Accept … hvad er det?

At acceptere er et udtryk, vi alle kender og har brugt før skaden, men i de fleste tilfælde har det fået en ny betydning.

Lev med det

At acceptere sin situation er en mild måde at sige: “Lær at leve med det!”. Vi skal igennem vores liv acceptere visse omstændigheder, men de fleste er samtidig noget, vi kan ændre. Når vi havner i en situation som vores, hvor vi har fået et handicap eller en diagnose, kan vi ikke rigtig gøre så meget for at ændre på den.

I flere tilfælde vil vi kunne træne os ud af nogle udfordringer. Måske kan vi få en operation eller tillære nye færdigheder, som gør hverdagen lettere for os. Men når vi er nået hertil, er der samtidig nogle ting, som er konstante hos os. Vi har visse ting, vi ikke længere kan. Andre ting er er blevet besværlige, og helt tredje ting kræver langt mere energi, end vi før har oplevet. Det skal vi lære at leve med.

Det lyder hårdt, men hvad er alternativet? Hvis vi ikke lærer at leve med det, giver vi jo op. Det er der ikke nogen, der ønsker. Derfor lærer vi at leve med det.

Accepter dine følelser

Når vi taler om accept, handler det i bund og grund om vores egne følelser. Vi kan føle os mangelfulde, irriterede, besværlige, problematiske, skamfulde og en million andre ting. Og det er okay. Det er helt normalt og helt i orden at føle alle de ting, så længe vi ikke lader det overdøve alle vores andre følelser. Alle de følelser, som gør os glade og bringer lykke ind i vores liv.

Accept handler jo ikke om at give op. Det er fordi, vi skal fokusere på det gode i stedet for det dårlige. Så i stedet for at fokusere på de begrænsninger vi oplever i vores situation, skal vi fokusere på de ting, som vi godt kan. Det kan være en svær opgave at løse, og det vil ikke altid lykkedes i første forsøg.

At acceptere handler om, at vi skal kunne overkomme vores egne følelser af mangelfuldhed, irritation og andre negative tankemønstre. At acceptere betyder ikke, at vi skal tilsidesætte, glemme eller ignorere. Det betyder blot, at vi skal anerkende det og få det bedste ud af det. Det lyder simpelt nok, men det er det ikke altid. Nogle gange kan det endda være rigtig svært.

Det er ikke altid let

Det lyder let, men er det langt fra. Nogle ting er sværere at acceptere end andre, særligt dem, hvor vi har store følelser med i regnestykket. Det er sværere at acceptere, når det rammer noget, der betyder meget for os. Men det er her, accepten er vigtigst.

Det er for de fleste ikke svært at acceptere at skulle lade opvasken stå på en dårlig dag. Mange af os vil kunne få hjælp fra en partner eller andre. Det samme gælder rengøring, tøjvask, græsslåning og andre daglige huslige pligter. Disse pligter kan fylde meget i hverdagen, men de kan oftest løses ved at spørge om hjælp og kommunikere med omverdenen. Særligt i starten er disse pligter mærkbare, for de giver os de første tegn på, at vi ikke er, som vi plejede at være. Også vores nærmeste vil her se de første forandringer.  Det er bare ikke opvasken, vasketøjet eller den mangelfulde støvsugning, som får følelserne til at løbe løbsk og påvirker os mest på sigt. Det er måske dem, der får stakken til at vælte, men de fylder ikke mest hos os.

Det gør til gengæld måden vi er sammen med vores nærmeste, vores børn eller vores partner. At skulle acceptere at vi ikke kan tage i biografen med vores partner, gå i forlystelsesparker med børnene, tage til fest med vennerne eller være til familiekomsammen i flere timer. Det var og er de ting, som førhen fyldte os med glæde og energi. Man kom hjem med gode minder, en følelse af kærlighed og nye ting at tale om. Nu er virkeligheden den, at larmen, menneskerne og timerne gør os trætte. Vi får ikke længere energi af det. Aktiviterne kræver mere end de giver. I hvert fald indtil vi har fundet en måde, som får det til at fungere for os.

Find nye måder

Det er ikke let, men det er arbejdet værd. Mit bedste råd er: Vær ærlig overfor menneskerne omkring dig.

Sig højt, at du behøver pauser, når du tager til familiefest. Fortæl, at du har brug for at finde ro, når du tager i forlystelsespark. Forbered vennerne på, at du går tidligere hjem fra festen. Tal med din partner om nye måder at date på. Det er ingen skam at tage et pusterum for at kunne nyde resten.

I sommers kom min amerikanske familie til en familiekomsammen. Grundet Covid-19 havde jeg ikke set dem siden 2018, så jeg ville rigtig gerne med. I stedet for at melde afbud som sædvanligt, tog jeg skridtet mod accept. Jeg skrev til værtinden, forklarede min situation og spurgte, om jeg måtte bruge deres gæsteværelse til pauser gennem dagen. Det lettede at få sat ord på. Jeg sørgede også for, at jeg ikke selv skulle køre. Jeg skaffede energi til det, der var vigtigt for mig.

Da min søn og jeg skulle på Bakken, tog min partner med, så han kunne gå med ham i forlystelserne. Mens de stod i kø, fik jeg en pause med afslappende musik i ørene. Selvom jeg var træt og udmattet, da vi kørte hjem, var jeg det på den rigtige måde, og vi havde en dejlig dag.

Ligeså har vi fundet en måde at date på, som ikke udmatter mig. Vi vælger ofte at lave dates hjemme eller i naturen. Sidst lavede vi picnic i stuen. Vi hev topmadrassen ind på gulvet, købte tapas og så en film. På den måde kunne vi nyde hinanden, dyrke kærligheden og tage hensyn til mig, uden at det var en almindelig hverdag.

Mine løsninger er måske ikke de rette for dig, men måske de kan inspirere.

Nogle gange er man bare vred

Selvom man finder nye måde at gøre tingene på, kan bægeret flyde over. Så bliver vi kede af det, vrede eller modløse – og det er helt okay. Det skete også nogle gange før din skade. Af og til bliver bægeret bare fyldt, uagtet om man er rask eller syg. Du lægger måske mere mærke til det nu, og måske er også dine nærmeste mere opmærksomme på det. Det betyder blot, at du er betydningsfuld for dem.

Det kan hjælpe at sige det højt, når du bliver fyldt med de følelser. Menneskene omkring dig vil ofte sidde med de samme følelser i en eller anden grad. Det kan de have svært ved at udtrykke af hensyn til dig. De vil ikke pådutte dårlig samvittighed, skyld eller skam over din situation, for de ved, at du ikke selv har valgt den. Det kan være rigtig sundt at sige det højt og vise, at de ikke er alene om at føle det, de gør. At sige tingene højt giver tit en følelse af lettelse, næsten som om der er blevet luftet ud i et lummert lokale.

Rollen som forælder

Det kan være svært at navigere i, hvor meget man kan tillade sig at sige til børnene. Personligt har jeg valgt at være meget åben, men med forbehold. Børn skal ikke gå rundt med ondt i maven, men de skal vide, at det er okay at tale om det svære. Jeg befinder mig i en sammenbragt familie med to teenage-papbørn og min egen søn på 7. Der er forskel på, hvad de ved, hvor meget de spørger.

Min søn kan finde på at sige: ’’de dumme smerter’’, ’’den tarvelige hjerneskade’’ eller noget lignende, når han er vred, bange eller ked af det. De udtryk må vi godt bruge herhjemme. Vi råber nogle gange af smerterne eller hjerneskaden. Omvendt har vi det også sjovt med det. Vi leger en leg, hvor jeg lukker øjnene og skal gætte, om det, der rører mine fingre, er spidst eller stumpt. Jeg har føleforstyrrelser i hænder og arme, så gætter jeg rigtigt, er det held. Når vi spiller vendespil, vinder min søn oftest, for han husker bedre end mig grundet min hjerneskade.

Teenagerne bemærker det ikke på samme måde. De har kun har kendt mig efter ulykken. De nyder til gengæld, at jeg oftest er hjemme. De ved, at de kan spørge, hvis der er noget, de vil vide. Deres far er også åben og ærlig.

Vi laver ofte sjov og bruger humor til at gøre samtalen lettere. Det gør det lettere, at man kan grine af tingene. Både for mig som individ, men også for os alle 5 i fællesskab. Irritation bliver til latter, når vi griner af, at jeg har brændt aftensmaden på. Og så køber vi pizza i stedet. Vi griner og finder en løsning. Det hjælper mig til ikke at hænge fast i de små ting.

Det kommer ikke af sig selv

At være mor har givet mig mod til at finde nye måder at leve på, men det har samtidig været den største sorg i mit forløb. Alle forældre vil deres børn det bedste. Kunne vi give dem hele verden, ville vi gøre det. Derfor er det svært at acceptere, at man ikke kan være med på samme måde længere.

Det har været noget af det sværere at skulle acceptere som en del af mit handicap. Jeg er langt fra i mål. faktisk ved jeg ikke, om nogensinde helt lærer at acceptere det. Omvendt vil jeg heller ikke lade et negativt tankemønster fylde mit hoved. Jeg vil nyde de glæder, jeg har med min familie. Og jeg ved, at de til hverdag ikke bemærker mangler hos mig.

Accepten kommer ikke af sig selv, men den bliver lettere med tiden. Det vil du opleve såvel hos dig selv som dine nærmeste. Noget vil blive lettere. For eksempel det at skulle sige nej til aktiviteter. Med tiden vil det ikke gøre ondt på samme måde. Vi lærer, at når vi siger nej til noget, siger vi samtidig ja til noget andet. Vi lærer at mærke efter og finder ud af, hvad der giver mening i vores situation. Det samme gør vores familie, venner og andre nært pårørende.

Jeg er familiemenneske. Jeg vægter familieaktiviteter højt. Derfor er der andre ting jeg må sige nej til for at kunne opfylde mit eget behov for at være sammen med familien. Det hele handler om balance. Det er kun dig selv, der kan finde den.