Den sværeste beslutning i mit liv

I en alder af 57 år måtte min elskede på plejecenter. Han fik fire år på et plejecenter i Odense. Det er den allerværste og sværeste beslutning jeg har måtte tage i mit liv – Mit hjerte var knust. Vi havde fået tilbudt forskellige plejecentre. Jeg kørte rundt for at besøge dem, det var virkeligt svært. Heldigvis traf jeg en rigtig god beslutning om et skønt sted ved hjælp af min intuition. Jeg er så glad for at jeg lyttede til min intuition for det vidste sig sidenhen at det var et rigtig godt valg for os begge to, eftersom jeg selv kom til at tilbringe mange, mange timer på plejecenteret. Det var ikke kun min elskede der var kommet på plejecenter, det var jeg også. Jeg fik min daglige gang på plejecentret så det er vigtigt, at vi er glade for at være der.

Den tunge beslutning
Jeg græd og græd, jeg måtte indse at der måtte mere og vedvarende hjælp til, at ikke kun min hjælp og hjemmeplejens hjælp var nok. Min elskede måtte på plejecenter. Jeg kunne desværre ikke mere, hvor end jeg gerne ville, jeg måtte sande at viljen ikke var nok. Jeg måtte passe på mig selv, hvis ikke også jeg selv skulle blive alvorligt syg af det pres jeg levede under, så måtte jeg tage den tunge beslutning. Plejerne fra hjemmeplejen havde sagt det til mig flere gange at min elskede var for syg til at blive hjemme. det var svært for selvfølgelig ville han helst være hjemme hos mig og det var svært for ham at forstå at jeg ikke bare kunne hjælpe ham selv.

Det største indtryk på mig
Det der gjorde det største indtryk på mig var da en sygeplejerske sagde til mig, at det allervigtigste var at jeg tænkte på mig selv og passede på mig selv, for hvis jeg først var gået ned med flaget så havde han ingen. Hun havde så evigt ret, min elskede havde ingen børn og ingen familie, han havde kun mig. Jeg selv har tre børn og 4 børnebørn jeg også skulle være der for. Så det var virkeligt vigtigt at jeg passede på mig selv både for min egen skyld, mit liv, mine børn og børnebørn og ikke mindst for min elskedes skyld, det skyldte jeg os alle sammen.

På 24/7
Det var en stor opgave, faktisk en 24/7 opgave, at være der for min elskede. I starten måtte han slet ikke være alene, senere kunne han ikke være alene. Jeg startede ud med at passe ham selv med hjælp fra hjemmeplejen om morgenen. resten tog jeg mig af, men eftersom han ikke måtte eller kunne være alene var jeg meget bundet til hjemmet.

Senere fik vi mere og mere hjælp på herhjemme, vi fik kaldeanlæg, dette kunne han dog ikke bruge selv – jeg måtte hele tiden træde til og hjælpe. Jeg var efterhånden ved at være godt slidt af at være så meget på, også fordi hjælperne selvfølgelig ikke lige kunne komme når han havde brug for hjælp derfor var det selvfølgelig mig der trådte til, det er vist ganske naturligt.

Presset blev større og større på mig efterhånden som han også blev dårligere og dårligere. Jeg var begyndt at mærke de første symptomer på stress, som sagt så levede jeg under et konstant pres.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre fordi jeg følelsesmæssigt allerhelst ville have ham herhjemme, men samtidig kunne jeg også mærke, at det kunne jeg ikke holde til. Jeg måtte tage den svære beslutning. Passe på mig selv, så jeg kunne være der for alle mine elskede.

Kærlig hilsen
Birthe Rosamunde Persson