Hukommelsens ansigter

Jeg er en af dem der er ramt ret alvorligt på både langtids- og korttidshukommelsen. Det betyder, skåret ud i pap, at jeg faktisk aldrig kan stole på mig selv.

Det gør sig gældende i alle livets facetter, nogle mindre alvorlige end andre, som i morges hvor korttidshukommelsen viste tænder allerede inden morgenmaden.

Det er en af de der ”små” ting jeg bare efterhånden har vænnet sig til og griner af. Engang blev jeg flov og ked af det; i dag smiler jeg af det og deler det endda med jer.

Bag smilet og denne skøre morgensituation ligger der selvfølgelig en mere alvorlig sag – usikkerheden på eget ståsted og identitet.

Jeg ved aldrig om jeg husker de søde ord fra en ven, de kærlige klem fra kæresten, eller om det man oplevede i går, finder vej ind i arkiverne og lagres som et minde jeg senere kan hente frem og blive varm om hjertet af. Minder er ikke kun til for at vi kan huske fortiden, de gør også at vi kan håndtere nutiden og glæde os til fremtiden.

Jeg har kun mit nu og her at forholde mig til, og lige nu har jeg regnet ud jeg vil kunne tage to gange af desserten i aften uden nogen vil undre sig.

Pernilles blog, hukommelse 02