10 år

Den 6. oktober 2008 er dagen der forandrede mit liv.

Jeg sidder og tænker over livet før og efter og det liv og den jeg var før meningitis/hjernehindebetændelse og en blodprop i hjernen ramte mig.

Hende Hanne jeg var før, følelsen af at det var en andens liv. Det er svært at forklare, men jeg sidder med en følelse af at kikke tilbage på en helt anden kvindes liv, et liv hvor der var fuld fart over livet, en masse bolde i luften og et drømmejob som pædagog = en kvinde der havde styr på sit liv, og en jeg savner rigtig meget. Men det er ikke noget jeg kan lave om på.

Den Hanne jeg er i dag, er stadigvæk en der kæmper og prøver på at se de lyse sider af livet og tager livet positivt.

Ind i mellem tror jeg stadigvæk jeg kan have flere bolde i luften. Jeg glemmer at jeg kun kan klare 1 bold ad gangen, og det er ikke kun mig der glemmer det, det gør mine nærmeste også. Ikke i en ond mening, men fordi jeg jo i dagligdagen fungerer fint, og ingen kan se på mig at jeg lever hver dag med en hjerneskade. Det gør så desværre at jeg ofte ryger ned med stress og hjerneskadetræthed.

Når jeg er nede med stress og træthed, kan jeg komme til at sige ting jeg aldrig ville have sagt før min hjerneskade. Det er ofte noget jeg bliver voldsomt ked af bagefter, og mine nærmeste bliver sure, så det er lidt skruen uden ende. Jeg ville ønske at både mine pårørende og jeg kunne få et kursus i at takle de ting, både så jeg ikke ender op med stress og træthed, og at mine pårørende kunne se at nu kan Hanne ikke klare mere, men det er godt nok svært, fordi jeg jo også skjuler længe at nu er stressen på vej…

Ud over stress og hjerneskadetræthed går det jo fint. Jeg nyder at lave alle mine kreative ting. Det er terapi for mig at male, sy bamser, strikke og hækle – og så med en god lydbog i ørene…

Ud over at jeg slås med følger af min hjerneskade, er jeg jo også Hanne, som for det meste er en glad og positiv kvinde der elsker livet ❤️

Jeg vil da lige komme ind på noget skønt og positivt. Jeg fik jo bevilget ledsagerordning for et lille år siden, og min søde veninde Janni blev ansat som min handicapledsager. Det er en ordning jeg er SÅ glad for. Vi har været på rigtig mange udflugter, og her i sommer lokkede Janni mig til stranden for at bade. Noget jeg ikke har gjort, efter jeg blev ramt, da min balance ikke er så god, men med Janni under armen og min krykke Berta gik det godt. Berta måtte nu pænt blive på stranden da Janni og jeg gik ud og bade, og ihhhhh hvor jeg nød det.

Her i sommer holdt vi ferie hjemme. Vi tog så ture rundt på Sjælland bare John og jeg. Jeg elsker at tage på ture med John. Vi kan både snakke og være stille sammen.

Det var lige lidt tanker og lidt om mit liv nu 10 år efter mit liv vendte 180 grader. Tak for at du læste med.

Ps: vil lige slutte dette blogindlæg med et af mine digte

Tiden

Hun forsvandt i fortiden
jeg ledte længe efter hende
hun var væk, opslugt af fortiden.

Ud af fremtiden kom hun tilbage
som en anden.

Med tiden lærte jeg hende at kende,
det tog lang tid, at finde hende.

Hun lever i nutiden, med samme ydre,
indeni er hun en anden.

Digt Hanne Vitcetz Smidt d 2.5-2018