gik jeg 57km over i min families sommerhus, på Syddjurs. Det tog 11 timer og jeg ankom i silende regn, med fødderne våde, fyldt med vabler, mør og træt. 

Tankerne havde jeg fået vendt og drejet. De havde fået ro. Jeg havde gået og sunget. Talt med lokale på vejen og et par cykelryttere. Det var en magisk tur.

Efter et par dage i sommerhuset kørte jeg hjem, med min mor – og på vejen hjem fik jeg en besked, fra en jeg havde skrevet med i noget tid. 

Et spontant møde, denne dag – lød budet, efter lang tids skriveri om alt mellem himmel og jord. Det virkede til at være ret godt – bare det var lige så godt i virkeligeheden. Jeg takkede med glæde ja – og i mit hjerneskadede, gamle tankespind tænkte jeg. ‘Det holder jeg jo ikke til, hvis jeg ikke får mindst 2 timers hvil’. Hun ville være der 45 minutter efter, jeg kom hjem.

Operation ‘ren lejlighed’ blev iværksat, derefter ‘ren Martin’ og så løb jeg i fakta. Efterfølgende blev min sofa overfaldet af mig i lidt under 30 minutter og så fik jeg en sms. Hun var der. 

Frem til i dag – snart ét år siden efter jeg mødte hende, er vi lige flyttet sammen, med hendes to børn. En ny, anderledes rolle jeg er faldet til i. Jeg har nogle værktøjer og en baggrundsviden jeg kan trække på. For med min baggrund som skilsmissebarn og med en stedfar og en onkel der var upartiske i alt – indtil mit voksenliv hvor de så fortalte mig, hvad de syntes var op og ned på det hele, men først dér, så har jeg nogle gode faderfigurer at trække på – når jeg ikke altid har haft en.

 

Hjernen heler stadig – og bliver bedre

Der skete også det, at jeg efter 9 år hvor jeg ikke har kørt bil fik mig taget sammen og køre igen.
– der skulle ikke mere til, end en der troede på mig og bakkede mig op.
Og en bil samt lidt øvelse, selvfølgelig.

Familielivet gik hurtigt fra 0 til 100 – og det skulle det, det var vi nødt til. Allerede i januar spurgte min gamle chef mig, om jeg ikke ville tilbage til den ungdomsklub i Horsens, jeg arbejdede i før. Det kunne jeg kun sige ja til. Rare kollegaer med godt humør, hver fredag. Det er helt perfekt at gå på weekend til. Ret hurtigt skulle madpakker, skolebørn og studier også bare passes – så det hele blev nemmere da jeg bare blev, i stedet for at tage op til min gamle lejlighed. At vi så valgte at flytte sammen i sidste ende, var alligevel sket. Det skulle bare gå lidt tjept, for med to i skole, en på HF der skulle på videreuddannelse efter ferien, og en på arbejde, så flyver tid og koordination udover det hele. 

Nu står vi ved enden af sommerferien, der har budt på en uge på Læsø, en flytning, en Grøn Koncert og en tur til Fårup Sommerland. og så sluttede vi af en med kør selvferie, bare os to, til Normadiet.

For at toppe hele min omvæltning, så startede jeg selv på HF d. 13/8 – med henblik på at tage pædagoguddannelsen.

Den her omvæltning, har på mere en én måde ændret mit syn på min hjerneskade. Den har også ændret mit syn på livet som syg – på begrænsninger. På muligheder. 

På rødder, familie, kærlighed og venner.

Mest af alt, har det sat mig på spidsen – og gang på gang vist mig; jeg sagtens selv kunne. 

Så, for lige at rette mig selv, det var ikke 6 år spildt – det var 6 år, hvor jeg lærte, at den slags holder man sig fra – i fremtidige relationer. 

Så nu går tiden med en dejlig kæreste og familielivet. Hendes og min, begge familiee. Fart på, generelt og de to ungdomsklubber hvor jeg er medarbejder i, et HF-studie der på sigt sender mig på VIA-pædagoguddannelsen og så et lille bogprojekt, der endnu ikke er helt klarlagt. Her går det sgu fint nok.